På Nick Caves ’Ghosteen’ er sorgen det fælles sprog, der binder mennesker sammen
Jeg tror ikke, jeg har specielt let til tårer. Jeg græder så godt som aldrig over en film. Jeg græder kun til ganske få sange – det er de samme 10-12 sange, der rammer mig hver gang, så jeg ved hvilke sange, jeg skal gå i en stor bue rundt om, hvis jeg ønsker at bevare selvkontrollen!
Men der skete noget, da jeg tidligt fredag morgen første gang skulle lytte til ’Ghosteen’, Nick Caves med kort varsel annoncerede – og indtil midnat den 4. oktober så godt som ubekendte – 17. album.
Da jeg lyttede til ’Ghosteen’, mærkede jeg tårerne trille først én gang, så to gange, og på et tidspunkt holdt jeg op med at tælle tårer, og gav mig hen til musikken og lod den diktere mine kropslige reaktioner.
Jeg ved, at tårerne kom første gang, da Cave pludselig går op i falset (og den benytter han sig meget sjældent af, bør det indskydes) på åbningsnummeret ’The Spinning Song’: »A peace will come, a peace will come in time«, synger han og lyder så fortabt og – samtidig – så vokalt selvsikker som nogensinde.
Og for lige at slå en krølle på det med falsetten: Cave vender tilbage til en mere fortættet, skæv og fortællende falset i albummets sidste sang, det 14 minutter lange sorgbearbejdende (ja, hvad ellers?) magnum opus, ’Hollywood’, da han fortæller den buddhistiske legende om Kisa, en desperat mor, der finkæmmer hvert eneste hus i en landsby for et sennepsfrø, der kan redde hendes søn. Buddha opstiller det forbehold, at frøet ikke må stamme fra en familie, der har prøvet at miste nogen. Moren kan ikke finde et sådant hus. Alle har prøvet at miste, er læren.
Cave holder legenden op imod sit eget tab og lander et sted, hvor resignationen blandes op med den forhåbning, der knytter sig til det fællesskab, han som sørgende tager del i. For det fællesskab tilhører vi – før eller siden – alle. Dét budskab – at se en mulighed for heling midt i en sorg, der synes at modsætte sig enhver tanke om heling – er symptomatisk for ’Ghosteen’.
Anden gang jeg mærkede tårerne presse sig på, skyldtes det måden Cave intonerer næstsidste verselinje i første vers (»and I’m by your side and I’m holding your hand« – formentlig sunget til Susie, Caves kone) og andet vers (»and the little white shade dancing at the end of the hall« – ganske sikkert med tanke på Arthur, hans afdøde søn) på ’Bright Horses’ – en af karrierens smukkeste sange. Hvis ikke dén smukkeste.
Her – som flere andre steder på albummet – agerer Bad Seeds kor bag om og rundt om (og til tider, foran) Cave. Som om også bandet på den måde tager del i det sorgens fællesskab, som albummet kan siges at være en formulering af og en udstrakt hånd til. Men det er måske også udtryk for, at flere af bandmedlemmerne stort set ikke sætter spor på andre måder på det 68 minutter lange værk.
Trommeslager Thomas Wydler og bassist Jim Sclavunos er så godt som ikke-hørbare i Caves tættere og tættere omfavnelse af Warren Ellis’ elektroniske lydflader, der på ’Ghosteen’ har en langt mere udflydende og meditativ karakter end hørt på de tidligere Ellis-assisterende pragtstykker, ’Push the Sky Away’ (2013) og ’Skeleton Tree’ (2016).
Det kriblende og taktile er forladt til fordel for det proggede og/eller psykedeliske flow, der sætter enhver fornemmelse for rytmisk forankring i skammekrogen. Kig på pladecoveret – med det Edens Have-agtige tableau (inklusive løve og lam i fredelig forening!) – og forestil dig, hvordan Warren Ellis ville fortolke det i lyd. Så, vil jeg mene, er du ikke langt fra den faktiske lyd af ’Ghosteen’!
