1. Faber
Viola Fabers take på electropop er hårdt og smadret i instrumentationen, samtidig med at hendes vokal er fin og sårbar. Denne kontrast var noget af det, jeg især glædede mig til at opleve i en live-setting – og i netop dette regi brillerede hun med sit dygtige backingband.
Når svirrende synths, fyldige bastoner og bragende trommer tyngede sig hen over Fabers følsomme sangskrivning, medførte det en intensitet, der kunne føles i hele kroppen. At det regnede meget gjorde derfor egentlig ikke det store – det øgede blot følelsen af modgang, der er så central i mange af Fabers kompositioner.
2. Telos
Metal og hardcore er ikke just stilarter, der lægger op til at blive spillet for et siddende publikum, men det måtte de tungere bands på årets Uhørt jo leve med – og ingen løste opgaven mere fornemt end den blackened mathcore-gruppe Telos.
Når nu publikum ikke kunne moshe, sørgede samtlige bandmedlemmer blot for selv at være i konstant bevægelse. Deres overvældende energi var så transcenderende, at følelsen af vildskab var lig den, jeg føler i en egentlig circlepit. Som om dette ikke var nok, var deres tekniske kunnen upåklagelig; hele vejen igennem var deres komplekse rytmer og aggressive toner til at måbe over.
3. Trader
I studieudgaven har jeg haft svært ved helt at forelske mig i Traders melankolske slowcore. Jeg har haft svært ved at se, hvad de skulle have at byde på, som eksempelvis Duster og Codeine ikke allerede gav os for cirka 25 år siden. Det tog dog ikke mere end ét minuts tid, før deres koncert fik mig overbevist om deres værd.
Der var skruet godt op for alle instrumenter, der svævede noget så smukt hen over hinanden. Støjende, disharmoniske samklange skabte nogle af festivalens mest storslåede lydbilleder, og talrige elegante skift i både tempo og rytme gjorde koncerten konstant uforudsigelig.
4. Snask
Snask er et mere ubeskrevet blad end selv det typiske Uhørt-act. Fredagens koncert var den purunge elektroniske duos anden nogensinde, og de har blot én single ude: Det spicy UK Garage-track ‘Decadent’. Grundet dette forventede jeg godt med wobbly synthlyde og vuggende rytmer. Og jeg fik skam det, jeg forventede – til at starte med.
Der gik dog ikke lang tid, før de trak koncerten i helt andre retninger, og inden længe serverede de hektiske industrial-toner side om side med medrivende, dansable house-grooves og sågar lidt kække hentydninger til dubstep.
5. Poptones
Lad dig ikke narre af den pæne facade, som bandnavnet Poptones antyder. Navnet har de fra en sang af det eksperimentelle rockband Public Image Ltd. – og disses legesyge har absolut sat spor i Poptones dystre, atmosfæriske og til tider ligefrem makabre lydunivers.
Da de afsluttede fredagsprogrammet på Uhørt, var trioen udvidet til det dobbelte, hvilket gjorde lyden mere tætpakket og til tider endda nærmest metallisk – med især navnlige paralleller til Deftones’ mere æteriske output. Alle seks musikere osede af overvældende musikalitet, men de formåede også at give god plads til hinanden, så musikken hele vejen igennem var nervepirrende og gåsehudsfremkaldende.
6. Alpas Ave
Alpas Aves melankolske synthpop fik helt nye dimensioner live, idet duoen tilførte akustisk folk-instrumentation. Musikken blev præsenteret med en kontrolleret ynde hele vejen igennem, men dette gjorde det blot endnu mere bjergtagende at opleve, hvor kolossal lyden kunne blive til tider.
Alle fire musikere på scenen lød fornemt og præsenterede en smuk, sammenhængende æstetik, men især forsanger Marianne Ernst Dam havde en på én gang majestætisk og mystisk aura over sig, der gjorde, at man blev suget dybt ind i musikken.
7. FVN
Det stod skrevet i stjernerne, at rapperen FVN skulle levere årets store festkoncert – så der hvilede egentlig en del på hendes skuldre, idet hun skulle få spredt feststemning til et publikum, der ikke måtte mere end at vippe på deres sæder.
FVN viste sig dog heldigvis som en yderst kompetent liverapper – og så var hun spækket med positiv energi. Jeg kunne ikke lade være med at smile hele vejen igennem; dels grundet hendes uforfalskede karisma, men også grundet hendes talrige underholdende punchlines. Og det gjorde bestemt ikke noget, at hun også fyrede et par freestyles af i løbet af koncerten.
8. Skt. DeLarge
Den satiriske og samfundskritiske rapper/producer Skt. DeLarge var helt alene på scenen. Ganske hurtigt smed han trøjen, mens han ængsteligt råbe-rappede over hårdkogte industrial-beats. Det var støjende, men alligevel formåede Skt. DeLarges vittige og knivskarpe lyrik at trænge igennem.
Der var en enorm vildskab over hele koncerten – i sådan en grad, at det ikke helt var til at forstå, at der kun var én person på scenen. Alt fra hans drastiske bevægelser til hans formidable mimik var med til at skabe en overordentligt gribende koncert.
9. Himmelrum
Spacerock-kvartetten Himmelrum bød på skæve vokalharmonier og hypnotiserende grooves, der kunne vare flere minutter, uden at der egentlig strukturelt var de store ændringer. Men alle fire musikere udforskede så smukt teksturernes kringelkroge, at det egentlig ikke gjorde noget. Et stykke skulle ikke efterlades, før dets potentiale var fuldt udnyttet.
Tro dog ikke, at koncerten på nogen måde var stillestående – der var en sprælskhed og iver over hele gruppen, især multiinstrumentalist Carlo Lauritsen. Koncertens højdepunkt var gruppens spritnye single ‘Kære blå, sender sonar!’, hvor Faber, Victoria Dahl og det tidligere Jenny-medlem Sophia Hage agerede gæstevokalister til en hæsblæsende følelseseksplosion.
10. Greta
Festivalens afsluttende koncert blev leveret af Greta, der ganske passende netop har udgivet sit debutalbum, ‘Ardent Spring’. Jeg har personligt nydt det album en del i løbet af de seneste par dage, så jeg glædede mig til at høre Gretas smukke synthpop i en live-setting. Og jeg glædede mig endnu mere, da jeg så, hvor meget udstyr, der var gjort klar til hendes band.
De kølige lyde, der især præger første del af albummet, passede fornemt til den kulde og det mørke, der lagde sig over festivalpladsen sådan en lørdag efterårsnat. Men denne mere dystre synthlyd prægede også mere peppy tracks som ‘Hydrogen’ og ‘Daughter’, der nærmest fik noget melankoli a la ‘Drive’-soundtracket med i deres dna.