»Tårer i mine øjne, vi er tilbage«, lyder den højest ratede kommentar til musikvideoen til Vampire Weekends nye single ’Capricorn’ på YouTube.
Det opsummerer sådan set meget godt reaktionen hos indiefans verden over, da bandet i forrige uge annoncerede deres imødesete femte album, ’Only God Was Above Us’, og sidenhen fulgte op med to nye singler, der foruden ’Capricorn’ også tæller sangen ’Gen-X Cops’.
Ekstasen er til at tage og føle på. 17 år efter gennembruddet føles et nyt Vampire Weekend-album stadig som en stor begivenhed. På en eller anden måde har frontmand Ezra Koenig og co. formået at bevare momentum, selvom scenen, de var en del af, for længst er et overstået kapitel.
Det er mere, end man kan sige om mange af deres kolleger. I denne uge udgiver MGMT ligeledes deres femte album, ’Loss of Life’, og selvom singlerne har været lovende – en af dem byder endda på en feature fra Christine and the Queens – er hypen ingenlunde sammenlignelig.
Endnu værre står det til for The Black Keys, hvis nye album, ’Ohio Players’, sjovt nok lander den 5. april – selvsamme dag, som Vampire Weekend udgiver ’Only God Was Above Us’. Personligt havde jeg glemt alt om det album, før jeg satte mig ned for at skrive denne artikel. Og jeg har sikkert glemt det igen, før jeg er færdig.
Så hvorfor forholder det sig anderledes for Vampire Weekend? Det ser vi nærmere på her, hvor vi stiller skarpt på New York-trioen, der efterhånden står tilbage som indierock-æraens sejrherrer.
Ivy League-drenge med lange fingre
I dag er det svært at forestille sig, men da Vampire Weekend i sin tid brød igennem som et af internettets mest buzzy nye navne, blev de nærmest øjeblikkeligt ramt af et backlash.
Det var der især to grunde til, og den første havde ikke alverden at gøre med musikken. I stedet hæftede kritikerne sig ved deres priviligerede baggrund. Bandet havde trods alt mødt hinanden på det prestigefyldte Ivy League-universitet Colombia, og det hjalp ikke, at medlemmerne havde en forkærlighed for poloskjorter og loafers.
Én kritiker gik endda så vidt som til at kalde dem »det hvideste band i verden«. Yikes.
Kritikken var til dels misforstået. »De angriber en version af os, der ikke eksisterer«, udtalte Koenig dengang i et interview med The Guardian med reference til, at han selv er af jødisk afstamning. Hele bandet havde i øvrigt fået stipendier til Colombia og var dybt begravet i studiegæld.
Den anden forklaring på backlashet handlede om Paul Simon. Nærmere bestemt dennes afropop-inspirerede album ‘Graceland’, som Koenig og co. ifølge kritikerne tyvstjal fra i begyndelsen af karrieren.
Der er noget om snakken. Prøv engang at holde Simons ‘Crazy Love, Vol II’ op imod ‘Cape Cod Kwassa Kwassa’ fra bandets selvbetitlede debutalbum. Selv den største fan må indrømme, at ligheden er slående.
’Graceland’-sammenligningerne var så småt begyndt at ebbe ud allerede på den hyperaktive albumtoer ’Contra’, der blandede alt fra ska til elektropop, og de var forsvundet helt, da bandet i 2013 udsendte hovedværket ’Modern Vampires of the City’.
Her var Ivy League-drengene blevet voksne. På deres tredje album lod de campus-anekdoterne vige til fordel for livets store spørgsmål, og for første gang i karrieren var det kammerpoppede take på indierocken helt og aldeles deres eget.
Der var Grammy-statuetter og anmelderroser. Soundvenue kvitterede med seks stjerner. Vampire Weekend var på toppen af verden.
Men så var der pludselig bandkrise.
Nøglemedlem forlader bandet
Indtil da havde Vampire Weekend været en kvartet bestående af Koenig, bassisten Chris Baio, trommeslageren Chris Tomson og multiinstrumentalisten Rostam Batmanglij, men efter to års radiotavshed kunne bandet i 2016 annoncere, at sidstnævnte havde valgt at gå solo.
Det var en stor omvæltning. Udover at spille keyboard og guitar var Batmanglij nemlig også bandets primære producer, og mens Koenig som regel tog sig af teksterne, foregik selve komponeringen i et parløb mellem de to. Kunne bandet overhovedet eksistere som trio?
Noget var i hvert fald anderledes, da bandet i 2019 vendte tilbage. ‘Father of the Bride’ er ikke noget dårligt album – som i slet ikke – men det er svært at anfægte, at det er Vampire Weekends værste.
Hvor deres hidtidige trilogi havde været koncise, knap tre kvarter lange udgivelser, var det fjerde album i rækken en timelang rodebutik, der talte både countryballader med Danielle Haim og psykedeliske jamband-afstikkere med The Internets Steve Lacy. Ikke alt fungerede lige godt.
Dengang var det svært ikke at se det som et resultat af Batmanglijs exit. Et nøglemedlem havde forladt bandet, og kvaliteten var begyndt at dale. Det ville ikke være første gang, det var sket. Fansene havde så godt som accepteret, at den gyldne æra var forbi.
Den tanke kan man imidlertid godt slå ud af hovedet igen. For nu er Vampire Weekend tilbage i storform.
Deres generations bedste indieband?
Og så er vi ellers tilbage, hvor vi startede: Nemlig med de to nye singler, der i sidste uge skabte ekstase i indieverdenen.
Min kollega Kjartan F. Stolberg påpegede, at især ‘Carpicorn’ trækker tråde til ’Modern Vampires of the City’, og det har han fuldstændig ret i. Lyden er mørk og slæbende, teksterne kredser om religion. Men i vanlig Vampire Weekend-stil markerer singlerne også nyt territorium for bandet.
Produktionen er mere støjende og beskidt, end vi nogensinde har hørt dem. Lyt bare til det hylende riff, der gennemflænser ‘Gen-X Cops’.
Netop dét er nok også en stor del af grunden til, at Vampire Weekend modsat så mange andre er lykkedes med at forblive relevante: De har formået at udvikle sig album for album uden nogensinde at give afkald på den quirkiness, der en fast bestanddel af bandets DNA.
De har aldrig syret helt ud som førnævnte MGMT gjorde det på ‘Congratulations’ eller vendt verden ryggen, som Arcade Fire gjorde det på ‘Everything Now’. Men de har også nægtet at køre i samme rille, som eksempelvis Interpol gjorde det på … ja, alle album efter debuten.
Er de deres generations bedste indieband? De begynder at ligne det.
Vampire Weekend har måske aldrig skrevet så smuk en kærlighedssang som Yeah Yeah Yeahs ’Maps’ eller udgivet så skelsættende et album som The Strokes’ ’Is This It’. Til gengæld har de holdt niveau i snart to årtier, og det er mere, end man kan sige om de fleste af deres konkurrenter.
Jeg kan kun forestille mig, at deres femte album bliver endnu en triumf.
’Only God Was Above Us’ udkommer den 5. april.