PinkPantheress går tilbage til begyndelsen – mixtapet ‘Fancy That’ er pakket med slaskere
ALBUM. Der skete afgjort noget helt specielt, da PinkPantheress’ dansevenlige bedroompop gik viralt under pandemien.
Hendes indelukkede Y2K-æstetikker ramte lige ned i en kollektiv nostalgi, og pludselig havde alle musikhovederne en grund til at kridte danseskoene og gå amok på værelset til panterindens insisterende UK garage- og drum’n’bass-rytmer.
Sange som ‘Pain’, ‘Just for Me’ og ‘Break It Off’’ fra debut-mixtapet ‘To Hell With It’ er blevet kultklassikere hos generation TikTok – ikke mindst på grund af deres karakteristisk korte levetider og den GarageBand-agtige lo-fi-produktion, der emmer af DIY og teenageværelse.
Derfor var det også for mange fans en besynderligt poleret ny retning, hun gik i, da debutalbummet ‘Heaven Knows’ udkom to år senere. Der var bestemt masser af gode sange, men det havde utvivlsomt mistet noget af følelsen af at have fanget lynet i flasken.
Måske er det netop grunden til, at ‘Fancy That’ føles som et slags restart. Den nye udgivelse deler både mixtape-label og karakteristika med debuten, projektets længde er igen nedbarberet i en tydelig less is more-tilgang, og produktionerne har ofte den samme umiddelbare charme, som gjorde hendes første sange så uimodståelige.
»My name is Pink and I’m really glad to meet you / You’re recommended to me by some people«, synger hun flirtende i første linje på UK garage-slaskeren ‘Illegal’, der åbner ballet, og hun lyder som en musikalsk fugl Føniks.
Og der er flere slaskere, hvor de kommer fra. På ‘Tonight’ er hun sammenligneligt flirtende over det uimodståelige og animerede dancepop-beat: »And how many hours can we stay up? You can ruin my makeup / Yes, it’s fine / You can even ruin my life«, synger hun med sin karakteristiske porøse, robotagtige vokal og fremprovokerer en klukken hos lytteren.
På ‘Noises’ pisker et rastløst drum’n’bass-beat nummeret fremad, mens PinkPantheress maler en nærmest uhyggelig, paranoid fortælling om nogen, der måske, måske ikke gemmer sig i hendes stue.
I omkvædet sampler hun Nardo Wicks ‘Who Want Smoke?’, hvor hans aggressive linjer fungerer som call-response til hendes egne karakteristiske »yeah!«-adlibs. Et mærkværdigt øjeblik på mixtapet, men også et af de mest fængende.
Selvom der er skønne momenter spredt ud over tracklisten, føles det også til tider en smule søgt – som et forsøg på at genskabe den magien fra ‘To Hell With It’. Mange af de samme virkemidler er til stede på dette nye mixtape, men det virker mere kalkuleret – og man tager sig i at savne den upolerede lethed, hun tidligere mestrede så ubesværet.
Alligevel rummer ‘Fancy That’ masser af den sædvanlige charme, man kender PinkPantheress for, og minder én om, hvorfor hun gik viralt til at starte med.
Kort sagt:
På ‘Fancy That’ prøver PinkPantheress lidt for hårdt på at fastholde den mixtape-magi, hun ramte så rent på ‘To Hell With It’. Men udgivelsen rummer stadig masser af den charme, der i sin tid gjorde hende elsket.