’100% Jesus’ er Suspekt, som du aldrig har hørt dem før
Et menneske på sit dødsleje, mareridtsmonstre og en manende præst, der med krucifiks i hånden er i færd med en eksorcisme.
Suspekt er tilbage, og bedømt på albumcoveret ligner ’100% Jesus’ en mørk og dæmonisk affære. Et indtryk, der understøttes yderligere af den esoteriske symbolik og gruppens diabolske fremtoning i promoveringen af albummet og førstesinglen ’Står stadig’.
Det vækker minder om trioens tredje udspil ’Prima Nocte’, der var domineret af en lignende gotisk middelalderæstetik. Men havde man håbet på mere dyster og djævelsk horrorcore fra Albertslunds finest, må man sluge sine forventninger igen.
For ’100% Jesus’ er ikke en tematisk, stemningsmæssig eller musikalsk pendant eller efterfølger til ’Prima Nocte’. Langt fra. Og det er heller ikke en naturlig fortsættelse på det forrige album ’V’, hvor drengene slog sig ned i lænestolen med god ryger og ild i pejsen og skabte lummer pornostemning med 70’er-soulsamples og loungejazzede vibes.
Nej, Suspekts sjette album lyder faktisk ikke helt som noget, de har lavet før. Og som Danmarks ubetinget største og mest folkekære rapgruppe er det et modigt træk. Ballsy, ligefrem, hvis man skulle gøre brug af Suspekts pikfikserede jargon.
På ’100% Jesus’ træder Orgi-E, Bai-D og Rune Rask et skridt væk fra det univers, vi som lyttere forventer fra dem. De seksuelle perversioner og hårdtpumpede bangers fylder mindre, og der er skruet ned for de sexistiske og provokationslystne grænsesøgninger, gruppen tidligere har excelleret i og gjort til deres hiphop-hædersmærke.
I stedet afsøger de nye aspekter af deres musikalitet, og tekstuniverset er sammenlignet med tidligere albumudspil mere reflekterende end konfronterende. Orgi-E og Bai-D tematiserer døden, barndommen og kærligheden, og selv om alvoren langt fra er et fremmedelement i gruppens univers, behandles den her med en anden tyngde og en mere højstemt gravitas.
Det kommer eksempelvis til udtryk på ’Linen ud’, som fornemt gæstes af Benal, hvor det er den tabte kærlighed, der skildres over påtrængende patosstrygere. Og på ’Kriminel’, en afdæmpet protest mod stigmatisering fra omverdenen, er det opvæksten i Albertslund, der er omdrejningspunktet.
Den eksistentielle alvor hviler dog utvivlsomt på den tungeste klangbund på ’Lings sang’, en mindesang og hyldest til veninden og rapperen Linkoban, der sidste år gik bort efter et cancer-forløb. Nummeret kommer vidt omkring på sine seks minutter – fra strygerbelagte vers til et sitar-svøbt omkvæd (sunget af Lau Ingemann Pedersen fra Fribytterdrømme) over en guitarsolo (spillet af Simon Jul) til et afsluttende korarrangement. Det er ambitiøst af et hiphop-nummer at være, og der er tydeligvis brugt meget tid på det. Resultatet er derefter: Det er nemlig både flot, gennemarbejdet og ikke mindst rørende.
De klassiske Suspekt-træk kan dog stadig findes i relativt vid udstrækning. Proletarmentaliteten lever fortsat i den otte et halvt minut lange åbner (endnu et ballsy move) ’23 kroner / Solfar’, der både er en hashdoven fattigmandshymne og et jazzet hiphop-track med dyb, sløv, G-funket bas. Og ’Hæld op’ er et oplagt snigerhit, der med Xanders krystalklare skønsang får en smooth og sexet r’n’b-vibe, som meget vel vil kunne gøre den til en fanfavorit med tiden.
Det humoristisk-ikonoklastiske titelnummer sampler dialog fra mesterværket ’Ordet’ af Carl Th. Dreyer (hvis film også blev samplet i stor stil på ’Prima Nocte’) og refererer underfundigt til både James Bond, Michael Carøe og Daniel Agger, ligesom der sendes skud ud til den tidligere socialdemokratiske statsminister med det triumferende udråb »Helle-pigen, hun ryger smøger!«.
Det er en legende intertekstuel dans med nationalhistorie og danskhedssymboler, og sangen har rigtigt meget kørende for sig musikalsk i kraft af Rune Rasks minimalistiske perkussion/panfløjte-beat, men nummeret holdes desværre nede af et lidt fattigt omkvæd, der ikke indeholder samme energi og drivkraft som versene.
’100% Jesus’ er set med det forkromede overblik struktureret som en sammenhængende helhed, og derfor er det også logisk, at den vulgære singleforløber ’Hun blev bare så glad’ har fået karakter af bonusnummer til slut. Albummet lyder af en rapgruppe, der grundigt har overvejet i hvilken retning hiphop-flagskibet skulle navigeres for at undgå gentagelser. Det mål har de indfriet med succes, også selv om det er sket på bekostning af de åbenlyse bangers.
Det gør ’100% Jesus’ til et mere konsistent album end sine forgængere. Men det er også en mere jævn lytteroplevelse uden de store udsving. Der er ganske vist færre lavpunkter, men der er også færre højdepunkter.
Det ændrer dog ikke ved, at Suspekt endnu engang har formået at forny sig og skubbe sig i en ny retning. Som de selv proklamerer det på den soulstrålende førstesingle, så står de stadig. Og det gør de med både integritet og identitet i behold. Deres verden har bare rykket sig lidt siden sidst.
Kort sagt:
’100% Jesus’ er Suspekt, som man ikke har hørt dem før. Liderligheden er trådt i baggrunden til fordel for en tungere alvor, og der er et fravær af åbenlyse bangere, som vi kender dem fra gruppen. Suspekt har rykket sig, og selv om albummet samlet set er mere konsistent som helhed, er det også en lytteroplevelse uden de store udsving.
Læs også: Track-by-track: Læs Suspekts personlige gennemgang af ‘100% Jesus’
Læs også: Før ‘100% Jesus’: Vi kårer Suspekts 10 bedste sange – rangeret