St. Vincent troner i producerstolen på ’All Born Screaming’ – hun bør stå for den næste Bond-sang
Der hersker en nærmest Enya-esque højtidelighed, når åbningsnummeret ‘Hell Is Near’ folder sig ud. Og det er tydeligt, at Annie Clark atter præsenterer sit alter ego St. Vincent med nye facetter til et musikalsk udtryk, som i forvejen har demonstreret diversitet.
Katedral-søjler af rumklang er en virkningsfuld effekt, når man gerne vil rette fokus på form fremfor indhold, men den sonisk dekorative indledning til St. Vincents syvende album er såmænd kun med til at løfte den særdeles indsmigrende melodi, hvor de højstemte vokaler akkompagneres af doubletracket akustisk guitar.
Hvor forgængeren ‘Daddy’s Home’ stadfæstede St. Vincent i såvel en tids- som genremæssig lomme med afsæt i særligt New Yorks musikscene i start-70’erne, er ‘All Born Screaming’ en tilbagevenden til den raffinerede og idiosynkratiske artrock, som hovedsaligt er Clarks varemærke.
Stævnemødet mellem groovy fremdrift og staccato-hug placerer således den smittende ‘Big Time Nothing’ mellem det udtryk, der karakteriserede henholdsvis både ‘Daddy’s Home’ og dennes forgænger, ‘Masseduction’.
Efter at have gjort brug af Jack Antonoffs ekspertise på netop de to album, troner Annie Clark denne gang i egen majestæt i producerstolen. En rolle, som hun mestrer til fulde, eftersom der er dejligt meget at fordybe sig i på ‘All Born Screaming’. Foruden det grandiose lydbillede i førnævnte ‘Hell is Near’, nikker man tilsvarende anerkendende af de percussivt accentuerede hooks i ‘Flea’ og den dynamiske variation i titelnummeret.
Hvis man lige skal iføre sig de kritiske briller for en kort bemærkning, kan der nogle gange være en lettere konstrueret agenda hos St. Vincent, hvor Clarks instrumentale ekvilibrisme får det fulde fokus. Således også her, hvor ‘So Many Planets’ er en overlæsset sag på et album, som netop ellers ikke glemmer melodierne.
Heldigvis er det modvægt i form af de enkle og effektfulde rockhymner ‘Reckless’ og den PJ Harvey-agtige ‘Broken Man’.
Hvilken overlegen genreforståelse, Clark besidder, bliver ydermere eksemplificeret i ‘Violent Times’, der besidder en aura af old school James Bond-score med køligt smooth fraseringer, subtile guitaranstrøg og udsøgte orkestrale lag. Høj klasse, der vidner om, at St. Vincent sagtens kunne stå for en kommende titelsang.
Et andet højdepunkt er ‘The Power’s Out’, der oser af Hollywood-glamour tilsat den sugende malstrøm af forvrængning, som ligeledes hører blandt Annie Clarks virkemidler som guitarist.
Selvom St. Vincent i denne ombæring ikke rykker synderligt rundt på virkemidlerne, er ‘All Born Screaming’ ikke desto mindre en kærkommen tilføjelse til en diskografi, som i forvejen hører blandt de mest respektindgydende i nyere musikhistorie.
Kort sagt:
Der er mange detaljer at fordybe sig i på St. Vincents selvproducerede nye album, hvor Annie Clark arbejder med groovy fremdrift og overlegent genremæssigt overblik i et varieret lydbillede med melodierne i fokus. En kærkommen tilføjelse til en i forvejen respektindgydende diskografi.