’Hamnet’: Oscar-drama med Jessie Buckley og Paul Mescal er hjertegribende til bristepunktet
FILM. Bag enhver stor mand står en stærk kvinde. Og under en af verdenslitteraturens største klassikere ligger et lille, livløst barn.
For har døden taget noget fra dig, må det – som bekendt – gives tilbage. Gerne gennem skrift eller andre æstetiske greb.
Det er netop denne begrædelige metamorfose, hvor den virkelige søn Hamnet forvandles til det fiktive skuespil ’Hamlet’, som Chloé Zhao rørende skildrer i sin Oscar-nominerede film. Med afsæt i Maggie O’Farrells roman har hun skabt en sanselig og vedkommende fortælling om tab, kærlighed og kunstens transcenderende (og terapeutiske) kraft.
Men inden sørgekåber og teater var der … et meet cute.
Ti sekunder, en høg og et håndtryk var det, der skulle til for, at den belæste latinlærer William – aka Mr. Shakespeare – (Paul Mescal) og den egenrådige skoventusiast Agnes (Jessie Buckley) forelsker sig hovedkulds. Klip til giftemål og graviditeter.
Først kommer datteren Susanna, og efter et par år venter det sprøde par endnu et barn. I ental – tror Agnes. Men da meldingen om tvillinger når hende, overrumples hun af ubehag. Hendes okkulte fremtidssyn – yes, sådanne rammes hun af i ny og næ – har nemlig vist, at kun to børn vil stå ved hendes grav.
Frygten ulmer i takt med Max Richters melankolske lydtapet, mens varsler og profetier hober sig op i dette patosdrevne drama, hvor forgiftede sværd skifter hænder – og sygdomme skifter kroppe.
For præcis som i den britiske mastodonts forvekslingskomedie ’Helligtrekongersaften’ har tvillingerne – der nu er omkring de syv år – for vane at klæde sig ud som hinanden, og da den svækkede Judith ligger i sin forpestede sotteseng, tvinger Hamnet sig under hendes lagen, så den sorte død skal tage ham i stedet.
Tapperhed og martyrsk heltemod skaber nemlig rigtige mænd, ik’?
Pudsigt nok er selvsamme herrer, der prædiker dette, også dem, der har selvoptagede tendenser – eksempelvis ved at lade deres familie i stikken for at søge personlig (og kreativ) forløsning i London og dermed ikke når at tage afsked med sin nu afdøde søn.
I’m looking at you, Will. Men kun kort.
For uagtet at der selvsagt gemmer sig tusindvis af historier i øjnene og i hænderne på en af åndslivets mest prominente skikkelser – og uagtet at Paul Mescal er yderst god og sympatisk som en piercet The Bard, der kæmper for et gennembrud som dramatiker – vil jeg, og lykkeligvis også instruktøren, hellere rette blikket mod Agnes.
Den bjergtagende hovedkarakter er fænomenalt og Oscar-nomineret gestaltet af Buckley, der med dybde og charme portrætterer vemod og kvindeeksistens – og med duft af timian og fuck you-energi tager sig ud som en Susanne Brøgger’sk hex.
Feministisk økokritik er vist også ’Nomadland’-instruktørens yndlingshylde, og med æstetisk svulstighed og symbolbegejstring lader hun naturen ligge som et moderligt skød og skovgrotter stå som cykliske skæbneportaler.
Alt dette er indfanget af ’Ida’- og ’The Zone of Interest’-fotograf Lukasz Zals poetiske kamera, der får ’Hamnet’s billedside til at ligne oliemalerier med tunge penselstrøg af skyld og savn.
Det er fængslende og hjertegribende – særligt når en veloplagt Emily Watson i rollen som mama Shakespeare tilslutter sig koret af grædende mødre, der forsøger at finde mening i det meningsløse.
Men føle-føle-fiduser er muligvis malurten i ’Hamnet’s bæger. For det storladne drama har et vel rigeligt og indimellem beklageligt ønske om at ville bevæge sit publikum.
De tilbagevendende fugleanalogier og langsomme sekvenser med Nangijala-vibes er smukke, men næsten for sentimentale. Og et effektivt skyggespil kan rigtignok vise, hvordan smitte og sorg spreder sig, men giver ptsd fra coronatider og allergi over for overpædagogik.
Den emotionelle udpensling og new literalism-elementerne ses nok værst, når der – stående på kanten af vandet og sammenbruddet – reciteres monologstykker fra det berygtede Kronborg-skuespil a la »To be or not to be«.
Nuvel, det er en ikonisk replik af en grund, og det eksistentielle spørgsmål om, hvorvidt det er bedre at leve med tilværelsens pinsler eller at gøre en ende på dem, rammer både på den skueplads, hvor Will slutteligt opsætter sit gribende (livs)værk, og i biografsalen anno 2026.
For her får lidelsen et sprog. Tiden en pause. Og genfærdet en krop, der viser, at forældre og kunsten kan bære børn – også når de på ulykkeligste vis er døde.
Kort sagt:
Myten om geniet er (gudskelov) sekundær i Chloé Zhaos storladne film om Hamnets død og ’Hamlet’s fødsel.