Lad PinkPantheress’ debutalbum være en lærestreg for boomerne derude
PinkPantheress har en lidt makaber side. Måske hører man det ikke ved første lyt, måske ser man det ikke ved første øjekast, men skinnet bedrager.
Bag den sødmefulde, uskyldige, nærmest nuttede vokal, de nostalgiske, Y2K-inspirerede produktioner og de opløftende, iørefaldende melodier, der lyder, som om de er lavet specifikt til det formål at få lytteren til danse foran spejlet, mens de synger ind i deres hårbørste, gemmer sig et dystert og morbidt hjerte.
På debutalbummet ‘Heaven Knows’ er dette mere tydeligt end nogensinde før. Åbningsnummeret ‘Another Life’ begynder med et sakralt pibeorgel, der ulmer af noget skæbnesvangert, inden de 2-step-rytmer, der er blevet Pinks signatur, melder deres ankomst i selskab med selveste døden.
Sangen er et lille, ultradramatisk stykke kortprosa om at vågne om morgenen ved siden af sin kæreste, der ikke vågner, uanset hvor længe alarmen ringer: »Guess you died today? Please give me a sign / At least we know that God was givin’ you time«, synger hun fra et sted mellem tårer i øjnene og et nonchalant træk på skulderen. »At least now we’ll get all the time apart / Guess I’ll see you in another life«.
Som i alle andre af PinkPantheress’ sange er mørket pakket ind i lyserødt silkepapir, guldglimmer og syntetisk vaniljeduft af den slags, man tilbage i 00’erne af uransalige årsager puttede i viskelædere. Men når først man har fået øje på det – mørket – finder man det overalt på ‘Heaven Knows’.
»I just had a dream I was dead / And I only cared ’cause I was taken from you«, lyder omkvædet i den hypnotiserende ‘Mosquito’, mens ‘Nice To Meet You’ åbner med linjen »I pray that I’ll die before my baby«, og Kelela-samarbejdet ‘Bury Me’ kredser om spørgsmålet »Would you bury me?«
PinkPantheress’ evne til at gemme det makabre væk i små, melodiske sukkerbomber gør ikke blot ‘Heaven Knows’ til et album, der virkelig fortjener og belønner koncentreret lytning. Det er også én af de ting, der har gjort PinkPantheress til en spændende, unik og ligefrem generationsdefinerende kunstner.
Med et blik, der på én gang peger tilbage mod en idyllisk forestilling om en utopisk fortid i 90’erne og 00’ernes prædigitale verden og frem mod død, hærværk og undergang, taler PinkPantheress lige ind i en generation, hvor håbløshed bedst mødes med en blanding af nostalgi og galgenhumor.
PinkPantheress er meget mere end blot en kunstner, der laver ultrakorte popsange til TikTok-brugere uden koncentrationsevne, selvom hun – heldigvis – også er det. PinkPantheress er det hele.
Dødsromantikken topper på ‘Ophelia’, der er en ekstremt detaljeret fantasi om at blive myrdet af sin kæreste. »If I die, please, let them find me / Because my lungs aren’t workin’ / Liquid fills the inside of them, stops me talkin’ / You can see me underwater«, synger hun over en blid harpe og trommer, der lyder som friskt, spændstigt træ. »Your neighbors will hear me screamin’ until they find me here«.
Det er voldsomme sager, men sangens pastoral idylliske lyd virker nærmest skabt til at plukke blomster i en grøftekant omgivet af sommerfugle og summende bier.
Hele vejen igennem gemmer ‘Heaven Knows’ på den slags kraftfulde, modsætningsfyldte konstellationer, der nærmest – uden sammenligning i øvrigt – minder mig om Morrisseys måde at kombinere de grummeste fortællinger med de mest uimodståelige omkvæd.
Lad det her album være en lærestreg for boomerne derude, der måske gik og troede, at TikTok-generationen ikke var i stand til at mestre tvetydighed og nuancer.
Kort sagt:
PinkPantheress’ debutalbum er et af TikTok-generationens hidtige hovedværker. Som en chic, dansevenlig arvtager til Morrissey kombinerer hun et dystert, dødsfikseret tekstunivers med sukkersød pop, der indkapsler tidsåndens ambivalens.