15 MINUTTER MED… Når Ilma Haskovic går i studiet for at synge, kommer der ingen ord ud. Ikke til at starte med, i hvert fald.
Den dansk-bosniske musiker lukker i stedet øjnene, stiller sig foran mikrofonen og … viber. Hun lader musikkens fornemmelse skylle igennem sig.
Stille og roligt kommer der lyde og verbale brudstykker. Lige pludselig dukker der ord op. Og til sidst sætninger.
Det fortæller Ilma, da jeg ringer til hende forud for udgivelsen af debutalbummet ‘Everything I Love Is Killing Me’, der udkommer på fredag den 10. november.
Måske er det netop hendes tilgang til at indspille, der gør hendes musik så særlig. For måden, Ilma åbent skildrer paradoksale følelser, dårlige vaner og livsdilemmaer på, kan kun beskrives som inderlig. Som kom den fra hendes dybeste afkroge.
Når hun så indhyller de følelser i disede synthesizere, rullende 808-beats og øm autotune, er resultatet exceptionelt medrivende. Det har gjort Ilma til en af de mest interessante nye danske popmusikere lige nu.
070 Shake er den åbenlyse sammenligning for denne særlige lyd. Selv nævner hun dog Don Toliver som inspirationskilde.
Uanset hvad, har Ilma fundet en stil, hun har dyrket siden debutsinglen ‘Too Many’, som hun udgav i 2022, og på de fire solide numre, hun efterfølgende har sluppet. Nu er hun altså aktuel med et hele 14-nummer langt debutalbum.
Men hvem gemmer der sig bag den her dystre og dragende popmusik? Det har vi ringet til Ilma for at finde ud af i en kompakt samtale på 15 minutter.
Du er aktuel med dit debutalbum. Hvordan opstod idéen til ‘Everything I Love Is Killing Me´?
»Det føles faktisk næsten, som om processen har været skubbet i gang af universet selv«.
»Jeg havde været i Bosnien for at begrave min farfar. Den aften, jeg kommer hjem til Danmark igen, slår min ekskæreste op med mig. Et par dage senere står jeg til en todages-festival på Den Sorte Plads på Nørrebro, og så kommer Jonas helt tilfældigt cyklende mod mig«.
»Vi blev kærester. Han var producer, jeg var sangskriver, og efter et stykke tid endte vi ved et punkt, hvor vi måtte tage en beslutning om, hvorvidt vi ville arbejde sammen. Der gik lang tid, for det at være kærester og samarbejdspartnere er som oftest ikke en god idé«.
»Men vi endte med at gøre det, og så har vi i princippet skabt Ilma sammen. Vi har mange oplevelser i studiet, hvor jeg for eksempel bare har stået og skreget ind i mikrofonen og råbt ad ham. Alle følelser har været i spil. De fleste sange fra det nye album er også et resultat af mit og Jonas’ sammenflettede liv. Sangen ‘Rear View’ er for eksempel en sang til Jonas’ far, mens sangen ‘Dedo’ er til min farfar«.
Hvornår startede din interesse for musik og sangskrivning?
»Det startede helt tilbage i folkeskolen. Jeg havde svært ved at følge med rent bogligt. Men jeg husker en episode, hvor min matematiklærer kom ned til mig med en cd, der indeholdt musikalske tabel-remser. Da jeg lyttede til det, så fattede jeg ligesom tingene«.
»Sådan noget gav mig lysten til at synge i kor og spille i bands. Senere begyndte jeg også at producere. Jeg fik bare en følelse af: ‘Yes, mand, det her går faktisk godt’, når jeg spillede musik«.
Hvilke artister har du selv lyttet meget til?
»Jeg hører meget Don Toliver for tiden. Hans lyriske univers og hans melodier er vanvittige. Han kombinerer det hurtige liv med kærlighed og stærke følelser. Hver gang, jeg hører ham, tapper jeg fuldstændig ind, fordi han har en nerve, der er så slående«.
»Når jeg selv skal lave musik, er det meget intuitivt. Jeg stiller mig foran mikrofonen og viber – helt uden ord. Jeg forsøger ligesom at tappe ind i de følelser, jeg har i momentet, og så kombinere det med forskellige lyde og ord«.
Du er også medejer af pladeselskabet, Koi-5. Hvis I frit fik lov til at ændre noget ved musikbranchen, hvad skulle det så være?
»Jeg synes, vi har en masse kunstnere derude, der går og føler et mindreværd. Og når der så kommer et stort pladeselskab og siger: ’Du er fucking meget værd, lad os lade arbejde med dig’, så er det sørgeligt. Det er et konglomerat, der kommer ind, spiller på deres usikkerheder, og tapper deres energi for profit«.
»Vi vil levere en slags terapi. Vi vil gerne give kunstnere en evne til at stå ved deres projekt og navigere i en branche med selskaber og mennesker, der har en masse forskellige intentioner, som ikke altid er gode«.
Hvad er din største drøm?
»Jeg vil gerne blive ved med at lave album og ep’er. Men det, jeg ærlig talt allerhelst vil, er bare at have et sted på landet, helst ud til en sø, hvor jeg kan lave musik og skabe kunst. Det er lidt den langsigtede drøm«.
»Men det er svært at tjene på musik i dag. Vi skal hele tiden ud og skabe omtale for os selv. Så det kræver nok også meget, hvis jeg vil udleve ambitionen om en cabin. Nogle gange tænker jeg, at det er utroligt, at man skal skabe så meget larm, hvis man vil bevare den form for stilhed«.
Ilmas debutalbum ’Everything I Love Is Killing Me’ er ude på fredag den 10. november.