‘Everything I Love Is Killing Me’: Ilma er et oplagt bud på morgendagens nye, funklende stjerne
På debutalbummet ‘Everything I Love Is Killing Me’ cementerer den dansk-bosniske sanger Ilma det, som de af os, der er så heldige allerede at have stiftet bekendtskab med hende, godt vidste i forvejen: At hun er et helt uhørt oplagt bud på morgendagens nye, funklende stjerne.
Ilma har hele pakken. Hun har et øre for helt unægtelige og uimodståelige hooks, som hun smider om sig med en gavmildhed, man normalt kun finder hos helgener og de allermest pengestærke fonde. En sang som ‘Moja Vatra’ består praktisk talt ikke af andet end hooks.
Hun har en stemme, der med sin hæse lækkerhed ikke uforståeligt har draget sammenligninger med 070 Shake og Kehlani, men som indeholder så mange flere facetter, end den slags giver anledning til at tro.
For eksempel når hun på ‘Rear View’ krænger sine følelser ud med en hæsblæsende, orkanagtig intensitet. Når hendes stemme på en sang som ‘Presence’ knækker med den flabede skingerhed, vi kender fra Charli XCX. Eller når hun på ‘Life2Real’ nærmest går Playboi Carti i bedene med rablende, tegneserie-agtig gakkethed.
Og vigtigst af alt har Ilma en attitude, en tilstedeværelse, en måde at indtage sangene på, som nærmest ikke er til at stå for. En dragende blanding af følsom inderlighed og fandenivoldsk energi, der er hendes helt egen.
Men! For der er et men. Et men, der gør, at albummet ikke er helt den triumf, som det burde have været: Produktionerne.
I albummets pressetekst kan man læse, at albummet »er en introspektiv kulmination af passion, partnerskab og kreativ synergi mellem Ilma og producer/sangskriver Jonas Bark« – en producer, der blandt andet er kendt for sine samarbejder med Jada og Angående Mig. Senere i samme tekst kaldes hans produktioner »innovative«.
Ord er som bekendt taknemmelige, for når jeg lytter til ‘Everything I Love Is Killing Me’, kan jeg ikke slippe følelsen af, at Ilmas sange holdes nede af produktioner, der er langt mere konforme, end hvad godt er.
Flere af Ilmas kraftfulde vokalpræstationer serveres nemlig på et blødt, stemningsfuldt og ikke mindst behageligt leje af minimalistiske, spinkle 808’s og sfæriske synthesizere, der desperat savner krydderier, saft og kraft. Selv en sang som den romantiske ‘For a Moment’, der lejer med en sjov idé om at flette et trap-beat sammen med en 80’er inspireret new wave-ballade, formår ikke rigtigt at indfri sit potentiale.
Der er ellers fuld plade for 80’er-lyde: gated reverb på trommerne, et blidt, tøffende guitarriff, melankolske synth-draperinger og, hov, er det en funky slagbas, jeg hører der i baggrunden? Men frem for helt at omfavne den kitschede æstetik, nøjes Ilma og Bark med at pege lidt diskret i retning ad den. De burde være gået hele vejen.
Det er nu ikke, fordi der som sådan er noget i vejen med minimalisme. Eller at samarbejdet med Jonas Bark ikke kan bære frugt. Det er Ilmas debutsingle fra sidste år – det lille, minimalistiske mesterværk ‘Too Many’, der stadig er hendes bedste sang – et levende bevis på.
Det samme gælder fremragende sange som ‘Peaks’, hvor vi blandt andet trakteres med en vanvittig synthlyd, der minder lidt om fløjten på en gammel tekedel, og den filmiske ‘Rear View’, der er et nærmest progrocket synthtrip, hvor det storslåede lydunivers tillader linjen »I’m on a path without you« at fremstå lige så episk, som den fortjener at gøre.
Og så har jeg slet ikke nævnt det majestætiske afslutningsnummer ’45’. »See the smirk on me / Yeah, you find me here«, lyder omkvædet. Ilma er her, og jeg tør godt vædde på, at hun er her for at blive.
En dag kommer hun til at lave det mesterlige album, som ‘Everything I Love Is Killing Me’ kun i momenter er.
Kort sagt:
Med en uforlignelig sans for hooks, en usædvanligt kraftfuld vokal og en uimodståeligt karismatisk tilstedeværelse viser Ilma på sit debutalbum, at hun har det, der skal til for at blive en stjerne. Produktionen kunne dog godt gøre mere for at understøtte det stærke personlige udtryk.