Vampire Weekend

Allerede på åbningsnummeret ‘Obvious Bicycle’ fornemmer man, at der er noget nyt på færde hos Vampire Weekend. Centralt står det nøgne klaver og de fjerlette vokalharmonier, der giver nummeret en hymne-lignende kvalitet. Ingen highlife-riff, bongotrommer eller andre af de afropop-elementer, der kendetegnede bandets to tidligere udspil.

Men det betyder ikke, at gruppen er blevet et mindre interessant bekendtskab – tværtimod slår de fire newyorkere fast, at de evner både at skrive øjeblikkeligt fængende popsange og levere innovative, altfavnende produktioner.

Kvartetten udforsker traditionelt vestlige udtryk, men tilføjer overraskende elementer. De simple orgelfigurer og det skiftevis tøffende og buldrende beat på ‘Unbelievers’ har et Dylan’sk landstrygerpræg, der forstærkes af forsanger Ezra Koenigs erkendelse: At han og hans udkårne er bundet til skinnebanerne. Et crescendo med blikfløjter forventer man ikke, men i Vampire Weekends univers forekommer den irske afstikker selvfølgelig. Den energiske ‘Diane Young’ opdaterer 50’er-rock via veldoseret stemmeleje-manipulation af Koenigs vokal og synthblæsere, og omvendt bekræfter ‘Hannah Hunt’ bandets tag på balladerne og skaber smukke øjeblikke frem for indsukret sentimentalitet.

Læs også: Hør Vampire Weekends nye album

Når bandet en enkelt gang skaber et ensartet lydbillede på ‘Hudson’, en spøgelsessang med ‘Phantom of the Opera’-orgel, dyster cello og kuldegysende kor, er resultatet påfaldende fladt.

Vampire Weekends styrker og virkemidler står måske stærkest på ‘Step’, et track der formår at forene cembalo med chopped and screwed-vokaler og referencer til lydiske konger med moderne slang på komplet ubesværet vis.

Gang på gang udfordrer gruppen forudfattede modpoler og gør det gennem instrumentalt komplekse, men melodisk umiddelbare popsange, der inviterer til både fuld fordybelse og instinktiv nydelse.