Post Malone ‘Austin’
Et fuldblods rockalbum fra Post Malone, er det ikke den forfriskende udgivelse, vi har trængt til?
På papiret, ja. Men han bider ikke rigtig fra sig. Der er flere steder på ‘Austin’, hvor instrumentationen lyder mere af Imagine Dragons, end den lyder af Postys egentlige rockidoler, Bob Dylan og Kurt Cobain. Det lyder som et rockalbum, der skammer sig over sin egen genre.
Vi bør da bifalde, at han er villig til at bevæge sig hinsides sine støvede forbilleder!
Det er altså det absolutte minimum, at han (modsat andre aktuelle rockmusikere) ikke blot efterligner sine idolers identitet. Men selv en lånt identitet havde været mere interessant end dette personlighedsløse værk.
J Hus ‘Beautiful and Brutal Yard’
I var da ellers så vilde med, hvor global J Hus var på forgængeren. Har han ikke skruet op for det på årets album?
Han har i hvert fald skruet op for afrobeats-indflydelsen. Han har så til gengæld skruet alvorligt ned for de fleste andre indflydelser. Og ned for det lyriske indhold. Resultatet er J Hus’ mest sonisk ensformige udgivelse, der samtidig slår rekorden for, hvor mange corny måder, han kan referere til sin egen pik på.
Sexrap er da sjovt. Hvis kvinderne kan lave ‘WAP’, skal der vel også være plads til J Hus.
Hvis du kan høre linjer som »Baby girl I like when you suck my penis / When you don’t swallow it hurts my feelings«, »My wood is hard, I can provide it / Open your legs, you must divide it«, »She don’t eat meat, she a herbivore / But I could’ve sworn she ate me ’til the early morn« og »You got a fat pum-pum, I got a long Johnson« uden at krumme tæer, så slå dig løs.
Drake ‘For All The Dogs’
I klager, når Drake forsøger sig med house, og så klager I alligevel også, når han vender tilbage til trapbeats og en stjernespækket feature-liste. Kan I nogensinde blive tilfredse?
Ja, når Drake igen lyder interesseret i at rappe. Når han kan skære lidt fra på tracklisten, så vi ikke skal døje med spandevis af fyld og en spilletid på halvanden time(!). Og når han indser, at »She said she was vegan, she eatin’ a goat« er en så forældet joke, at vi i denne liste allerede har citeret J Hus for næsten præcis samme punchline.
Er der slet ikke noget at komme efter?
Jo. Det er der jo som altid. Vi ville ikke blive så skuffet over hver Drake-udgivelse, hvis der ikke altid var gnister af en kunstner, der er i stand til noget større. Men der er alt for langt mellem de gnister.
Janelle Monáe ‘The Age of Pleasure’
Jeg troede, I var wokevenue? Hvordan kan I være skuffede over Janelle Monáes mest eksplicit queer og afrocentriske album til dato?
Vi elsker idéen om at skabe en idyllisk fejring af queer kærlighed (og seksualitet!) spækket med referencer til adskillige afkroge af sort musikhistorie. Men sangskrivningen er bare ikke særlig gennemarbejdet. Sangene går i ring uden at nå til interessante pointer eller forløsninger.
Sangskrivning mig her og sangskrivning mig der. Vi har brug for album, der lader queer kærlighed være euforisk frem for dramatisk.
Ja, men ‘The Age of Pleasure’ er så konfliktfri en udgivelse, at det næsten er umuligt at spejle sig i. Konceptuelt er det så radikalt et album, men det lyder som om, det nægter at gøre oprør. Projektet er stærkt, men musikken er der helt enkelt ikke.
Travis Scott ‘Utopia’
Der var da en pæn håndfuld bangers på ‘Utopia’?
Ja, men det her er ikke en liste over årets værste album, men derimod de mest skuffende. Travis iscenesatte ‘Utopia’ som årets helt store hiphopbegivenhed. Noget, der var Pyramiderne i Giza værdigt – eller om ikke andet Circus Maximus i Rom. På nummeret ‘Thank God’ iscenesætter han sig selv som en messiasfigur, der kommunikerer Guds vilje. I det perspektiv er ‘Utopia’ et påfaldende ordinært rapalbum.
Det der Jesus-noget lyder da ellers som et tematisk spændende værk?
Er det Guds vilje at lave et trend-ridende dancehall-nummer, der sandsynligvis udelukkende er betitlet ‘K-Pop’ for søgemaskineoptimeringens skyld? Er det Guds vilje, at Travis Scott skal lave dødkedelig sexrap ud af sine fantasier om en trekant med et sæt tvillinger (‘Topia Twins’)? Eller gaber Travis Scott måske over nogle tematikker, som albummet ikke helt kan holde til?
The National ‘Two Pages of Frankenstein’ + ‘Laugh Track’
Come on, to album på ét år – og så med flere gæsteoptrædener end en gennemsnitlig hiphopplade. De forkæler jo deres fanskare for vildt.
