St. Vincent
På sit fjerde album fortsætter St. Vincent, alias 31-årige Annie Clark, med at kickstarte detonationer af elektronisk forvrængede guitarriff. Virkningen er at ligne med en session elektrochokterapi, hvor en hidsig sværm af guitarstøj sender stødbølger gennem hjernen.
Clark får en interessant effekt ud af kontrasten mellem guitarens giftige grooves og hendes stemmes ofte distancerede udtryk. Det er, som om guitaren udtrykker alt det, som ikke kan siges med ord, men som ligger som latent uro eller fortrængning bag overfladen. Denne formel perfektioneres på det selvbetitlede album, der er et endnu stærkere udspil end de ellers glimrende forgængere ’Actor’ og ’Strange Mercy’. Guitarstødene tilføres en manisk energi fra brugen af en urolig percussion, der understreger og fremhæver den iboende spænding i sangenes kerne.
Læs også: Hør St. Vincents nye album
Der lægges fremragende fra land med de simple, men effektive guitarbredsider på ’Rattlesnake’ og førstesinglen ’Birth In Reverse’, mens ’Huey Newton’, ’Digital Witness’ og ’Regret’ strammer skruen yderligere. Under det hele simrer en slet skjult besættelse af varmblodet seksuel karakter, men serveret med en koldblodigt registrerende nøgternhed.
Læs også: St. Vincent og Lana Del Rey til NorthSide
’St. Vincent’ viser til gengæld andetsteds – især på albummets anden halvdel – en sikker fornemmelse for det mere balladeorienterede repertoire, for eksempel på ’I Prefer Your Love’ (med den gentagne linje »I prefer your love to Jesus’«) kulminerende med den nærmest grandiost udfoldede sluthymne ’Severed Crossed Fingers’, som Florence Welch sikkert ville have ofret en halv oktav af sit register for at have skrevet.
Et foreløbigt hovedværk afleveret med en skødesløs autoritet, der må virke næsten provokerende på Clarks samtidige.
Du kan læse stort interview med Annie Clark i det nye Soundvenue, der sågar har hende på forsiden.