I 2019 revolutionerede 100 Gecs popmusikken – men på ‘10,000 Gecs’ har de fundet elguitaren frem
Da 100 Gecs albumdebuterede med ‘1000 Gecs’ i 2019, revolutionerede de popmusikken.
Det er store ord, men jeg står ved dem.
Før ‘1000 Gecs’ var hyperpop ikke en del af vores kollektive ordforråd. Duoen forvirrede mangt en poplytter med deres skærende autotune, deres blippende digitale beats og deres fjollede nonsenstekster om pengemaskiner og dumme heste.
Var det mon en parodi på popmusik, der udstillede dens tomhed og kunstighed? Eller var det vovede forsøg på at udfordre lytteren og provokere gængse opfattelser af, hvad ‘god smag’ ville sige i popmusikkens verden?
Med lidt afstand er det tydeligt, at begge disse intentioner er til stede i en vis grad, men at projektet først og fremmest er en kærlighedserklæring til alle de kaotiske elementer, der er samlet på udgivelsen.
Den legesyge sætter også dagsordenen for opfølgeren, ‘10,000 Gecs’.
Duoen har revolutioneret popmusik én gang, men det var jo egentlig ikke med vilje.
Så i stedet for at forsøge at vende musikverdenen på hovedet atter en gang, er fokus bare på at skabe flere af den slags underholdende og støjende pophybrider, der hidtil har kendetegnet karrieren.
Den væsentligste forandring fra forgængeren er et forøget fokus på elektrisk guitar. Men resultatet er lige præcis den slags galskab, man ville forvente, hvis salgspitchen var »et mere rocket 100 Gecs-album«.
Se eksempelvis tracket ‘Billy Knows Jamie’.
Det starter som et nævenyttigt rapmetal-nummer i bedste Limp Bizkit-stil, herefter bliver det 00’er-emo a la en robot-udgave af My Chemical Romance, og før man ved af det, kulminerer det i en omgang powerviolence af den slags, der typisk ikke samler mere end 50 særligt støjglade mennesker pr. koncert.
Eller hvad med ‘Frog on the Floor’, der følger historien om en frø, der hopper rundt på gulvet og charmerer sig ind i folks hjerter. Lyden af frøens kvækken bliver smukt integreret som en slags central percussion i en bouncy ska-rytme, der skaber et mentalt billede af frøen, der hopper i takt til musikken.
Hyldesten til 90’ernes ofte udskældte ska-punk fortsætter på ‘I Got My Tooth Removed’, der handler om at have en tandpine så slem, at man overvejer selv at fjerne sin tand med en tang – trackets hektiske og højlydte soniske landskab reflekterer eminent, hvor uoverskuelig smerten er for sangens fortæller.
Det er et virkelig sjovt album, der leger med dine forventninger hele tiden. Hvert track har nogle nye måder at forvrænge rockmusikkens normer på.
Det er samtidig et album, der har en vis dybde, der ikke nødvendigvis viser sig lige med det samme.
Bevares, de fjollede tekster får dig ikke dybere ned i den menneskelige psyke, men med de mange bratte stemningsskift, der er i løbet af tracklisten, demonstrerer duoen en imponerende dyb indsigt i et væld af musikalske virkemidler.
Det er en musikalsk rutsjebane, der aldrig står stille eller fortsætter for længe i det samme spor. Det efterlader derfor et enormt sus i maven.
Min største kritik er, at jeg trænger til mere end de 27 minutter, albummet varer. På den anden side er den lille halve time i sig selv en overvældende lytteoplevelse.
100 Gecs fravalgte at lave et album, der var lige så revolutionerende som forgængeren. I stedet har de lavet et album, der er lige så sjovt. Og efter at have haft ‘10,000 Gecs’ på repeat i en rum tid må jeg erkende, at det slet ikke var en dum idé.
Kort sagt:
Hyperpop-revolutionærerne 100 Gecs ser mod rocken på deres andet album, men derudover er ånden fra den epokegørende etter absolut intakt. ‘10,000 Gecs’ er en sjov hyperpoprocket rutsjebanetur.