‘Only God Was Above Us’: Vampire Weekend går back-to-basics – og så alligevel slet, slet ikke
Vampire Weekend har aldrig udgivet et dårligt album, men skal man alligevel pege på en bundskraber, må det være ’Father of the Bride’ fra 2019.
Det siger sådan set det hele. Bandets rodede, men ikke desto mindre underholdende fjerde album (som vores anmelder vel at mærke tildelte fem stjerner!) står tilbage som et uomtvisteligt karrierelavpunkt, alene fordi deres første tre album er så urørlige.
Dengang var det svært ikke at tilskrive kvalitetsknækket Rostam Batmanglijs exit. Bare tre år forinden var multiinstrumentalisten og produceren trods alt gået solo, og for første gang skulle Ezra Koenig, Chris Baio og Chris Tomson således stå på egne ben.
Resultatet var et timelangt sammensurium af country-ballader og jam band-udskejelser, der stedvist blev for meget af det gode. Personligt havde jeg så godt som affundet mig med, at Vampire Weekend som trio ikke længere var et fantastisk band, men bare et godt band.
Men jeg er glad, ja, nærmest lykkelig for at kunne meddele, at jeg tog grueligt fejl. For ’Only God Was Above Us’ er netop det: fantastisk.
På deres første album i fem år synes den solbeskinnede folkpop fra ’Father of the Bride’ at være fordampet. I stedet går Vampire Weekend langt hen ad vejen back-to-basics, og som min kollega Kjartan F. Stolberg allerede har bemærket, er det især ‘Modern Vampires of the City’, de nikker til.
Det gælder først og fremmest selve lyden, hvor trioen igen serverer barok indierock med en snert af verdensmusik – denne gang står den blandt andet på indisk raga – men det gælder så sandelig også lyrikken.
På ‘Only God Was Above Us’ synes Koenig nemlig at være ramt af samme eksistentielle tungsind, der gjorde deres tredje album til et slags coming of-age-øjeblik for Ivy League-drengene, der indtil da hovedsageligt havde sunget om kommaer og campusser.
»We’re all the sons and daughters / Of vampires who drained the old world’s necks«, lyder eksempelvis det nedslående generationsportræt på åbneren ‘Ice Cream Piano’, og andre steder er der deciderede call-backs: »You saint«, vrisser Koenig på ‘The Surfer’ som et ekko af ‘Ya Hey’.
På samme måde leder det ’Graceland’-agtige riff på ’Pravda’ tankerne hen på deres selvbetitlede debut, mens hele pladen emmer af den samme hyperaktivitet, der gennemsyrede albumtoeren ’Contra’. Har du fulgt bandet siden begyndelsen, vil du nok mærke en snert af deja-vu.
Men Koenig og co. nøjes ikke med at tage os tilbage til de gode, gamle dage. De viser også nye sider af sig selv. For med ‘Only God Was Above Us’ har de skabt deres med længder mest beskidte album til dato.
Vi snakker skrigende violiner i slutningen af ‘Prep-School Gangsters’ (den mest Vampire Weekend-agtige sangtitel til dato?) og kaotiske, nærmest Radioheads ‘The National Anthem’-agtige hornsektioner på ‘Classical’. Højdepunktet ‘Capricorn’ lyder i første omgang som et pusterum, men der går ikke længe, før hylende guitarer ødelægger den gode stemning.
Og så er der distortion! En effekt, som bandet ellers notorisk havde svoret aldrig at bruge. »Det er bare ikke vores ting«, lød forklaringen i 2008.
Men det er deres ting. I hvert fald på det her album, hvor støjen blot underbygger de dystre tematikker. »Now is it strange I can’t connect?« spørger Koenig på nummeret af samme navn, og såvel her som på resten af pladen synes det frenetiske lydbillede at spejle hans tabte jordforbindelse.
Til sidst finder hovedpersonen alligevel en smule sjælefred. Nærmere bestemt på den otte (!) minutter lange lukker ‘Hope’, hvor Koenig indser, at der ikke er grund til at gå og bekymre sig over ting, man alligevel ikke kan ændre. »My enemy’s invincible / I’ve had to let it go«, lyder konklusionen.
Det er en smuk afslutning på et album, der understreger, at Vampire Weekend alligevel godt kan eksistere uden deres fjerde medlem. Faktisk har de sjældent lydt bedre.
Kort sagt:
Vampire Weekend har begået et frenetisk, støjende album, der på én gang kigger bagud og samtidig viser nye sider af bandet. Gik man og troede, at storhedstiden var forbi, kan man godt tro om igen.