Gretas synthpop bliver for alvor stærk, når hun lader lyden blive løssluppen

4 6
Gretas synthpop bliver for alvor stærk, når hun lader lyden blive løssluppen
Greta.

Greta Schenk er født i det nordlige Tyskland, men konservatorieuddannet og bosat i København. Hun specialiserer sig i synthpop, og efter to ep’er er tiden nu kommet til hendes debutalbum – hvorfra noget af musikken dog lyder bekendt.

Første halvdel af albummet fik vi nemlig allerede for knap et år siden i form af ep’en ‘Ardent Spring, Pt. I’, og at de seks sange nu bliver kædet sammen med seks nye under et fælles navn, antyder et eller andet sted, at de halvdele udtrykker nogenlunde det samme. Men de føles på mange måder som to ganske forskellige udgivelser, om end de fungerer fornemt i forlængelse af hinanden.

Selv om det ikke er markeret på streamingtjenester, hvor én del slutter og den næste starter, er det let at mærke. Den storladne, længselsfulde ‘Wilderness’ afslutter første halvdel og føles som afslutningen på et kapitel. Efter en række mere underspillede tracks kommer den med sin bombastiske lydmur og tunge dancebeat og føles nærmest som en sjælerensning.

Den efterfølgende, mildere ‘Oh’ føles samtidig som starten på noget nyt; som en overgang fra et stadie til et nyt, som at rejse sig fra asken af den emotionelle eksplosion, som lytteren just har bevidnet. Denne går så elegant over i nummeret ‘Waves’, at man knap bemærker det – og således er man altså for alvor inde i anden del.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg bryder mig mest om anden halvdel, omend der længe før den glimrende ‘Wilderness’ er en del at holde af på første del. Den første håndfuld sange er ikke nær så catchy eller melodiøse som de senere numre, men deres mere kølige, dystre lyd er så sandelig godt lavet.

De lyder ikke så meget som det titulære forår, men rettere af en kold efterårsnat, hvorfor Greta da også var et perfekt valg til Uhørts afslutningskoncert i weekenden. Der er mere retrofuturistisk synthwave over det end den kanoniserede 80’er-synthpop, Greta ellers ofte bliver sammenlignet med. Enhver sang herfra ville passe bedre ind på ‘Drive’-soundtracket end på en klassisk plade fra Eurythmics eller Depeche Mode.

Det er veleksekveret, hvileløs nattemelankoli, men det bliver lidt ensformigt i længden. Hvormed det da også er prisværdigt, at anden halvdel kommer med sin mere poppede sangskrivning og stedvist decideret funky basgange. Gretas vokal føles her mere nærværende, og at sætte de to dele i forlængelse af hinanden er derfor ganske kløgtigt – som at komme tættere på en karakter, der de seneste tyve minutter har været en kende distanceret.

Bouncy tracks som ‘Waves’, ‘Hydrogen’ og ‘Daughter’ er både charmerende, fængende og mere løsslupne end de tidlige tracks, og når den køligere lyd momentvis sniger sig frem igen, lyder både Gretas vokal og hendes musikalske omgivelser rettere af at være afklaret end længselsfuld.

Afslutningsnummeret ‘The End’ slår således fornemt krølle på albummet. Hendes sangstil her minder egentlig meget om den på intronummeret, ‘Spin’ – men denne tænksomme lyd har en helt anden vægt, når man har været igennem hele albummet.


Kort sagt:
Mens første halvdel af Gretas debutalbum godt kan blive lidt ensformigt med sine længselsfulde synthtoner, lyder den stadig fornemt. Den mere sprælske og melodiøse anden halvdel sørger dertil for, at ‘Ardent Spring’ er en stærk helhedsoplevelse.

Greta. 'Ardent Spring'. Album. Celebration Records.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af