Allerede ti sekunder inde i St. Vincents første single til det kommende album ’Daddy’s Home’ (ude 14. maj) ramte hun mig med sådan en bombe, at jeg røg komplet på røven: Et muntert salonklaver skiftes med ét ud med en hård funk-synthesizer, alt imens hendes dybe røst svulmende synger titlen »You got to / PAY / your way in / PAIN«
St. Vincent, med det borgerlige navn Annie Clark, beskriver selv morsomt introen som en behagelig gåtur på stranden, der pludselig bliver afbrudt af et hajangreb. Med en solokarriere på halvandet årti og fem udgivne studiealbum bag sig (for ikke at glemme en plade i samarbejde med Talking Heads’ forsanger David Byrne) har fans efterhånden lært at forvente det uventede fra den prisvindende artpop-kunstner.
Fra album til album, og for den sags skyld fra sang til sang har hendes stil, tempo og musikalske referenceramme konstant fluktueret.
Fra ’Paris Is Burning’ med sin eksperimentelle barokke lyd på hendes første album ’Marry Me’, over hallucinerende gåture i ørkenen med klapperslanger på introsangen ’Rattlesnake’ på albummet ’St. Vincent’, til labert producerede glamnumre og sjælelige ballader på hendes seneste album ’Masseduction’ fra 2017.
Med disse stilskift har fulgt en ikonoklastisk garderobe fyldt til randen med udskejende personager fremvist i stilrige musikvideoer og promos.
Således spillede hun på sit tredje album ’Strange Mercy’ (2011) forskellige versioner af den lakoniske, forsmåede hausfrau med et pilleproblem. I musikvideoen til ’Cruel’, der ligner, den er instrueret af Yorgos Lanthimos, begraves hun i baghaven af sin kyniske kernefamilie.
På ’St. Vincent’-albummet fra 2014 går den krøllede hårpragt fra kulsort til afbleget og lilla, og Judy Garland-personagen udskiftes med en gakket og diktatorisk spøgelsesskikkelse, der køligt observerer sine mekanisk animerede arbejdere fra en pink trone.
Med ’Masseduction’ tager hun udgangspunkt i sin egen flirt med sladderpressen samt glamourlivet med modelsmukke kvinder under armen på den røde løber. Iklædt en stram, skrigrød trikot, laksko og med stilet pagehår synger hun om magt, begær og seksualitet i en opstyltet verden i de ekstravagante popnumre ’Los Ageless’ og ’Sugarboy’.
70’er-funk og trans-ikoner
I et interview med Time har Annie Clark forklaret, at det at udgive et nyt album for hende er som at genopfinde sin egen mytologi. Om end hendes personager tager forskellige former, så peger de alle i den samme retning: En nysgerrig, empatisk undersøgelse af individers forhold til og kamp mod rigide systemer og de evindelige hamsterhjul, menneskene placeres i.
Det er en tematik, som hun endnu en gang tager udgangspunkt i på sit kommende album ’Daddy’s Home’.
Titlen er ikke blot et frivolt ordspil. Hendes far blev idømt tolv års fængsel for aktiesvig tilbage i 2010 og er først for nyligt løssluppet. Således handler det nye album om mennesker, der rammer bunden, om muligheden for tilgivelse, frelse og om samfundets hårdføre behandling af fejlbarlighed.
Om end hun ligesom på ’Masseduction’ har samarbejdet med popproduceren Jack Antonoff, så er de smækre poplyde fra det album skiftet ud med rå 70’er-synthfunk inspireret af New York anno 70’erne og kunstnere som Joni Mitchell, Stevie Wonder og Lou Reed.
Sidstnævnte udødeliggjorde trans-ikonet Candy Darling i sangen ’Walk On the Wild Side’, og det er netop hende, som St. Vincents nyeste personage er inspireret af – der er sågar en sang på ’Daddy’s Home’ med titlen ’Candy Darling’. Annie Clark beskriver hende som en umuligt elegant engel, der samtidig ligner, at hun til hver en tid kunne slå fra sig.
På samme vis er den funkede single ’The Melting of the Sun’ en kærlighedserklæring til alle de kvindelige ikoner, som St. Vincent selv står på skuldrene af – og ikke mindst de uretfærdigheder, de blev udsat for i deres tid. »And my Marilyn shot her heroin / hell she said it’s better than abuse«, synger hun blandt andet om Marilyn Monroes tragiske overdosis i 1962.
St. Vincent reflekterer åbenlyst den kyniske 70’er-tid, der fulgte desillusionen af hippiedrømmene og the summer of love i vores egen opbrudstid. Hun beskriver introsangen ’Pay Your Way In Pain’ som en blues-sang for 2021. Iført en frillet skjorte, trompetbukser, flaskegrøn blazer og med Darlings ikoniske blonde bob-frisure synger hun her om alle de ydmygelser og afslag, man må lide under for blot at komme igennem hverdagens trummerum.
Det kan lyde langt fra hendes tidligere universer. Men konfronteringen af the man, den latente mørke humor og afslappede attitude er her stadig. I et interview til Esquire bemærker hun slutteligt, at albummets vibe er et udskænket glas brunt sprut og en god joint.
Jeg har i al fald tænkt mig at følge den anbefaling, når albummet lander den 14. maj.