Greta Van Fleet leverede et enerverende rockvræl på Heartland Festival

Greta Van Fleet leverede et enerverende rockvræl på Heartland Festival
Greta Van Fleet på Heartland Festival. (Foto: Peter Kirkegaard)

Det handler om perspektivet, man anlægger.

Greta Van Fleet er nye fakkelbærere for den klassiske, voluminøse 70’er-rock med Led Zeppelin og Black Sabbath som monolitter, hvilket har vakt mange kritiske røster til live, der affærdiger Greta Van Fleet som kalkulerede opportunister.

Men både australske Wolfmother og britiske The Darkness har tappet fra samme kilde, og jeg erindrer ikke, at de blev mødt med samme kritik, som har hæftet ved Greta Van Fleet.

Jeg havde således besluttet mig for at tømme hovedet for forudindtagethed og gå koncerten i møde helt uden fordomme og skepsis.

Det begyndte for så vidt ganske lovende. De unge rockløver fra Michigan indtog Heartland Festivals Greenfield Stage i bragende solskin med ‘Built by Nations’ – et velvagt åbningsnummer, som dog også lagde kimen til, hvordan resten af seancen skulle forløbe. 

Man nikkede anerkendende, når frontmand Josh Kiszka snerrende lige gav omkvædet et ekstra rygstød med stemmen længere oppe i et i forvejen højstemt leje. Robert Plant anvendte samme tricks i sin tid med Led Zeppelin (for nu at referere til det orkester, mange anklager Greta Van Fleet for være et blegt afkog af), men forbilledet havde trods alt også nuancer i sin vokal. 

Under koncerten på Heartland havde Kiszka ingen variation i fraseringerne. Det føltes som lyden af en lineær kurve, der bevægede sig uden udsving i takt med instrumenternes bragen. Nu skal jeg jo ikke være band coach, men det hjalp heller ikke på sagerne, at han i langt størstedelen af koncerten stod naglet til sit mikrofonstativ og sågar løb ud i kulissen under et længere instrumentalt mellemspil.

Greta Van Fleet på Heartland Festival. (Foto: Peter Kirkegaard)

Så fungerede koncerten trods alt bedre, når hans brødre trådte i forgrunden. Som da Sam Kiszka lagde en bassolo ind i ‘Lover, Leaver’, og Jake Kiszka tog teten og dirigerede løjerne med det smittende og effektive guitarriff under ‘Highway Tune’.

Her havde Greta Van Fleet for et øjeblik en fin balance mellem alle elementerne i deres udtryk, og det nummer blev leveret overbevisende.

Men lige så mæt, man hurtigt blev af Josh Kiszkas enerverende vræl, ligeså anstrengende var det, når Greta Van Fleet gik på udflugt i 70’er-rockens mest udslidte klichéer.

Verden har vitterligt ikke længere brug for langtrukne trommesoloer, der er designet med det ene formål at få folk til at klappe i takt med hænderne over hovedet. Hvilket var tilfældet under ‘Safari Song’, hvor Josh Kiszka prøvede for meget på at nedbryde den glasplade, som desværre bare befandt sig mellem bandet og publikum.

Katastrofal blev Greta Van Fleets koncert på Heartland aldrig, men den blev så sandelig heller ikke på noget tidspunkt god.


Kort sagt:
Greta Van Fleet spillede med rockmusklerne på Heartland og anvendte adskillige tricks fra 70’er-rockens håndbog. Lige lidt hjalp det, eftersom frontmand Josh Kiszka valgte dynamik og variation fra og befandt sig i samme vedvarende enerverende leje. 

Greta Van Fleet. Koncert. Heartland Festival, Greenfield Stage.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af