»Ægtemand. Det føles godt at sige«, skriver Carly Rae Jepsen i et nyt Instagram-opslag.
Popstjernen bag gennembrudshittet ‘Call Me Maybe’ er nemlig blevet gift med musikproducer Cole M.G.N., skriver Entertainment Weekly.
I opslaget afslører Jepsen, at brylluppet fandt sted for tre uger siden, 4. oktober, i New York City – nærmere bestemt det historiske Chelsea Hotel. Brudeparret havde desuden fotografer fra Vogue med til at dokumentere den store dag, og et udpluk af billederne kan ses i opslaget.
Parret mødte hinanden og blev venner i maj 2021 under en sangskrivningssession. De begyndte officielt at date i 2022 og blev forlovet i september sidste år.
Cole M.G.N. agerede producer på Carly Rae Jepsens seneste album, ‘The Loveliest Time’ fra 2023. Han har tidligere lavet musik med blandt andre Ariel Pink, Blood Orange, Christine and the Queens, Real Estate, Snoop Dogg og Beck. For sit samarbejde med sidstnævnte har han vundet seks Grammyer.
På karrierefronten var Jepsen var senest aktuel med en 10-års jubilæumsudgave af albumklassikeren ‘Emotion’, der indeholdt fire nye sange.
