‘Portals’: Greta danser smerten væk på selvterapeutisk surprise-album
Greta Schenk har ikke lagt skjul på, at ‘Portals’ udkommer på bagkant af en svær periode. At hun i løbet af det seneste år har været ramt af både en seriøs skriveblokade og »next level angst«, som hun selv formulerer det.
De hårde tider skinner igennem på det tyskfødte elektropop-talents nye surprise-album.
»Life hit me harder than I’ve ever tried«, lyder det eksempelvis over en dyb bas på åbneren ‘Third Eye’. »Come, move on / Swim against the water’s flow«, synger hun på ‘Promise’, så man ikke er i tvivl om modgangen.
Det er den slags følelser, der risikerer at suge al kunstnerisk essens ud af dig. Men det er også følelser, der kan fungere som en saltvandsindsprøjtning. Som giver nye perspektiver.
Når man lytter til Gretas nye album, forstår man, at det sidste har været tilfældet for hende. På ‘Portals’ forvandler hun fortvivlelse til styrke.
Tag bare nummeret ‘First Weeks’ med dets pumpende bas og rungende synthesizer. Diskanten skrues op, trommerne spiller kantslag. Foden vipper, kroppen svajer.
Det lyder næsten, som om Greta danser smerten væk. Takket være de konstante forløsninger på numre som ‘First Weeks’, ‘Feel It’ og førstesinglen ‘Never Enough’ føles ‘Portals’ aldrig tungt eller sentimentalt.
Men det er følsomt. Mere følsomt og mere direkte, end vi hidtil har hørt Greta være.
Som når hun bearbejder et tab på ‘Sweet Sound’. Eller når hun skruer tempoet op og hengiver sig på ‘Sand Castles’, der vækker mindelser om PC Musics Hannah Diamond og dennes sårbare robotpop.
Skrøbelig klubmusik er ikke ligefrem revolutionerende. Men i hænderne på Greta bliver det aldrig kedeligt. Hun skifter hele tiden instrumenter og varierer dynamikker.
‘We Were Once Who We Are’ føles som ét langt rave, men det bliver fulgt op af a capella-lukkeren ‘Yet There Are Moments’. Greta går fra den ene yderlighed til den anden.
På ‘Portals’ har Greta sluppet den forsigtighed, man mærkede på debuten ‘Ardent Spring’, men taget refleksionerne med. Hun har også sluppet den bekymringsløshed, man mærkede på opfølgeren ‘Forever We’ll Be Dancing’, men har taget den pumpende bas med.
Resultatet er et album, hvor hun lyder stærkere end nogensinde.
På føromtalte ‘Promise’ går hun fra hihat-slag til tamburin-klir, strenge til synths, tåget til skarpt. Det er rastløst. Men bassen har nok bund, og Gretas luftige stemme er omsluttende nok til at give nummeret en utvetydig fornemmelse af retning.
»Everything will fall into place«, synger hun. Og det føles det også, som om tingene er gjort for hende på ‘Portals’.
Greta har været væk, og nu er hun tilbage. Dansende, reflekteret og eksperimenterende. Mere fuldendt end nogensinde før.
Kort sagt:
Med pumpende rytmer, eftertænksomme tekster og varierende arrangementer lyder Greta både mere sårbar og mere fuldendt end nogensinde før på surprise-albummet ‘Portals’.