1. Peter Sommer ‘Stærk strøm hen over ujævn bund’ (17. januar)
For halvandet års tid siden imponerede Peter Sommer med ‘Elskede at drømme, drømmer om at elske’, og allerede 17. januar er han klar med en efterfølger. Hvor kun halvdelen af forgængeren var indspillet i samarbejde med Sommers liveband, Tiggerne, er de med på hele ‘Stærk strøm hen over ujævn bund’, og de vil også følge med ham på den omfattende danmarksturné, der følger efter.
2. Nelson Can ‘So Long Desire’ (31. januar)
Nelson Can har længe været at rubricere som en rockgruppe, især med nogle nævneværdige rødder i garagerocken. Med singlerne til deres andet album, ‘So Long Desire’, har de dog udvidet deres lyd, og man kan nu høre elementer af både artpop og dance i deres sange.
3. Schultz and Forever ‘Declaration of Love’ (13. marts)
Der gik mange år, inden Jonathan Schultz forlod ep-formatet, men i 2018 gav han os endelig et album, og ‘Grand Guignol’ levede op til alle forventninger. Den grænsesøgende og evigt selvudviklende sangsmeds nye album har heldigvis ikke nær så lange udsigter. Den 13. marts udkommer nemlig ‘Declaration of Love’
4. Artigeardits andet album
Artigeardit er tilsyneladende ude af stand til at holde pause. Vi skal blot halvandet år tilbage for at finde den melodiske historiefortællers stærke debutalbum, men sidenhen har han i 2019 udgivet ep’erne ‘2.0 EP’ og ‘3p’ – samt yderligere en håndfuld singler, der sandsynligvis lander på det 2020-album, han annoncerede i oktober. Ifølge Ardit selv bliver det et album, hvor han udleverer sig selv på en mere hudløst ærlig vis, end han nogensinde før har gjort.
5. Bettes debutalbum
Bette er en virkelig dygtig sanger – ikke blot fordi hun er god til at ramme tonerne, men også fordi hun præsterer at få r’n’b og soul til at lyde som om, de genrer var skræddersyet til at blive sunget på dansk. For tiden arbejder hun på et debutalbum, og hvis hun holder niveauet fra singlerne, er der god grund til at se frem til det.
6. Coco O.’s solodebut
Der har været udsigter til et soloalbum fra den tidligere Quadron-sanger praktisk taget siden gruppen gik i opløsning – først i 2018 fik vi dog endelig startskuddet på en solokarriere i form af dobbeltsinglen ‘Dolceaqua’. Forhåbentlig bliver 2020 året, hvor den store stemme endelig får lov til at udfolde sig på et soloalbum.
7. Dophas debut-ep
Dophas smagfulde, Lana Del Rey-kanaliserende provinspop gik direkte i hjertet på os lige fra udgivelsen af debutsinglen ‘September Till June’. Vi glæder os til at høre flere dagdrømmende toner fra det spirende talent, der indtil videre kun har den ene single ude.
8. Elias Boussninas debutalbum
Elias Boussninas Frank Ocean-klingende r’n’b væltede os omkuld på ep’en ‘Shameboy’ fra sidste år. Med singlen ‘Boys Don’t Cry’ fra november annoncerede han et debutalbum – og med den sang kan vi mærke, at hans følsomme udtryk ikke er blevet mindre fængslende siden ep’en.
9. Fraads’ debutalbum
Fraads-ep’en ‘Fryys’ fra 2018 var en så mesterligt eksekveret omgang melodisk, dramatisk hiphop, at vi øjeblikkeligt hungrede efter mere. Ja, den største kritik i vores anmeldelse var faktisk, at ep-formatet føltes begrænsende, når deres fortælling er så ambitiøs. Derfor er vi lykkelige over, at duoen har annonceret, at de i 2020 giver os et debutalbum.
10. Gangers andet album
Gangers debutalbum ‘Mørk’ fra 2019 var en ualmindeligt ambitiøs debut – og den formåede at leve op til de høje ambitioner. Som om, det ikke var nok, var det fra starten annonceret, at ‘Mørk’ blot var første led i en albumtrilogi. Vi krydser fingre for at få mere virtuos artpop fra gruppen i indeværende år, når anden del forhåbentlig udkommer.
11. Goss’ debutalbum
Mads Damsgaard Kristiansen har udgivet musik under navnet Goss siden 2017, hvor vi blandt andet fik hans debut-ep ‘Healthcare’. Et album fra den legesyge kunstner har vi dog stadig til gode, men oven på den fremragende single ‘Blood’ fra oktober, føles det efterhånden ikke som så fjern en tanke.
