I år fik Lord Siva karrierens største hit med den engelsksprogede popsang ‘Paris’, som han lavede sammen med Vera. Men på sin nye single ‘Før eller senere’ er han igen tilbage i det private, melankolske og dansksprogede univers, han har dyrket på en række ep’er, som vi for nyligt kårede til nogle af 2010’ernes vigtigste udgivelser.
‘Før eller senere’ er en af Lord Sivas mest stille og dvælende numre indtil videre, men sangen kredser om de velkendte tematikker, som sangeren beskriver bedre end nærmest nogen anden. Nemlig en specifik blanding af umulig kærlighed, afstand og isolation.
I Rasmus Rørbæks smukke video – der er lavet i samarbejde med kulturlaboratoriet Prxjects by Mercedes-Benz – bliver Lord Sivas univers forvandlet til en situation, hvor han starter sammen med en pige, men ender med at finde en bil, der hæver sig op gennem sandstranden. Og som Lord Siva til sidst kører afsted i – over havet.
Det er en flot billedside, som i virkeligheden passer til store af Lord Sivas oeuvre, der altid har sitret mellem ønsket af at binde sig til nogen og trangen til at løbe væk fra det hele.
‘Før eller senere’ stammer fra Lord Sivas kommende album (på dansk), som er produceret af Carl Barsk og udkommer i 2020.