Niels Brandt havde sunget på engelsk før, men det kom alligevel som en ret stor overraskelse for alle, da The Minds of 99 i oktober brød længere tids stilhed med den helt igennem engelsksprogede single ‘1,2,3,4’ – der tilmed var en elektronisk ballade, ikke gruppens velkendte og storladne stadion-postpunk.
»This is a test / right now, I’m someone else / I know I’m second best / I know it’s not forever«, sang Brandt, så det både kunne læses som omhandlende et forhold eller netop det, at Minds udfordrede deres fans ved at skifte fra det danske sprog.
Men nej, The Minds of 99 har ikke skiftet til engelsk. Bandet har netop udsendt den nye single ‘Som fluer’, der som titlen antyder altså er på dansk – hele vejen igennem.
Det elektroniske lydbillede er stadig præsent, men ‘Som fluer’ er en slags todelt pakke. Først med Brandt bag klaveret, så med elektroniske trommer, inden vi halvvejs bliver mødt af et forløsende, katartisk og helt igennem tungt elektronisk mellemstykke. Som også formidles flot i musikvideoen instrueret af Martin Werner.
»Alle mine venner falder ligesom fluer / alle mine venner falder, fang før de falder«, synger Brandt, og man er ikke i tvivl om, at ‘Som fluer’ er en meget personlig sang – men som i Minds-ånden stadig knytter sig til generationen og tiden.
Senere i november spiller The Minds of 99 en håndfuld mere eller mindre udsolgte arenakoncerter, og så har de også lige annonceret deres eneste koncert i hele 2020: Selveste Parken.
»Vi har spillet stort set samtlige festivaler hele sommeren, og vi har haft det travleste liveår nogensinde. Alligevel har vi haft energien til at skabe ny musik, og det er vi fanme lykkelige over. Vi er så glade for, at vi har ’1,2,3,4’ og ’Som fluer’ med på Arena-touren, så vores fans er med på den nye rejse, vi er ved at sætte i gang og mærker, at vi er i bevægelse«, udtaler Niels Brandt i en pressemeddelelse.