På afstand ligner 2023 et år spækket med guf for The National-fans. Men mængden af sange og gæsteoptrædener føles som en distraktion fra, hvor meget de er stagneret rent kreativt. Sangskrivningen er egentlig både catchy og melodiøs, men lydbilledet savner virkelig overraskelser – eller bare nogle små, kreative påfund.
The National har jo aldrig været David Bowie. Skal vi ikke stille os tilfredse med, at de har fundet en fast sonisk identitet?
Sonisk identitet har de haft alle år. ‘Frankenstein’ er dog præget af en total modvilje mod at tegne det mindste uden for stregerne. ‘Laugh Track’ er en kende mere eventyrlystent, men da det udkom, var det tydeligt, at de bedste melodier allerede var blevet brugt på ‘Frankenstein’.
Kim Petras ‘Feed the Beast’
Er Kim Petras ikke den største transkvinde i musikkens verden?
Jo, og hun har skam tidligere lavet stærke udgivelser. ‘Slut Pop’-ep’en fra 2022 er genial, og ‘Turn off the Light’-opsamlingen er den bedste popmusik, man kan forestille sig soundtracke en halloweenfest. Men al den personlighed, der var på de album, er skåret væk på ‘Feed the Beast’, der reducerer Petras til generisk popstjerne.
Men Kim Petras vil jo netop gerne være popstjerne! Hvad skulle hun have gjort anderledes?
Vi ville egentlig ønske, at mere af pladen havde den humor og glimt i øjet, som enkelte numre som ‘Coconuts’ besidder. I stedet skal vi døje med Anne Linnets ‘Tusind stykker’ over årets mest forældede trapbeat, side om side med skamløs sampling af Alice Deejays ‘Better Off Alone’.
Poppy ‘Zig’
Jeg troede, at I elskede Poppys in-your-face genre-mashing? Det gjorde I i 2020…
Al den genre-mashing føles efterhånden som en hæmsko for Poppys sangskrivning. På ‘I Disagree’ havde hun skrevet sange, der eminent tjente den tilgang. På ‘Zig’ prøver hun desperat at presse halvbagte pophooks ned over uinspirerede chugga-chugga-riffs, som om genrekontrasten i sig selv var det spændende.
I hylder Debby Friday for at blande industrial med pop, og så skælder I ud på Poppy for at gøre præcis det samme…
Ja, for Debby Friday er en industrial-producer, der nysgerrigt undersøger hvordan pop kan udvide hendes univers. Poppy er derimod en popsanger, der opdagede, at metalheads var det segment, der var mest interesserede i hende – og så skal ethvert track absolut gøres så tungt og mudret, som det kan bære, uagtet om det lyder godt.
Romy ‘Mid Air’
Romy er jo skøn som forsanger i the xx. Er hun ikke stadig det?
Hendes stemme er stadig dejlig, jo. Men det er altså begrænset, hvor længe hendes luftige fraseringer over medium-tempo house-sange bliver ved med at være spændende. Hvert isoleret nummer lyder ikke ringe – men på tværs af de 34 minutter er der nærmest garanti for, at det bare bliver baggrundsstøj, som man vænner sig til.
Havde I forventet mere fra et album med Mid i titlen?
Tøhø. Men ja, for med Jamie xx, Fred Again.. og selveste Brian Eno i producerstolene, lignede ‘Mid Air’ faktisk et rigtig spændende værk. Det er bare synd, at de fleste producere havde så ens ideer om, hvordan en Romy-sang burde lyde
Jung Kook ‘Golden’
Det plejer da ellers at være vidunderligt, når boybandmedlemmer får solosucces.
Robbie Williams, Harry Styles og Justin Timberlake genopfandt sig selv, da de gik solo. Jung Kooks solodebut lyder bare af BTS på en syvendedel styrke. Tilsæt jammerlige gæsteoptrædener fra Latto, DJ Snake, Major Lazer og Jack Harlow, og det lyder mere end nogensinde som K-pop, der lefler for vestlig anerkendelse.
Lyder det ikke i det mindste godt på numrene uden gæstestjerner?
Det lyder i hvert fald poleret og velproduceret. Så velproduceret, at selv en budding har hårdere kanter. Al den sjov og de idiosynkrasier, BTS stod for, er i hvert fald svundet gevaldigt ind.
Bonus: Nicki Minaj ‘Pink Friday 2’
Bonus? Hvad skal det nu betyde?
Det betyder, at vi egentlig havde fastlagt et udvalg. Og så kom Nicki Minaj ud af det blå med et album fyldt med træge samples og en trackliste, der føles fokusgruppetestet, så enhver målgruppe har mindst ét nummer, der henvender sig til dem.
Nicki er da ellers en af de dygtigste rappere derude…
Ja, og det viser hun også en håndfuld steder. Hver eneste gang hiphopkritiker- eller oldhead-demografien skal tjekkes af. Men vi skal jo også gøre plads til et væld af gæstestjerner, så vi kan ramme alle de mange målgrupper, som sample-listen ikke kan på egen hånd.