På ‘Scarlet’ er Doja Cat lykkedes med det, som ikke engang Taylor Swift var i stand til
Da Doja Cat i 2018 gik viralt med den tidlige single ‘Mooo!’ (eller i folkemunde »Bitch, I’m a cow«), var det tydeligt, at man skulle holde nøje øje med hende. Nummeret osede ganske enkelt af humor og personlighed.
De efterfølgende år levede Doja Cat dog en slags dobbeltliv. På de sociale medier og i musikvideoerne fik hun lov til at være denne flabede weirdo, der altid var klar på at trolle både sine haters og ikke mindst de folk, der reducerede hende til et sexobjekt.
Men hendes musik var sukkersød, poppet og skåret direkte efter at ramme så brede masser som muligt. Fænomenet Doja Cat havde forsvindende lidt at gøre med Dr. Luke-producerede megahits som ‘Say So’ og ‘Kiss Me More’.
Det har hun endelig gjort noget ved på albummet ‘Scarlet’. Det første album, hvor det rent faktisk føles, som om det er den bidske Twitter-provokatør (sorry, »X-provokatør« klinger dårligt), der har lavet albummet. Ikke Dr. Luke eller andre managers.
Vi fik denne nye Doja varslet på singleforløberne. Eksempelvis på ‘Attention’, hvor hun selvsikkert praler om, hvordan både den negative og den positive opmærksomhed omkring hende er til hendes egen fordel. Eller det aktuelle megahit ‘Paint the Town Red’, hvor hun placerer sig selv i en djævlerolle.
Vi har mange gange før set kunstnere bevæge sig ud i en selverklæret villain era, og det er en risikabel ting at gøre. Taylor Swift fremstod eksempelvis decideret usympatisk flere steder på skurke-albummet ‘Reputation’ – og det hjalp ikke ligefrem, at skurkestemningen blev bragt til live af de mest unødigt dystre produktioner i Swifts karriere.
Den fælde undviger Doja Cat øjensynligt ubesværet. Når hun lader sig selv være ondsindet, bliver hun kun mere underholdende, og de morsomme punchlines står i kø på sange som ‘Wet Vagina’, ‘Ouchies’ og ‘Go Off’. Hvor Swift fremstod usympatisk, er Doja mere charmerende end nogensinde.
57 minutter i selskab med denne hårde facade kunne sagtens ende med at blive trættende. Men også her er Doja Cat smart. For i løbet af hendes skurketransformation begynder facaden også at krakelere.
Efter at sangen ‘Go Off’ har advaret os om, at Doja Cat kun er én provokation fra at gå amok, hører vi et sample fra 10cc-klassikeren ‘I’m Not in Love’. Hun synes at fortælle lytteren, at denne hårde skal også er en måde for hende at benægte sine egne følelser. At beskytte sig selv fra at blive såret.
Derfra bliver vi inviteret tættere på mennesket Doja Cat. De ængstelige tanker, der præger hendes sind. De mennesker, hun læner sig op ad, og hvor afhængig hun er af dem. De trygge situationer, hvor hun kan tillade sig at tage rustningen af og stoppe med at være kvinden, der ejer det hele.
Til den opgave får vi to stærke, afvæbnende kærlighedssange i form af ‘Agora Hills’ og ‘Can’t Wait’ samt den ømme sexsang ‘Often’. Og på ‘Love Life’ og ‘Skull and Bones’ kommer hun med bekendtgørelser om sine oplevelser i musikindustrien, og hvordan de har påvirket hende på godt og ondt.
Jeg ville have elsket, hvis albummet tillod sig at stoppe der. Det er en klassisk narrativ opbygning: En skurk finder kærligheden og lærer at blive en mere empatisk, sårbar udgave af sig selv.
Desværre beslutter Doja Cat at albummet skal stoppe lige så hårdt, som det startede – navnligt med singlerne ‘Attention’ og ‘Balut’ samt til sidst den hårdtslående ‘WYM Freestyle’. Måske fordi man ved vejs ende endelig ikke må glemme, at det her altså er Dojas rå hiphop-album.
Det er tre stærke sange, og de havde klædt albummets første halvdel. Men deres placering ender med at gå ud over sammenhængskraften i Doja Cats ellers hidtil stærkeste album.
Kort sagt:
Det er endelig lykkedes Doja Cat at lave musik, der besidder lige så meget personlighed, som hun selv gør. På ‘Scarlet’ træder hun ind i en skurkerolle, men modsat Taylor Swifts ‘Reputation’ gør det hende kun nemmere at elske.