12. Hans Philips andet album
I 2019 imponerede den tidligere Ukendt Kunstner-rapper med sit første soloalbum, det mesterlige r’n’b-værk ‘Forevigt’. Det er et album, vi nok også vil vende tilbage til ofte i løbet af 2020, men han har sagt, at der venter mere. Vi har da også allerede fået to nye sange fra ham siden da – så vi glæder os til at finde ud af, om ‘Hvorfor?’ og ‘Tiden Læger Alle SÅr’ ender på toeren.
13. Høkers debutalbum
KarriereKanonen-vinderne i Høker blandede eminent hiphop, artpop og elektroniske toner på debut-ep’en ‘Hænder’ fra april. Deres på en gang poetiske og umiddelbare musik fortjener dog klart at gøre sig i et albumformat – vi håber, at vi får et album at se allerede i 2020.
14. Iceages femte album
De københavnske postpunk-innovatører i Iceage har lige spillet koncert i Bremen Teater, hvor det var udmeldt, at det ville være deres sidste show, inden de gik i studiet for at indspille deres femte album. De spillede dertil en håndfuld nye numre til koncerten, som man sandsynligvis kan glæde sig til at høre i en studieudgave, inden året rinder ud.
15. Ida Laurbergs debut-ep
I 2016 fik Ida Laurberg et viralt hit med den hjemmeproducerede ‘Puppy Dog Eyes’, men ser vi bort fra den, lancerede hun sin karriere i 2019 med den dystre ‘Grayzone’. Sidenhen har vi også fået den stærke efterfølger ‘My Chemistry’, og alt tyder
på, at 2020 bliver et endnu mere travlt år for den unge emopopkomet, der skal på turné som support for Jada.
16. Joyces debutalbum
Joyce har kun udgivet to singler, den medrivende ‘Tomme ord’ og den eksplosive ‘Djævel’, men den Roskilde-aktuelle rockgruppe har allerede varslet, at vi i 2020 kan forvente et debutalbum.
17. Lord Sivas andet album
Lord Siva ramte for alvor mainstreamen sidste år med det engelsksprogede Vera-samarbejde ‘Paris’, og oven på to yderligere Vera-collabs i november havde vi egentlig forventet, at et fællesalbum var næste skridt på vejen. I december fik vi dog den dansksprogede ‘Før eller senere’ fra den følsomme r’n’b-sanger, og vi fik at vide, at den stammede fra et dansksproget 2020-album, der ville blive produceret af Carl Barsk.
Måske vi får et par nye numre at høre, når Lord Siva spiller til ‘Night Fever’ Launch Party på Hotel Cecil den 24. januar?
18. Marshall Cecils debutalbum
Daniel Abraham og resten af Marshall Cecil er på én gang sårbare og legesyge i deres alternative popunivers, der siden 2017 har imponeret. Indtil videre har de kun udgivet singler, men 2020 vil byde på deres debutalbum, som de har arbejdet på i en række år.
19. Michael Williams’ debutalbum
I den helt unge, cocky, rowdy ende af dansk hiphop er der ikke mange, der har kastet sig over albumformatet, men Michael Williams har med to ep’er i 2016 vist, at han godt kan klare et længere format. Hans stil har dog udviklet sig meget sidenhen, og det ville være spændende at høre et album, der læner sig op ad lyden fra ‘Hygger mig’ eller ‘Shooter’. Der er ikke noget konkret annonceret endnu, men vi håber.
20. Selma Judiths debutalbum
Siden 2018 har Selma Judiths sanselige r’n’b stille og roligt sneget sig ind i vores hjerter. Hun har tre stærke singler ude indtil videre, og et album er formentlig lige om hjørnet. Tidligere sagde hun, at hun forventede albummet ude i løbet af 2019, så det virker fornuftigt at forvente det i 2020.
21. Suspekts syvende album
‘Gonzo’ var et af de allerstørste hits i 2019, og med den efterfølgende ‘Det Go’e’ ser det ud til, at landets mest beskidte rapgruppe pønser på en efterfølger til 2017-pladen ‘100% Jesus’.
22. Tessas debutalbum
Danmarks mest hypede nye navn har imponeret os gang på gang med vittige punchlines over catchy hiphopbeats. Hun har ikke sagt noget om et album, men hun har jo udgivet stærke singler med sådan en hastighed, at det virker sandsynligt med én eller anden form for udgivelse i 2020.
23. The Minds of 99’s fjerde album
Nye singler, ny æstetik, koncert i Parken… Det lugter ganske tydeligt af én ting: Et nyt album. Minds har selvfølgelig ikke sagt noget selv, men skulle de gå igennem 2020 uden et nyt album, ville det godt nok overraske os.