Alle Arctic Monkeys’ album – rangeret

I sidste måned udsendte Arctic Monkeys deres syvende album, ’The Car’. I den anledning har vi opdateret vores rangering af Sheffield-kvartettens bagkatalog – et imponerende alsidigt et af slagsen, hvor selv bundskraberen byder på mindeværdige højdepunkter, og hvor toppen af listen er pakket med rendyrkede nyklassikere.
Alle Arctic Monkeys’ album – rangeret
Arctic Monkeys. (Foto: Zackery Michael/PR)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ’Suck It and See’ (2011)

Arctic Monkeys’ fjerde album bærer tydeligt præg af, at Alex Turner året før debuterede som soloartist med soundtracket til coming of age-filmen ’Submarine’ ­– en charmerende lille ep, der så frontmanden udskifte sin vante indierock med en håndfuld akustiske singer/songwriter-skæringer.

Hertil lyder ’Suck It and See’ lyder som en slags spirituel efterfølger (nummeret ’Piledriver Waltz’ går sågar igen på begge udgivelser), men albummet er desværre langtfra lige så engagerende som den intime ep.

Turner har alle dage været en fornem lyriker, og der er steder på ’Suck It and See’, hvor hans nærmest Morrissey-agtige brug af metaforer stråler mere end nogensinde før. Især slutspurten bestående af ’Love Is A Laserquest’, titelnummeret og ’That’s Where You’re Wrong’ vidner om, at der er et bedre album gemt her, hvis blot Arctic Monkeys havde turdet skrue helt ned for instrumentationen.

Eller sagt på en anden måde: ’Suck It and See’ kunne have været et glimrende soloalbum.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ‘The Car’ (2022)

En stor del af appellen ved at være Arctic Monkeys-fan er, at man aldrig rigtig ved, hvad man får.

Lige siden de først slog igennem som Englands fornemste bidrag til 00’ernes garagerock-revival, har de haft ry for at skifte retning (og i frontmand Alex Turners tilfælde også look …) mellem snart sagt hvert eneste album.

Med det in mente var det svært ikke at være en lille smule skuffet over deres syvende album. ’The Car’ er ganske vist ikke ’Tranquility Base Hotel & Casino Part II’, men det er ikke langt fra. Det er stadig smækkerlækker arty rock med nostalgien som sin primære drivkraft. Stadig mere velegnet til vinbaren end til pubben.

Bevares, der er forskelle, hvis man leder længe nok. Ikke mindst i teksterne, der på numre som den underskønne ’There’d Better Be A Mirrorball’ vrager forgængerens langt ude koncept om et luksuriøst resort på månen til fordel for god, gammeldags romantik. Rent lyrisk føles ’The Car’ på mange måder som en sikker landing på moder jord efter en veloverstået interstellar-rumfart.

Men i højere grad end noget andet Arctic Monkeys-album vidner ’The Car’ om en kreativ stilstand, som vi ikke er vant til fra bandet – og netop derfor virker det lidt som en bagatel.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Humbug’ (2009)

Hot take: ’Humbug’ er Arctic Monkeys’ vigtigste album. Ikke deres bedste, men det vigtigste album for deres udvikling som band. Var Turner og co. aldrig taget på ørkenvandring med Queens of the Stone Age-frontmand Josh Homme under indspilningerne af deres tredje album, havde de aldrig kunnet lave et album som ’AM’ – eller for den sags skyld ’Suck It and See’ og ’Tranquility Base Hotel & Casino’.

Det var på ’Humbug’, at Arctic Monkeys første gang skubbede grænserne for, hvad de som band var i stand til. Forgængeren, ’Favourite Worst Nightmare’ fra 2007, er ganske vist et bedre album, men her kom de også faretruende tæt på at stagnere (tænk garagerock-revival-kollegerne i Interpol, som den dag i dag stadig sidder fast i bevægelsen fra 00’erne).

Sådan gik det heldigvis ikke, og det har vi ’Humbug’ at takke for. En slags kreativ trædesten, der ser bandet gå i en mørkere, nærmest psykedelisk retning, der trækker på Hommes egen stonerrock og gør flittigt brug af desorienterende guitareffekter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Tranquility Base Hotel & Casino’ (2018)

Den fem år lange albumtørke efter 2013’s ’AM’ er det længste, vi nogensinde har måttet vente på et nyt Arctic Monkeys-album. Efter en trættende, halvandet år lang verdensturné, der blandt andet bragte dem forbi NorthSide, annoncerede de en pause fra bandet på ubestemt tid. Da de endelig vendte tilbage, var de næsten ikke til at genkende.

