’Paradis’: Ny dansk film gør det svært ikke at få det dårligt med sig selv
FILM. »Out of sight, out of mind«, siger Mikkel i Esben Smeds skikkelse.
Han taler egentlig om et nonchalant syn på børnepasning, men farmanden i Maria Sødahls ’Paradis’ ved næppe, at han netop dér afslører filmens hovedpointe – og mange vesterlændinges tilgang til verdens forfærdeligheder.
Ignorancen og skyklapperne er medbragt i håndbagagen, da ægteparret Mikkel og Louise (Danica Curcic) med deres to døtre tager på eskapistisk badeferie på en spansk ø, hvor vin, is og afslapning serveres på fad.
Men hvilepulsen stiger pludseligt, da familien en mørk aften kommer til at køre den afghanske mand Ahmed (Aziz Çapkurt) ned, der var på vej til øens voksende flygtningelejr.
De bringer ham på hospitalet, giver ham mad, vand og penge – og, til deres store fortrydelse, deres telefon- og værelsesnummer. For med et såret ben og en dybt tragisk historie dukker han flere gange op hos danskerne for at bede om yderligere (økonomisk) hjælp.
Det udløser enkelte jump scares – og tvinger parret til at se både udsatte skæbner, moralske dilemmaer og deres eget hykleri i øjnene.
Magt og sociale hierarkier er i fokus, og ’Paradis’ har tematiske fællestræk med eat-the-rich-produktioner a la ’Triangle of Sadness’ og ’The White Lotus’. Og selvom norske Maria Sødahls danske film ikke har det helt samme satiriske bid, er kontrasten mellem all inclusive-paradisets badedyr og flygtningenes gummibåde yderst effektiv.
Det er faktisk svært ikke at få det dårligt med sig selv og sine selvoptagede vaner, og man synker ned i sædet, når karaktererne har the audacity til at brokke sig over liggestolenes – og migrantlejrens – placering. Endnu mere, når de påstår, at middelklassemennesker, der bruger cirka 50.000 kroner om året på at holde ferie fra ellers solbeskinnede liv – og ovenikøbet har en velfærdsstat som tryg hovedpude – ikke er en eller anden form for rige.
Ja, privilegieblindhed må være en dødssynd. Det samme er racisme, hvilket der i øvrigt er rigeligt af på det spanske luksusresort, hvor også selvudråbte humanister udviser imperialistiske tilbøjeligheder.
Med portrættet af white saviorisme og komplekse skyldspørgsmål stiller ’Paradis’ skarpt på, hvor meget ansvar den privilegerede europæer egentlig kan og skal bære – og om næstekærlige handlinger i virkeligheden er en form for aflad og samvittighedspleje.
Det fungerer og giver stof til eftertanke, især i en verden, der brænder for nogle, men (endnu) ikke for os.
Desværre forveksler filmen til tider tematisk åbenhed med dramaturgisk og genremæssig uklarhed. Er ’Paradis’ en thriller? Et ægteskabsdrama? Et feriemysterium, der mangler retning, plotforklaringer og uddybning?
Måske lidt af det hele.
Flere konflikter og konfrontationer fremstår uforløste, og ’Paradis’ iver efter at ville skræmme, forarge, røre, uddanne og underholde har det med at spænde ben for det gode tempo og den strømlinede fortælling.
Det lidt langtrukne gadekryds reddes i høj grad af Esben Smed og Danica Curcic, der leverer glimrende skuespilpræstationer og nuancerede karakterportrætter. Deres interne relation og ubalance åbenbares gradvist, som den ene ulykke efter den anden skvulper op til poolens og Middelhavets overflade.
De er særligt gode, når deres skandinaviske konfliktskyhed udfordres, eller når de som forældre skal lære børnene om fascisme og EU-regler – og selv begynder at tvivle på, hvorfor virkeligheden ser ud, som den gør.
Og de er ulykkeligvis mere end genkendelige, når de – for at undgå flere forklaringsproblemer og selvransagende katastrofer – bare gerne vil hjem, så de kan lukke øjnene i fred.
Kort sagt:
’Paradis’ er ferien – og filmen – der vækker stof til eftertanke, mens du længes efter en exit.