Artigeardit skruer tempoet op på ’2.0’
Artigeardit er en af de nye fakkelbagere inden for dansk lyrisk rap, og han holder flammen i live med sin blanding af gadepoesi og ærlige tekster fra et fortumlet ungdomsliv. Sidste år udgav han det stærke debutalbum ‘Vildedage’, der kronede den unge rapper på den del af scenen, der lever videre i ånden fra Ukendt Kunstner.
Ardit Aliti holder dog ingen pauser, for med mini-ep’en ‘2.0 EP’ markerer han sig endnu engang stærkt med en samling af sidste års singler og helt nye numre. Men i modsætning til den lyriske modning og indsigtsfulde langsommelighed på ‘Vildedage’, sætter Artigeardit nu tempoet op, og det vækker både nye håb og bekymringer.
Efter det første minuts chok kommer befrielsen. Ep’ens åbner ‘Del af mig’ giver kun et par sekunder til at finde tilbage i Ardit-universet, før det igen brydes af et lounget housebeat, der driver flowet frem på samme måde, som den nye overraskende fusion driver Artigeardit frem som kunstner. Lige så imponerende det var at se rapperen vise følelser på forrige udgivelse, lige så imponerende er det at høre Artigeardit tæmme det løsslupne beat, og allerede her ser det lyst ud for den nye lyd.
Selv om tempoet sættes ned, så fortsætter og hærdes energien på numrene ‘Tempo’ og ‘Ses senere’, der også har en helt anden lyd end på ‘Vildedage’, selv om de i kraft af deres status som singler jo ikke er helt nye indtryk. ‘Tempo’ lukker klubdørene op for Artigeardit med en tyngde, der viser, at rapperen er klar til en større scene (og et større anlæg). Og i modsætning til koncerten på sidste års Roskilde Festival, hvor de halvspontane moshpits under hans mest intime numre var helt forrykte, kan man nu pludselig nemt forestille sig en svedmængde hvirvle støv op til linjer som »mig, jeg’ ikk’ engang begyndt – er først lige færdig med stræk ud / og hun sir’ mikrofonen får mig til at se fræk ud«.
Det hårdere udtryk og det opskruede tempo viser, at Artigeardit stadig afsøger nye grænser, og det er forfriskende, at han nægter at træde vande. Men den nye ep vækker også bekymringer, når rapperen – måske lidt for henkastet for dybdesultne lyttere – på ‘Del af mig’ uden problemer synger, at »jeg ka’ godt klare at miste en del af mig«.
For selv om det modige udtryk har en poetisk selvindsigt, så kan man måske allerede høre delene brække af på et nummer som ‘Pragtfuldt’, der hverken har intimiteten eller tempoet til at imponere. Den flabede bro og det sikre flow charmerer stadig, men der mangler de lyriske finesser, der før gjorde de vilde dage menneskelige, og det er som om, at modenheden er på tilbagegang.
Heldigvis viser Artigeardit på ‘Medicin’, at poesien måske lever endnu. Men det er alt det, man ikke hører, der glimter af håb. I selve nummeret slipper Artigeardit fint fra mødet med den 25/8-inspirerede Soundcloud-lyd fra Josva, og medicinen heler langsomt de afbrækkede dele. Men det er særligt den allersidste lille del af nummeret, der smider nye gnister til den lyriske flamme, når den basforvrængede stemme over et afro-beatet track smider linjer som: »Det’ lige rundt om hjørnet, pige vi går bare / krystaller i mit glas har gjort mig sårbar«.
Fem numre er ikke nok til at nuancere Artigeardits nye lyd, så vi må håbe, at dette korte udklip er en teaser til mere fra den flammende unge rapper.
Kort sagt:
Artigeardit skruer tempoet op på sin nye mini-ep med et overraskende vellykket møde med et housebeat og to hårde og velkendte basbårne numre til klubben. Men i sin acceleration risikerer rapperen også at miste den del af sig selv, der tør være poetisk og sårbar.
Læs også: Artigeardit fortæller om to år med ’Vildedage’: »Hvorfor er jeg ikke en del af det normale liv?«