Man ser det tit, når et rockbands succes når nye højder. At der opstår et behov for en slags modreaktion, der nærmest aktivt prøver at eliminere bandets nye fanskare. Radiohead gjorde netop dét, da de udgav ‘Kid A’ efter det hæderkronede ’OK Computer’, og Nirvana lavede samme stunt, da de fulgte ’Nevermind’ op med ’In Utero’.

Og ja, så er der ’Tranquility Base Hotel & Casino’ ­– et tilbagelænet, lounget sci-fi-epos, der ved udgivelsen syntes uforeneligt med bandets hjemmebane på festivalscenen, og som ikke kunne være meget mere løsrevet fra det kommercielle pletskud, der var ’AM’.

Indrømmet: Da Arctic Monkeys’ sjette album udkom, syntes jeg, at det hele blev en tand for højtravende og artsy-fartsy. Men ikke ulig ’Kid A’ og ’In Utero’ er ’Tranquility Base Hotel & Casino’ et af den slags album, der vokser på en.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Favourite Worst Nightmare’ (2007)

Sjældent har den svære to’er-prædikatet været så udtalt, som det var tilfældet med ’Favourite Worst Nightmare’. For hvordan følger man egentlig op på så åbenlyst et mesterværk som ’Whatever People Say I Am’, der ovenikøbet lige havde slået rekord som landets hurtigst sælgende debut nogensinde?

Det gør man ­– viser det sig ­– ved ikke at pille alt for meget ved formlen. I stedet er her tale om en slags finjustering. Numre som ’Brianstorm’ og ’Teddy Picker’ kunne snildt have sneget sig med på debuten, og flere af albummets højenergiske indierock-smaskere er drevet frem af den samme vildskab og de samme knivskarpe guitarfigurer, der gav Arctic Monkeys deres gennembrud.

Alligevel er det de mere melodiske stunder, der gør ’Favourite Worst Nightmare’ fortjent til sin høje placering. Afslutningsnummeret ’505’ er af gode grunde blevet en fanfavorit (selv efter utallige afspilninger giver Turners knæk i stemmen i ordet »completely« stadigvæk kuldegysninger), men også ’Do Me A Favour’ og den strygerbårne ’Only Ones Who Know’ er blandt bandets bedste til dato.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’AM’ (2013)

»That rock’n’roll, eh?«, lød det fra Turner i sin nu ikoniske takketale, da ’AM’ snuppede prisen for bedste album til 2014’s Brit Awards. »That rock’n’roll, it just won’t go away«.

Med ’AM’ fik bandet langt om længe deres gennembrud på de nordatlantiske breddegrader, og netop den amerikanske rock’n’roll-tradition synes da også at have været inspirationen bag dette deres femte udspil ­– en triumferende, øjeblikkelig klassiker af et album, der forener ørkenrocken fra ’Humbug’ med Dr. Dre-inspirerede hiphopbeats og 60’er-rock a la The Velvet Underground.

Resultatet er et album, der på én gang føles nostalgisk og tidløst, og som ganske enkelt emmer af unægtelig læderjakke-coolness. Især trommeslager Matt Helders’ falset er en kærkommen tilføjelse på højdepunkter som ’Knee Socks’ og ’Do I Wanna Know?’. ’AM’ var albummet, der katapulterede bandet til regulær rockstjernestatus, og man forstår udmærket godt hvorfor.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not’ (2006)

Lad os være helt ærlige: Det var ikke et tæt løb. ’Whatever People Say I Am’ er ikke bare Arctic Monkeys’ bedste album, men et af nyere tids bedste rockalbum overhovedet. En utrættelig, fandenivoldsk energiudladning, som kun en flok purunge drenge på knap 20 år kunne have skabt.

Som en moderne Holden Caulfield fra ‘The Catcher in the Rye’ dissekerer Turner den engelske forstadsungdom, for hvem musik blot er nye ringetoner, og hvis liv kun kredser om weekendens (lidt for) lange nætter. ’Whatever People Say I Am’ er som et feltstudie af Sheffields natteliv, men det burde være relaterbart for enhver, der nogensinde har sat fod på en natklub.

Arctic Monkeys’ debut indfriede hypen og mere til. Og de spildte ikke tiden, da albummet tog den britiske musikpresse med storm: Kun tre måneder efter udgivelsen af ’Whatever People Say I Am’ udsendte bandet en ny ep med den selvironiske titel ’Who the Fuck Are Arctic Monkeys?’.

Dét spørgsmål er der næppe nogen, der stiller den dag i dag.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af