100 Gecs udfordrer din opfattelse af, hvad ‘god smag’ er – nyt remix-album understreger talentet

100 Gecs udfordrer din opfattelse af, hvad ‘god smag’ er – nyt remix-album understreger talentet
100 Gecs. (Foto: Nic John)

100 Gecs’ vovede eksperimentalpop er noget af det mest spændende, der er sket i løbet af de seneste par år. Med det blot 23 minutter lange 2019-debutalbum ‘1000 Gecs’ vakte de hurtigt opmærksomhed og adskillige diskussioner om, hvorvidt det var galt eller genialt.

De tog fat på den skamløst over-the-top electropop, som eksempelvis PC Music, Charli XCX og Sophie fremmede i løbet af 2010’erne – men de skubbede den endnu længere over toppen, og i processen tilføjede de sporadiske elementer af både ska, emo, nightcore, trance, industrial og trap.

Jeg har hørt folk kalde det forfærdeligt. Jeg har hørt folk kalde det formidabelt. Jeg har sågar hørt folk kalde det forfærdeligt for så to måneder senere at være helt besat af det. Det er musik, der provokerer din opfattelse af, hvad ‘god smag’ er for en størrelse. Jeg har endda hørt folk beskrive 100 Gecs’ musik som »dårlig med vilje«.

Denne sommer, blot lidt over et år efter debutalbummet, har vi fået et stjernespækket remix-album ved navn ‘1000 Gecs and the Tree of Clues’. Albummet varer hele 51 minutter – dels da visse ‘1000 Gecs’-tracks bliver remixet to gange, dels da vi også får tre nye sange samt en liveudgave af ‘1000 Gecs’-nummeret ‘800dB Cloud’.

Men disse nye numre og liveoptrædener føles mest som bonustracks. Kalorierne finder vi uden tvivl i de indledende 14 tracks, der alle er remixes af sange fra ‘1000 Gecs’. Nogle af numrene er remixet af 100 Gecs selv (dog i så fald altid med vokalbidrag fra andre kunstnere), og andre er blevet remixet af andre ligeledes kompromisløse producere, der ønsker at udfordre grænserne for pop såvel som EDM.

Jeg var lidt nervøs, da jeg så, at nogle tracks blev remixet to gange. Men det føles aldrig repetitivt, for hvert remix tager den oprindelige sang i helt nye retninger; en imponerende præstation, når alle originalerne også er så musikalsk vovede.

‘xXXi_wud_nvrstøp_ÜXXx’ bliver i hænderne på hardcore-producer 99jakes til et vanvittigt, svimlende stykke trance-inficeret speedcore – men når Tommy Cash og Hannah Diamond fører vokaler til samme sang, får vi en excentrisk kombination af Die Antwoord og eurodance, der gør begge forlæg til skamme.

‘Hand Crushed by a Mallet’ bliver i udgaven med Fall Out Boy, Craig Owens og Nicole Dollanganger forvandlet til en forskruet vanvidsudgave af 00’ernes poppunkede emorock. Det er dog intet imod det industrielle N0thanky0u-remix, der er noget af det mest støjende og uregerlige, man kunne forestille sig.

Hvis disse remixes viser én ting, så er det, at 100 Gecs er ualmindeligt stærke sangskrivere. De har skrevet numre, der tåler at blive hevet i alle mulige retninger – men som stadig er både genkendelige, catchy og medrivende, selv under de mest hjernevridende produktioner.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En håndfuld numre er endda en kende mere mainstream-venlige end originalerne. ‘Ringtone’-remixet med Charli XCX, Kero Kero Bonito og Rico Nasty har jeg selv set fungere fornemt til festlige lejligheder, og ‘Gec 2 Ü’ er en gedigent stærk electropopsang, der først bliver helt gakket til allersidst. Melodierne er stærke nok til at kunne fungere, selv uden de typiske Gecs-idiosynkrasier.

Mest overraskende er deres behandling af ‘Gecgecgec’, der mest af alt er et udvidet interludium i originaludgaven. De har på remixet inviteret Lil West og Tony Velour med, som præsterer stærke hiphopstykker, der klinger af henholdsvis DaBaby og Future.

‘1000 Gecs and the Tree of Clues’ udvider smukt på den lyd og det etos, der var til stede på debutalbummet. Når jeg lytter til visse af originalerne, lyder de nu nærmest som demoudgaver sammenlignet med, hvordan remixalbummet nyfortolker dem. Det er et sprælsk, levende og helstøbt værk i en grad, som ikke mange remix-album kan leve op til.


Kort sagt:
Sangene fra ‘1000 Gecs’ er blevet remixet i samarbejde med en række kollaboratører, der tydeligt forstår 100 Gecs’ grænsesøgende og bevidst provokerende mission – og resultatet er om muligt endnu mere gribende end forlægget.

100 Gecs. '1000 Gecs and the Tree of Clues'. Album. Dog Show Records.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af