Her er de syv største scoops blandt ugens nye Roskilde Festival-annonceringer

Med dagens pakke er Roskilde Festival oppe på i alt 69 musiknavne. Her er syv udenlandske artister, vi især glæder os til.
Her er de syv største scoops blandt ugens nye Roskilde Festival-annonceringer
Ice Spice. (Foto: PR)

Ice Spice

Ice Spice er på rekordtid blevet en af verdens mest omtalte rapstjerner. Hun har altid vidst lige hvilken lyd, der har været mest passende at hoppe på – hvad end det er benhård Jersey club (‘Deli’) eller tyggegummisød breakup-pop (‘Boy’s a Liar, Pt. 2’).

Hun har end ikke udgivet et album endnu, men alligevel er hun allerede en af musikverdenens største stjerner. Så selvfølgelig skal hun have Orange Scene.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det var overraskende underholdende, sidst Orange blev overladt til et ungt rapnavn, der endnu ikke havde det store bagkatalog. Vi skal nok blot forvente os en lidt kortere optræden, end scenen typisk byder på.

Men en kortere koncert betyder så også bare, at der kommer til at være hits i stribevis, når hun spiller sin første danske koncert nogensinde.

Doja Cat. (Foto: PR)

Doja Cat

En fremadstormende rapper ved navn Doja Cat var booket til 2020-udgaven af Roskilde Festival, før den blev aflyst. Dengang var det meningen, at hun skulle spille på Apollo-scenen i primetime.

Sidenhen er hun gået fra at være hitmager til en decideret superstjerne. Så til sommer har hun selvfølgelig fået en plads på Orange Scene.

Det hjælper så også på det hele, at Doja Cat er aktuel med noget af karrierens bedste musik.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Med det seneste album ‘Scarlet’ har Doja Cat endelig lavet et værk, der indkapsler den filterløse troll, hun er. Hun er både mere underholdende og mere menneskelig som kunstner end nogensinde. Så timingen for denne booking er perfekt.

Desuden har hun ikke været i Danmark siden en Pumpehuset-optræden i 2019. Hun har udgivet tre album siden da. Så det er på tide, Doja vender tilbage til Danmark.

Brutalismus 3000. (Foto: PR)

Brutalismus 3000

Brutalismus 3000… Alene navnet er fedt, ikke?

Denne Berlin-duo er en del af en ny generation af klubmusikere, der skruer godt op for basarmen, og som på ingen måder gider lefle for cool kids, der vægter »god smag« over ren og skær underholdning. Behøver vi at sige, at de hitter på TikTok?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Genrer som hardstyle, gabber og electroclash, der længe har været dømt ude af det finere selskab, bliver her omfavnet med stor kærlighed i et univers, der er uslebent og kører med 180 i timen.

Og så oser deres univers af skarp, samfundskritisk humor – hvis titler som ‘Satan Was a Baby Boomer’ og ‘No Sex With Cops’ ikke gjorde det tydeligt.

Det her kan snildt blive årets sjoveste og mest kaotiske elektroniske fest.

J Hus. (Foto: PR)

J Hus

Vi ved det, vi ved det. J Hus’ seneste album var en gedigen skuffelse.

Men han kommer altså stadig med et bagkatalog, de færreste UK-rappere kan hamle op med. ‘Beautiful and Brutal Yard’ var jo netop så stor en skuffelse, fordi ‘Common Sense’ fra 2017 og ‘Big Conspiracy’ fra 2020 var så fantastiske.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Når han er bedst, forstår J Hus at forene amerikansk hiphop, engelsk grime, caribisk dancehall og vestafrikansk afrobeats på en eminent måde, der kan få en propfyldt Arena-scene til at bevæge sig, samtidig med at hans lyrik emmer af store følelser.

J Hus har ikke været i Danmark siden hans optræden på 2018-udgaven af Musik i Lejet. Nu får han chancen for at fortsætte den mangeårige tradition for stærk UK-rap på Roskilde.

Snõõper. (Foto: PR)

Snõõper

Garagepunkerne i Snõõper albumdebuterede sidste år med det kompakte og konsekvent underholdende ‘Super Snõõper’ – et album, hvor kun én sang sniger sig op over to minutter, men hvor de fleste numre alligevel når at charmere sig ind i lytterhjertet.

Det er løssluppent, det er energisk, og ikke mindst er det sjovt. Mon ikke det får startet en moshpit eller to til sommer?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det purunge femkløver har aldrig spillet i Danmark før, så vi glæder os rigtig meget til at se dem gøre entre. Måske på den relativt nye Gaia-scene?

De har ry for at medbringe både rekvisitter, koreografi og alskens andre indslag, man sjældent ser til punkkoncerter.

Nia Archives. (Foto: PR)

Nia Archives

Sidste år spillede det engelske jungle/electropop-talent Nia Archives på festivalen O Days. Her leverede hun en pragtopvisning, hvor hun både imponerede som live-dj og som popvokalist. Til sommer vender hun tilbage til Danmark, og denne gang gælder det Roskilde.

Hun har endnu ikke albumdebuteret, men der er godt med guf på tværs af hendes tre ep’er og talrige singler.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nia Archives er især inspireret af klassisk jungle, som det lød i start- til midt-90’erne.

Tilsæt lidt jazzede vokalfraseringer og et flair for catchy popmelodier, og vi får en kunstner, der sammen med TikTok-sensationer som Piri & Tommy og PinkPantheress er blevet kaldt et af de væsentligste navne i en strømning ved navn »bedroom rave«.

Den slags rave glæder vi os til at opleve til sommer, når den fremadstormende producer og sanger indtager Dyrskuepladsen. Vi krydser fingre for Apollo i primetime.

Lankum. (Foto: PR)

Lankum

Der er altid en pæn håndfuld folkemusik-navne på Roskilde-plakaterne. Men Lankum er ikke som de andre folkemusik-navne.

Du har næppe nogensinde hørt irsk folkemusik blive så dunkel, dronende og avantgardistisk som på Lankums mesterlige 2023-album ‘False Lankum’. Af netop den årsag har de fået stor tilslutning i skarer, der ellers ikke lytter meget til genren. Som en slags folkemusikkens svar på Deafheaven, der åbnede black metal op for et større publikum.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis du er fan af langtrukken postrock som Swans og Godspeed You! Black Emperor, eller sågar dystre soundscapes fra Tim Hecker og Stars of the Lid, er du nødt til at kigge forbi Lankum – og derfra søbe al den dystopiske stemning til dig.

Men selv for de uindviede kan det her navn ende med at blive en stor oplevelse. Hvis du kan lide musik, der skaber gåsehud fra top til tå, er denne koncert et must.

Se hele listen over dagens annonceringer HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af