Jeg mærkede en rystelse indeni over den måde klaveret på ’Sun Forest’ mindede mig om en særlig prægnant klaverfigur på Kate Bush’ ’Snowflake’ fra det skammeligt oversete late career-mesterstykke ’50 Words for Snow’ (2011). Det er ikke tilfældigt, at de to klaverstykker deler samme bestræbelse: At male naturens under frem for lytteren – som røg, der står stille i den frostklare luft en iskold vintermorgen.
Tårerne triller, da melodien falder smukt til rette på omkvædet til ’Galleon Ship’ (»And if I rise, my love, before the daylight comes/ a thousand galleon ships will sail/ ghostly around the morning sun«). Caves omkvæd på albummets kærlighedssange til Susie (eller er det Caves oder til ’Ghosteen’, Arthurs spøgelse?) er generelt underskønne uden at være det mindste leflende.
Introen til det 12 minutter lange titelnummer fanger mig igen på det forkerte ben. Det er som at sidde på et tog tilbage i tiden – til min egen gymnasietid og de nætter, hvor jeg lå i mørket og så mig selv i spejlet af Bowies Berlin – med Brian Enos klangunivers som ledsager og ledestjerne. Jeg mærker et stik i hjertet, da Cave synger linjerne »If I could move the night I would/ and I would turn the world around if I could« i fjerde vers.
Og hvor er det på en eller anden måde perfekt (andre vil måske sige, en forspildt mulighed), at Cave ikke gentager det enormt ørehængende omkvæd, vi bliver serveret for med et – for albummet – usædvanligt direkte attak efter et kort indledende vers (der følger efter den Eno/Bowie/Berlin-associerende intro).
På spoken word-nummeret ’Fireflies’, der følger lige efter, siger Cave en linje, der i al sin enkelthed siger det eneste, der egentlig er at sige: »I am here/ and you are where you are«. De linjer er smukke på en brutal måde, fordi de i sig gemmer på eller udmåler forskellen på liv og død, det ufravigelige skel mellem den afdøde og den sørgende. »A star is just a memory of a star«, siger Cave lidt senere. Verden er ikke (længere) det, den giver sig ud for at være.
Og det samme kunne man sige om Nick Cave. Nick Cave er ikke længere den han plejede at være.
Jo, bevares, der er en klar æstetisk rød tråd mellem ’Push the Sky Away’ og ’Skeleton Tree’ og så ’Ghosteen’. Men for mig virker Cave som en forandret kunstner, fordi han er en forandret mand. Jeg kan høre det på stemmen (han har aldrig sunget bedre, i øvrigt – og hvor mange 62-årige kan man lige sige det om?), men først og fremmest skriver han – og skaber – et andet sted fra. Han er på vej et andet sted hen. Hele perspektivskiftet, der følger med sorgens indtræden, har på samme tid formørket og oplyst hans blik på verden.
’Ghosteen’ er uendelig sørgelig. Det er én af grundene til, at jeg græd, da jeg lyttede til den første gang. Men den er også håbefuld og oprigtig og skønhedssøgende på en måde, der viser, at Cave ønsker at række ud efter sin lytter – at række ud efter det menneskelige i os alle – og jeg tror faktisk, at det primært er i det greb og i den bestræbelse, at forklaringen på min rørelse og min rystelse skal lokaliseres. Der er håb, der er lys, og der er skønhed. På trods. På trods af sorgen, mørket og depressionen. Helingen foregår i og med, at kunsten overhovedet realiseres – og realiseres med så stor omtanke, en så dedikeret vilje til at sætte små, men uudslettelige mærker af skønhed. Imens tid er.
Hvornår er kunst deprimerende og hvornår er den livsbekræftende? Nogle gange – måske endda ganske ofte – er det et knivsægsanliggende. Men det kræver en i sandhed stor kunstner at gøre det livsnedbrydende til en livsbekræftende fortælling, til et vidnesbyrd om skønhed, der rækker langt, langt ud over kunstnerens egen navle.
En sådan kunstner er Nick Cave, og et sådant værk er ’Ghosteen’.
Kort sagt:
Det kræver en i sandhed stor kunstner at gøre det livsnedbrydende til en livsbekræftende fortælling. En sådan kunstner er Nick Cave, og et sådant værk er ’Ghosteen’.