Peter Sommer undersøger ærligt kærlighedens tvetydighed
På sit femte soloudspil har Peter Sommer kastet sig over det vanskelige emne: Kærlighed. Gennem musikhistorien har der været uendeligt mange mere eller mindre vellykkede forsøg på at undersøge netop dette abstrakte fænomen, men Sommer lykkes med sit projekt – for det meste.
Musikalsk og stemningsmæssigt er der ikke de store variationer og udfordrende indslag, der overrasker eller fascinerer, men som tekstmager er neo-trubaduren i topform. Sommer lefler ikke for kærligheden, han hverken ophøjer eller forskønner den. Men han bagatelliserer eller simplificerer den heller ikke.
Han nuancerer og problematiserer kærligheden både som et personligt anliggende og et menneskeligt vilkår. Og han gør det godt. Tilsat en håndfuld virkelig stærke melodier, som eksempelvis ’Sand kærlighedshistorie’, maler han billeder, som drager og vækker genlyd hos lytteren.
Selv har Sommer da også udtalt følgende: »Den her plade er en sand kærlighedshistorie med alt det, der er i sande kærlighedshistorier: Modstand, tvivl, savn, eufori, forhindringer, samhørighed, begær, stor lykke. Den er ikke naivt rosenrød, men den er stærk som et bøgetræ«.
Der er desværre visse steder, hvor kadencen falder, og udtrykket bliver en anelse ensformigt. Men her redder Sommer det fra at falde på gulvet med sine ord, som i omkvædet til ’Faret vild i samme skov’: »Det er et liv på godt og ondt. Men det er vores. Kontrakt. Mellem det vi ved og alt det vi gerne vil forstå«.
Siden debuten som den ene halvdel af duoen Superjeg i 2002 har Sommer afsøgt nye lyde, nye samarbejder, nye måder at være sanger, komponist og sangskriver på, og på det nye album arbejder han med kærlighedens dualisme ved helt konkret at indspille en A-side med orkestret Tiggerne og en B-side med duoen Bremer/McCoy. Derudover gæster Benal, Mikael Simpson og Turbolens også albummet.
Men når Sommer vælger at dele albummet op den måde, vil det også være rimeligt at forvente en stor kontrast mellem siderne. Men tvetydigheden flyder ud og rammer et fælles fodslag, som ikke beviser, at der noget radikalt modsætningsfyldt på spil mellem de to sider.
Peter Sommer vil gerne omfavne kærligheden i alle dens ekstremer. Han er tro mod sit musikalske projekt om kærlighedens tvetydighed, og gennem sin lyrik får han stillet en række modne, ærlige og skarpe spørgsmål til det at elske. Men tvetydigheden og modsætningerne i kærlighedens skisma kunne være understreget tydeligere og voldsommere end det er tilfældet. I forhold til melodier og ordlækkerier er der dog rigeligt at forelske sig i – tag bare ’Skønne spildte kræfter’: »Jeg springer ud som optimist, men det føles som at desertere«.
Kort sagt:
På sit femte soloudspil har Peter Sommer kastet sig over det vanskelige store emne: Den tvetydige kærlighed. Modsætningerne i kærlighedens skisma kunne være understreget tydeligere og voldsommere end det er tilfældet, men melodier og ordlækkerier er der rigeligt at forelske sig i på ’Elskede at drømme, drømmer om at elske’.