Schultz & Forever genopfinder sig selv på et mestendels helstøbt popalbum
Jeg så det faktisk komme allerede, da jeg anmeldte hans lade, psych-loungede 2014-ep ‘Broadcast Dynamics’ – altså, at Jonathan Schultz slet ikke var færdig med at afprøve forskellige æstetikker og finde sit endelige udtryk. Men de færreste af os havde regnet med, at han ville bruge mere end tre år på at søge sig frem til sit debutalbum. Facebook-tidslinjen på den officielle Schultz & Forever-side afslører da også, at et og andet må være hændt i mellemtiden, for tilløbet til albumindspilningerne begyndte såmænd allerede i marts 2015.
Ventetiden har dog ikke været forgæves, og ‘Grand Guignol’, som er opkaldt efter en fransk horrorteater-tradition, folder sig mestendels ud som et helstøbt popalbum. Schultz’ nye kæphest er, kort sagt, 80’erne, og der er i særdeleshed en forkærlighed for Fleetwood Mac, Simply Red og Prefab Sprout at spore i hans nye lyd. Særligt Prefab Sprout-hovedværket ‘Steve McQueen’ og Thomas Dolbys småjazzede og ekvilibristisk ornamenterede vellydsproduktion på det album synes at spøge i nærmest en hel sektion af sangene på ‘Grand Guignol’.
Graden af inspiration nærmer sig heldigvis aldrig råt plagiat, men præger i hvert fald albummet med en tung og herligt uironisk retroæstetik. Oversat for de unge/uindviede, der ikke er bekendte med Prefab Sprout og det kæmpe fingeraftryk, Paddy McAloon også har sat på andre disciple – for eksempel også Schultz & Forevers kollegaer og landsmænd i Gents – betyder det en brusende storladen, sofistikeret poplyd med skønhedssøgende synths, masser af rumklang på de ringlende guitarer og en høj cheese-faktor. Og det betyder også, at Schultz selv er sprunget ud som fuldblodscrooner med et formidabelt vokalt vingefang – i kontrast til hans let tegneserieagtige og kvækkende sangstil, der prægede de første ep’er fra hans hånd.
Det andet, der præger ‘Grand Guignol’, er Jonathan Schultz’ tilknytning til kristendommen (som han har forladt), hvilket kommer til udtryk i lyrikken. Sangtitlerne giver det allerede væk ved dørtrinnet: ‘Satan Is Coming’, ‘Interstate of God’s Children’ og ‘Make Beliefs That Resemble Everything’ kredser alle om tro og mening med tilværelsen, men fra en vinkel, som er allemands-relevant.
Der er dermed to stærke, røde tråde syet ind i Schultz’ nye gevandter, og faktisk opstår albummets største akilleshæle, når han træder lidt ud af det 80’er-æstetiske outfit, for eksempel med den indledende ‘Demons’, der faktisk mere lyder som en afstikker fra ‘Broadcast Dynamics’-ep’en – dog afgjort med tykkere streg under crooneriet, der her nærmest antager Sinatra’sk flødebollede højder. Akilleshælen kigger især også frem på ‘Alone’, der rækker endnu længere tilbage i Schultz & Forevers historik og vækker mindelser om sangstrukturerne på hans 2011-ep-debut ‘Odd Stories’, dog her instrumenteret op i fuldt bandformat.
For lige at feje tvivlen af banen: Det er ikke dårlige numre isoleret set, men de passer ringere ind i helheden end så meget andet på ‘Grand Guignol’. Karakteren her gives derfor for et album, der er en udpræget fornøjelse at lytte til fra ende til anden, men som lige akkurat forpasser sit potentiale til at være decideret mesterligt. Jeg krydser derfor også fingre for, at næste trin i Schultz & Forevers evigheds-evolutionsteori ikke ligger tre-fire år længere ude i horisonten.
Kort sagt:
Det burde ikke komme som nogen overraskelse, at Jonathan Schultz atter engang genopfinder sig selv. Albumdebuten tager æstetisk afsæt i 80’erne, og især ét album, nemlig Prefab Sprouts hovedværk ‘Steve McQueen’, spøger kraftigt i sangene som en tydelig inspiration. ‘Grand Guignol’ folder sig ud som et mestendels helstøbt popalbum, der kun hikster lidt i helhedsindtrykket, når Schultz bryder den røde tråd for at genbesøge fordums udtryk.