‘Daddy’s Home’: St. Vincent genopfinder igen sig selv på funky og overlegent 70’er-album

‘Daddy’s Home’: St. Vincent genopfinder igen sig selv på funky og overlegent 70’er-album
St. Vincent. (Foto: Zackery Michael)

Med sit musikalske alter ego St. Vincent har Annie Clark altid været en musikalsk og visuel hamskifter af nærmest David Bowie’ske proportioner.

Lige når man tror, at man ved, hvor man har hende, dukker hun op med et nyt look og en ny musikalsk retning. Og selv om Clark sikkert selv er træt af den uundgåelige sammenligning med Bowie, så popper den altså op igen med hendes sjette studiealbum.

’Daddy’s Home’ er et overlegent album fyldt med overskud og 70’er-inspireret funk og plastic soul, der vækker minder om især Bowies ‘Young Americans’, men også om Sly & The Family Stone og et strejf af psykedelisk Pink Floyd. En nærmest nonchalant tour de force gennem fars samling af 70’er-album leveret med tilbagelænet selvsikkerhed.

Og når vi nu snakker fars pladesamling, så spiller netop Annie Clarks far en tydelig rolle på albummet. I særdeleshed på titelnummeret, der på humoristisk vis beskriver Clarks sidste besøg i fængslet, hvor hendes far har afsonet ti år for aktiesvindel (han er netop blevet løsladt, deraf albumtitlen).

»I signed autographs in the visitation room / waitin’ for you the last time, inmate 502«, lyder det.

På den måde markerer albummet også lidt et skift, hvor Clark på ’Daddy’s Home’ nu synger mere eksplicit om temaer og oplevelser fra sit eget liv. Ikke at teksterne på noget tidspunkt tager form af bekendelseslyrik, men vi kommer alligevel tættere på personen bag de mange musikalske masker end nogensinde før.

Som på den fine ’My Baby Wants a Baby’, hvor Clark – måske inspireret af det komplicerede forhold til sin egen far – tager favntag med sine egne tanker om en dag selv at få børn, og om hvordan man undgår at give sine egne fejl videre til kommende generationer.

»What in the world would my baby say? / I got your eyes and your mistakes«.

Og så handler den ikke mindst om presset fra omverdenen på især kvinder for at få børn og passe ind i de roller og kasser, som normen byder os. For er Annie Clark selv klar til (nogensinde) at få børn, eller ligger hendes prioriteter et helt andet sted?

»My baby wants a baby / how can it be wrong? / but I wanna play guitar all day / make all my meals in microwaves«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men selv om albummet behandler personlige tematikker fra Annie Clarks eget liv, så er der stadig en vis afstand. Som St. Vincent bærer hun stadig en maske og krydrer de personlige detaljer med en humor, der gør, at det aldrig gør helt ondt.

Både musikalsk og indholdsmæssigt er St. Vincent hele tiden i fuld kontrol i albummets konstruerede og funky musikalske univers. Det føles både varmere, mere løst swingende og mere personligt end hendes tidligere albums nærmest maskinelle præcision, men alligevel smider Annie Clark kun det halve af masken. Vi får lidt af hende selv, men ikke for meget.

Som hun synger på den lækkert psykedeliske ’The Melting of the Sun’, hvor hun hylder og takker kvinder som Jayne Mansfield, Joni Mitchell, Marilyn Monroe, Tori Amos og  Nina Simone, der på hver deres måde banede vejen for hende selv og det at være en kvinde i spotlyset:

»But me, I never cried / to tell the truth, I lied«.

Masker eller ej, sandhed eller ej, så er ’Daddy’s Home’ en sand fornøjelse at lytte til, og Annie Clark har aldrig sunget bedre.


Kort sagt:
St. Vincent genopfinder sig selv endnu en gang med et overlegent 70’er-inspireret, funky og til tider psykedelisk plastic soul-album, der lyder varmere og mere personligt end noget andet fra hendes hånd – selv om den performative maske aldrig tages helt af. 

St. Vincent. 'Daddy's Home'. Album. Loma Vista.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af