’Nick Cave: 20.000 dage på jorden’

’Nick Cave: 20.000 dage på jorden’

Slutscenen på den dybt originale film om Nick Cave udspiller sig i operahuset i Sydney, hvor den australske multikunstner opfører nummeret ’Jubilee Street’ sammen med The Bad Seeds, et strygerorkester og et børnekor.

»I’m transforming, I’m flying«, messer han fra scenekanten, og pludselig forstår jeg, hvad Cave mener, når han taler om, at livet handler om ikke at forstå, om at glemme sig selv. Jeg glemmer for en stund, at jeg ikke kan flyve, for Cave og instruktørparret Iain Forsyth og Jane Pollard har taget mig med på deres vinger.

Det hele starter med en frenetisk montage, hvor antallet af dage lynhurtigt tikker fra 0 til 19.999, mens lille Nick bliver til Berliner-Cave og så til den mørkklædte, ældre herre, som vi kender ham i dag. Et vækkeur slår syv, og han vågner på dag nr. 20.000, hvor han skriver og kører rundet i hjembyen Brighton, går til psykolog og kigger på gamle fotos i et Nick Cave-arkiv (der til daglig kan opleves i Melbourne, Australien). I en nær fortid følger vi også studiesamarbejdet mellem Cave og lydbegavelsen, Warren Ellis, og deres spæde skridt mod sidste års mesterværk, ’Push the Sky Away’.

På trods af den enkle form er det alt andet end en lineær filmisk fortælling. I manuskriptets geniale konstruktion lader særligt et psykologbesøg odysséen slå knopskud, for her åbner Cave sig som en østers, og ud vælter det med paradefri fortællinger fra barndommen og fortiden som heroinnarkoman. Det er i disse erindringshuler, i stedet mellem virkelighed og fantasi, at Cave siden barndommen har forsøgt at placere sig selv og sine mange mytologiske karakterer – hele tiden for at nå den tilstand, som faderen var i, når han læste højt for lille Nick fra Vladimir Nabokovs ’Lolita’. En tilstand af at glemme sig selv.

Filmen er et virkeligt stykke rockhistorie, men fortællestilen er hyperkonstrueret, som når Kylie Minogue og Ray Winstone på magisk vis dukker op i Caves bil til en lille sludder.

»I slutningen af det 20. århundrede ophørte jeg med at være et menneske«, siger Cave i filmens monumentale anslag, men det er en sandhed med modifikationer. For filmen er ikke et forherligende billede af en mytisk rocklegende. Det er et portræt af et menneske, der spiser ål og drikker te med vennen og lydbegavelsen Warren Ellis og bliver forlegen ved Minogues charmerende tilstedeværelse.

Netop den vaklende side af den ellers rasende cool Cave er filmens afgørende trumf, for her trænger vi ind i sprækken mellem menneske og myte, mellem virkelighed og fiktion.

’Nick Cave: 20.000 dage på jorden’ gør for rockdokumentaren, hvad Cave gør for rockmusikken: Transformerer den og gør den større, end rammerne tillader.


Kort sagt:
Fortællingen om én dag i den australske multikunstners liv bryder grænserne ned mellem virkelighed og fiktion og kulminerer i total ekstase. Cave-fan eller ej – dette er en årets største oplevelser for både musik- og filmelskere.

Dokumentar. Instruktion: Iain Forsyth, Jane Pollard. Medvirkende: Nick Cave, Warren Ellis, Kylie Minogue, Ray Winstone. Spilletid: 97 min.. Premiere: 2. oktober
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af