Vampire Weekends ‘Father of the Bride’ er en rodebutik fuld af gode fund
Første gang, jeg lyttede til ‘Father of the Bride’, måtte jeg et par gange dobbelttjekke, at det vitterlig var Vampire Weekends i årevis ventede, fjerde album, jeg havde i ørerne.
Åbningsnummeret er en for bandet ganske atypisk countryfolk-ballade sunget i tandem med en af kvinderne fra familietrioen Haim: Mere Bob Dylan via Joan Baez end noget fra Paul Simons ‘Graceland’, et album der ellers har stået som en central inspiration for Vampire Weekend siden debutalbummet. Omkvædets storskrålende, højstemte korsangere lyder som et forvrænget sample fra en vinylplade spillet på en antikvarisk tragtgrammofon med hoppende pickup.
Den excentriske duet er en forrygende, mildt desorienterende åbner på et album, der rummer overraskende afsporinger og masser af den solskinsmættede, afrikanske guitarpop, vi forbinder med det amerikanske band. For ja, naturligvis rummer ‘Father of the Bride’ masser af strækninger, hvor den indre biograf projicerer muntre afrikanske landsbyer fotograferet med et af Instagrams nostalgi-filtre.
En givetvis dyrekøbt selvbevidsthed findes også i kulissen af ‘Father of the Bride’, ét nummer hedder ‘Unbearably White’. Vampires Weekends åbenlyse glæde ved vestafrikansk guitarrock har affødt kritiske røster: Deres hipster-priviligerede omgang med genrer som eksempelvis soukos, rumba og afrobeat har været genstand for forargelse fra stemmer, der har anklaget bandet for kulturel strandhugst.
Tyveri og kunst hører dog oftest sammen som brie og godt brød. Og hvis frontmand Ezra Koenig er en gemen, men charmerende tyv, finder han i det mindste på ‘Father of the Bride’ også muligheden for at stjæle fra sig selv. »I dont wanna live like this, but I don’t wanna die« lyder refrænet på den catchy ‘Harmony Hall’. Der såmænd er en linje fra det næsten universelt hyldede album ‘Modern Vampires of the City’, der fortsat står som bandets hovedværk. Her fungerede linjen som en slags cliffhanger i slutningen af ‘Finger Back’. På det nye album bliver linjen genbrugt som omkvæd i en sang, der har et bugtende, bølgende arabesk af et guitarriff, som kunne være trukket fra de astrale planer og ned på jorden af den spirituelle Beatle George Harrison.
Fans har spekuleret i, hvad arrangøren og multiinstrumentalisten Rostams exit fra Vampire Weekend ville betyde for lyden. Og sangene synes da også at have en mere afklædt, ligetil fornemmelse end på i hvert fald de to foregående album. Det var Rostam, af flere udråbt til en slags musikalsk mastermind i Vampire Weekend, der fik et nummer som ‘Step’ fra ‘Modern Vampires of the City’ til at fremstå som et cembalo-ornamenteret barokmesterværk af et postmoderne popnummer.
Den slags overdådighed rummer intet enkelt nummer på det nye album. Men sange som ‘Bambina’, ‘Big Blue’ og ‘Married In a Gold Rush’ demonstrerer til fulde sangskrivningstalentet, der fortsat er til stede i det resterende band. ‘This Life’ lyder som en Johannesburg-bosat kusine til Van Morrisons ‘Brown Eyed Girl’, og trods sangtekstens voldsomme afmagt er det næsten umuligt ikke at få lyst til at finde dansesko og blomstret skjorte frem.
Ezra Koenig og de øvrige tilbageværende medlemmer har også givet den fuld skrue med fornemme besøg fra, ud over Rostam selv, førnævnte Haim-søster Danielle, Dirty Projectors’ Dave Longstreth og The Internets Steve Lacey.
Med en spilletid på knap en time er det også et omfattende album, et helt tagselvbord af sange, der vil kunne mætte selv de mest udsultede fans. ‘Father of the Bride’ føles som et katalog over bandets formåen, hvor man selv kan grave de guldklumper frem, man vil beholde. Og måske lade lovligt letbenede numre som eksempelvis ‘Sunflower’ blive liggende.
Jeg indledte min anmeldelse med at påtale den her velgørende tvivl, der opstår på et par af numrene: På ‘Sympathy’ lyder Vampire Weekend som en slags opspeedet discountudgave af New Orders ‘Blue Monday’ med et syntetisk synthkor. Nummeret sprinter ud over stepperne som en slags comedy-raverock, kun her og der afbrudt af nogle sprukne brudte akkorder spillet på en akustisk guitar. Det er et rendyrket frikvarter af den type, purister nok ville have foretrukket udklippet og henvist til en fremtidig jubilæumsudgivelse med outtakes og B-sider.
Men ‘Father of the Bride’ er ikke dén form for perfektionistisk plade. Det er en rodegenbrugsbutik, hvor man gerne må fare lidt vild undervejs. Et nummer som ‘Sympathy’ er lidt samme type pludselige afsporing, som Blur lavede på det ellers overvejende nordafrikansk inspirerede album ‘Think Tank’ med punknummeret ‘We Got a File On You’. Med sikker hånd kan Vampire Weekend søge mod de (endnu) skævere sideveje. Det omfattende værk opridser en spændende fremtid, også uden Rostam, for dette talentfulde og inspirerede band. Vampire Weekend fortjener at stå lige så stærkt, som Blur gjorde for 15 år siden, når det kommer til nytænkende, alternativ pop.
Kort sagt:
‘Father of the Bride’ rummer et opbud af materiale omfattende nok til at mætte selv de allermest udsultede fans af Vampire Weekends D-vitaminrige guitarpop. Et rodet overflødighedshorn af klassisk sangskrivning og pudsige indfald.