Fordærvelsen har modnet Artigeardit på debutalbummet ’Vildedage’
Arditeardit er stadig ung, han er stadig doven, og han flakker stadig rundt mellem morgenfester og pigeproblemer. Men fordærvelsen fra debut-ep’en ‘Fristelse fordærver’ fra 2016 har bedret den unge rapper, der på sit debutalbum nu er klar til at præsentere sin hårdt optjente modenhed – både lyrisk og musikalsk.
Det nye udtryk er allerede sivet frem på singlerne ‘Laos’ og ‘Værformig’ med ærlige tekster om et frustrerende ungdomsliv, som de fleste kan relatere til. Ærligheden fortsætter på hele debutalbummet, hvor moden lyrik og en ensrettet produktion klædeligt udformer det bedøvende hav af eksistentielle tømmermænd, Artigeardit befinder sig i, mens nye udtryk bobler frem fra bunden.
For eksempel udløser Artigeardit fuldt ud potentialet med en hidtil uset autotunet og druggy vibe på lukkeren ’2.0’, der propfyldt med lyriske perler som »så med et filter i munden, og med fraser på tungen / fræser jeg frem og tilbage mellem gammel og ung« udfylder tomrummet i dansk lyrisk rap. I samme vers river (ærlige)Ardit huden løs med et halvt syngende flow over de rammende linjer »så hva’ ved du om at gå på gym i fire år / og stadig ik’ ha’ en hue«, der igen viser den fordærvede modenhed.
Den afdæmpede lyrik sender tanker mod Emil Kruse og selvfølgelig Ukendt Kunstner, men Ardits albanske baggrund og implementerede gadesprog giver udtrykket en ny lyd. Og nok har dovenskaben voldt Ardit problemer over tiden, men den er samtidig rapperens stærkeste redskab, når den lægger sig tungt som en dyne over både sang og flow – som på hooket i ‘Imorgenigår’ eller på singlen ‘Laos’, hvor også hovedproduceren Hillebrandt tager produktionen til et nyt niveau.
Det musikalske udtryk er afdæmpet ensrettet og smyger sig tæt op ad Ardits dovne rap. Energiniveauet svinger i færden mellem morgen- og efterfest, men de lækre lo-fi-beats samler udgivelsen i et helhedsudtryk, der dog kun lige kan bære en hel albumudgivelse. Numre som ‘Godtforda’ og ‘Ladetaldrigfåmig’ forsvinder lidt i mængden i mangel på nye indtryk.
I samarbejdet mellem produktion og vokal opstår der heldigvis nye lyde, der viser Artigeardits mod på også at udfordre sit eget udtryk i brugen af forvrængende effekter på vokalen i slutningen af ‘Nyevenner’ og på den overraskende guitarsolo på ‘Sigmig’.
På ‘Voicemail’ dykker Ardit dybt ned i et langsomt og sexet omkvæd, der viser en helt ny side og tænder forhåbningerne om yderligere udforskning af den unge rappers store potentiale i fremtiden.
Kort sagt:
Ærlig lyrik og en ensrettet produktion udformer klædeligt det bedøvende hav af eksistentielle tømmermænd, som Artigeardit modent behandler på debutalbummet ‘Vildedage’. Den unge rappers dovne vokal og gadesprog skaber et nyt udtryk, der akkompagneres af lækre, afdæmpede beats, der dog kun lige kan bære en fuld albumudgivelse. Heldigvis bobler det med nye lyde, der vidner om en yderligere udforskning af det store potentiale.