‘Wild God’: Nick Cave and the Bad Seeds’ fandenivoldske rockgudstjeneste bør omvende selv den mest hårdnakkede ateist
Nick Cave er og bliver et mysterium. Som ingen anden er han lykkedes med at oversætte sin rockberømmelse til en form for gudestatus. Eller som han selv har sagt det i den selviscenesættende film ’20.000 Days on Earth’: »I slutningen af det 20. århundrede stoppede jeg med at være menneske«. Kun Cave ved, hvordan man helgenkårer sig selv.
Med kulsort slikhår og altid i jakkesæt kunne han sagtens gå for at være præst i den lokale frikirke. Den glatte pastorale facade, der kendetegner hans look, får kontakten til de højere magter til at føles endnu mere gennemstrømmende, når han slipper kontrollen i musikken. Det er ikke bare et gotisk rockritual, når han spiller live. Det er decideret excorsisme.
Men der skete noget i 2015, da hans 15-årige søn på et LSD-trip faldt fra en klippe og døde. Den sorg, han gik igennem på ’Skeleton Tree’ og ’Ghosteen’, føltes meget virkelig. Den biografiske Nick Cave trådte frem foran myten, og den dekadente afgud blev pludselig et sørgende menneske af kød og blod.
Selvom det var gribende intenst at følge ham i lidelsen, er det befriende, at han på ’Wild God’ træder op på prædikestolen igen som den ceremonimester, han altid har været. En velsignet forløsning på næsten 10 års sorgbearbejdelse.
På åbneren ’Song of the Lake’ sparker Cave døren ind til kirkerummet, hvor menigheden sidder klar til at lovsynge forsangerens genopstandelse. Den pumpende bas, indspillet af Colin Greenwood fra Radiohead, opildner koret, og når nummeret midtvejs bryder ned, og rørklokker fromt slår andægtigheden fast, føles det virkelig, som om man har forvildet sig ind til en rockgudstjeneste.
Den rødglødende frelse bliver katapulteret i hovedet på lytteren, og man når slet ikke at få paraderne op. Der er ikke andet at gøre end at lade sig hverve. For spiritualitet kan ikke tæmmes, forstår man på titelnummeret. Den søger ud af kroppen, flyver som en »prehistoric bird« mod universelle, tidløse sandheder. Og den hæmningsløse rockenergi er det perfekte springbræt.
Albummet insisterer på det storladne som rockideal. Som et rum, man kan træde ind i for at møde erkendelser, der ikke viser sig i hverdagens automatik. På den måde virker ’Wild God’ som et afgørende udspil i en tid, hvor vi længe har forsøgt at affeje rockgenren: Her kan man virkelig mærke det transformerende potentiale, rocken besidder.
Det er slet ikke, fordi sorgen er fortrængt. Den har nærmere ændret form. På ’Joy’ er vi tilbage i den musikalske sump, der kendetegnede de to forrige album. Cave synger om en brændende dreng, der hjemsøger ham. »We’ve all had too much sorrow, now it’s time for joy«, siger drengen. Smerten er er ikke længere et privat anlæggende, men en verdensomspændende, kollektiv sorg. Og den er ikke svær få øje på, hvis man tænder for nyhederne.
Nick Cave har rykket sig fra det seneste årtis ensomme forkyndelse til en fælleskabsdyrkende mission. Og når det ekstatiske klimaks rammer i ’Conversion’, bør selv den mest hårdnakkede ateist være omvendt.
Kort sagt:
På ’Wild God’ har Nick Cave lagt den ensomme forkyndelse bag sig og træder igen op på prædikestolen for at velsigne os med et transformerende rockritual. Efter 10 års sorgbearbejdelse er Cave tilbage med en fornyet energi og virker mere fandenivoldsk end nogensinde.