100 Gecs’ første koncert i Danmark var blottet for alt det, der ellers kendetegner en moderne popkoncert
Tidligere denne uge skrev jeg en artikel for Soundvenue, hvor jeg forsøgte at spore mig ind på, hvad det er, der gør den idiosynkratiske kaospop-duo 100 Gecs til sådan et frisk pust – selv inden for hyperpop-undergenrens i forvejen fremadsynede scene.
Jeg nævnte mange faktorer, men jeg kom slet ikke ind på, hvor rå de er, hvis vi sammenligner dem med hyperpop-kolleger som nøje popstjerne-koreograferede Charli XCX eller konceptuelt højtragende Sophie.
En vigtig del af 100 Gecs’ æstetik er, at musikken lidt lyder som noget, et par venner har skramlet sammen i en garage over en eftermiddag (hvilket dog selvsagt ikke kan være rigtigt, hvis man kigger håndværket i sømmene) – som en slags hyperpoppens svar på Soundcloudrap eller tidlig punkrock.
Netop derfor giver det mening, at den amerikanske duos koncert i Store Vega (deres første i Danmark nogensinde) var skåret helt ind til benet. Der var ikke noget med backingband, kulisser, koreografi eller hvad man ellers forventer af en moderne popkoncert.
Det var blot de to Gecs-medlemmer på scenen: Laura Les for det meste blot med en mikrofon i hånden, og Dylan Brady primært vekslende mellem et elektronisk setup og sine vokaler. Og så bare en sal fyldt med sveddryppende unge queerpersoner, der hoppede, dansede og stødte ind i hinanden.
Når setuppet er så simpelt, betyder det dog, at der kræves rigtig meget af musikernes tilstedeværelse på scenen. Og det lod de til at være fuldt ud bevidste om.
Især Laura Les var en fryd at overvære. Der var så mange følelser, der formåede at trænge igennem de ellers kraftige lag af vokalmanipulation, hendes stemme sædvanligvis er udsat for. Ihærdigheden under ‘Mememe’, melodramaet på ‘Hand Crushed with a Mallet’ og brutaliteten under hendes growl på ‘800db Cloud’ var ikke til at tage fejl af.
Da en roadie bar stole ind til duoens ømme, akustiske udgave af ‘Gecgecgec’, improviserede hun endda noget kærlig autocroon om, hvad han foretog sig. Og hun var rigtig god til at få publikum i god stemning, når hun introducerede numrene.
En af mine favoritter fra hendes side lød omtrent: »Hvor mange her har prøvet at bruge internettet? Hvor mange her har prøvet at bruge en smartphone? Og hvor mange her har prøvet at få deres ‘Hand Crushed by a Mallet’?«.
Dylan Brady var også dygtig. Han skulle styre elektronikken, så han havde knap så meget mulighed for at skeje totalt ud, men han balancerede fornemt at dele ud af både energi og nonchalant charme. Under den uudgivne ‘What’s That Smell’ bevægede han sig endda ud i rigtig hardcore, Limp Bizkit-klingende råberap.
Apropos uudgivne sange: Et af koncertens trækplastre var muligheden for at høre ny musik. Omtrent halvdelen af sætlisten bestod af hidtil uudgivet materiale, som stammer fra deres kommende album ‘10000 Gecs’.
Det var for eksempel tracks som den støjende ‘100 Million Dollars’, hvor Laura betvang en elektrisk guitar, som dannede tekstur til et track, der skiftede mellem at være en rocket EDM-banger, et spacy synth-soundscape, en modernisering af Skrillex-æra brostep og slutteligt decideret noise.
Der var også førnævnte ‘What’s That Smell’, hvis instrumentation først lød som en pastiche over crunk-hymnen ‘(Wait) The Whisper Song’, før den bevægede sig ud i noget smadret nu-metal. ‘I Got My Tooth Removed’ startede som en følsom ballade, før den blev en herligt skør dosis ska-punk, lidt som en slags fortsættelse til hittet ‘Stupid Horse’.
Mest besynderligt var nok ‘Gamelan Interlude’; et percussion-track bygget over indonesisk gamelan-musik, hvor de to musikere gik på hug og trommede hæmningsløst på hvad jeg vil antage var en bonang-tromme.
Det var dejligt gakket det hele. Store Vega emmede af energi. Det var et eller andet sted lige præcis det, en 100 Gecs-koncert havde brug for at være.
Kort sagt:
100 Gecs’ leverede en forfriskende rå og upoleret koncert, der var rig på personlighed og mindeværdige idiosynkrasier.