UDGIVELSERNE, DER SMADREDE EN KARRIERE. Nogle gange kan en enkelt udgivelse spænde ben for en hel karriere, om det så drejer sig om et destruktivt diss-track eller bare et elendigt album. I denne serie dykker vi ned i en række af disse udgivelser.
Psykedelisk musik har historisk set ikke fyldt alverden på hitlisterne.
Selv Jimi Hendrix kravlede aldrig højere end top-20 på Billboard Hot 100-listen. Pink Floyd – alle tiders mest legendariske psychrockere – nåede toppen en enkelt gang, og det var næppe sket, hvis ikke de havde flirtet med disco på ’Another Brick in the Wall Pt. 2’.
Men i slutningen af 00’erne fik to amerikanere hele verden til at synge med på neopsych-sange om at skyde heroin i Paris og om elektriske amazonekvinder.
Jeg snakker naturligvis om MGMT og deres storhittende debutalbum, ’Oracular Spectacular’, der viste, at den syredryppende musiktradition sagtens kunne være kommerciel.
Debutalbummet gjorde Andrew VanWyngarden og Benjamin Goldwasser allemandseje på en måde, som kollegerne i Animal Collective og The Flaming Lips kun kunne drømme om. Men den her artikel handler ikke om ’Oracular Spectacular’. Den handler om albummet, der kom efter.
Lad os starte fra begyndelsen.
Hvad gik forud for albummet?
Det hele gik stærkt for MGMT i begyndelsen af karrieren. Faktisk så stærkt, at de selv havde svært ved at fatte det.
Duoen har sidenhen fortalt, at de troede, det var telefonfis, da de i 2006 modtog et opkald fra Columbia Records. Men den var god nok. Året efter var de studiet med David Fridmann for at indspille ‘Oracular Spectacular’, og året efter det stod den på opvarmningstjanser for selveste Radiohead.
Derefter gjaldt det deres egen headliner-turné, der blandt andet bragte dem til den australske Splendour in the Grass Festival, hvor de stod øverst på plakaten side om side med mastodonter som Bloc Party og The Flaming Lips. De var blevet indie royalty på bare to år.
Selv Paul McCartney var fan! Når manden bag ’Revolver’ roser din syrede popplade, ved du, at du har gjort noget rigtigt.
Men det var ikke kun i indieverdenen, at MGMTs neopsych bredte sig som ringe i vandet. Det var også i mainstreamen, hvor duoen indtog såvel talk-shows som ‘Gossip Girl’ med hits som ‘Time to Pretend’ og ‘Electric Feel’.
Især ‘Kids’ blev en uomgængelig landeplage. Selv 15 år senere vil du have svært ved at finde en person, der ikke kan nynne med på sangens ikoniske synthlinje, og i skrivende stund har dens foruroligende musikvideo netop passeret 177 millioner visninger på YouTube.
Duoen besøgte også Kid Cudis ’Pursuit of Happiness’, der blev et af de største hits fra rapperens eget debutalbum, ‘Man on the Moon: The End of Day’. MGMT havde brudt syrepoppens forbandelse.
Der er ikke noget at sige til, at duoen havde nerver på, da tiden endelig kom til at følge op på deres debut.
Hvorfor var albummet så ødelæggende?
Lige fra begyndelsen var det tydeligt, at ‘Congratulations’ ville blive en helt anden størrelse end ‘Oracular Spectacular’.
I første omgang forlød det endda, at duoen ikke ville udgive singler forud for albummet. De mente, at deres tre store hits havde overskygget resten af debuten, og de ville undgå, at noget lignende skete igen.
Den plan fulgte duoen ikke helt til dørs, og tre uger inden den officielle udgivelse af ‘Congratulations’ fik vi den første smagsprøve i form af sangen ‘Flash Delirium’. En syret lille sag, der på bare fire minutter gik fra doo-wop til lo-fi til The Beatles på hestemedicin.
Resten af albummet var mindst lige så flippet. Fra congas og harpsichord på ‘It’s Working’ til den 12 minutter lange prog-skæring ‘Siberian Breaks’ gik MGMT »’all in’ med bevidsthedsudvidende rockeskapisme«, som Soundvenues forbavsede anmelder dengang formulerede det.
»Der er helt sikkert ingen ’Time to Pretend’ eller ’Kids’ på albummet«, udtalte Goldwasser til NME inden udgivelsen, og det havde han fuldstændig ret i. ‘Congratulations’ fik singlerne fra ‘Oracular Spectacular’ til at lyde som det rene Britney Spears.
Det lignede et karriereselvmord. Og måske var det også hensigten.
»Det her er os, der forsøger at behandle alle de sindssyge ting, der er foregået, siden vores seneste album stak af«, fortalte VanWyngarden i et andet interview med NME. »Nogle gange føles det bare ikke naturligt«.
Hvad har albummet betydet for MGMT?
Forvirringen var enorm, da MGMT udgav ‘Congratulations’. Ikke mindst hos de knap så outrerede lyttere, for hvem ‘Kids’ og ‘Time to Pretend’ var blevet fast inventar på festplaylisten.
Ikke overraskende blev ingen af singlerne hits, og det blev heller ikke til flere samarbejder med Kid Cudi, der i stedet kastede sin kærlighed over indie-kollegerne Father John Misty og Haim. Hvis MGMT faktisk aktivt prøvede at trække sig fra mainstreamen, var de lykkedes.
Deres selvbetitlede album fra 2013 gjorde heller ikke meget for at lukke dem ind i varmen igen. I et interview med Rolling Stone har duoen sidenhen fortalt, at deres to seneste album fik så hård en modtagelse, at de troede, de aldrig for alvor ville blive populære igen.
Men historien har en lykkelig slutning. For efter en længere pause vendte duoen i 2018 tilbage med ‘Little Dark Age’, der blev deres største album siden debuten.
Deres synthpoppede comeback-album er ganske vist ikke helt lige så mainstream-venligt som ‘Oracular Spectacular’. Men det er heller ikke det idiosynkratiske syretrip, de leverede på ‘Congratulations’.
I stedet er det en slags gylden mellemvej. »Duoen synes endelig at have fundet en formel, der både er vedkommende og indeholder den kunstneriske eksperimentelle integritet, som den ironiske debut manglede«, skrev vores anmelder og kaldte det MGMT’s bedste udspil til dato.
MGMT bliver nok aldrig igen de stjerner, duoen var i slutningen af 00’erne. Men med titelnummeret fra ‘Little Dark Age’ fik de deres første hit i næsten et årti, og forventningerne er høje til deres kommende femte album.
Det ville ikke være helt skævt at sige, at duoen lige nu oplever en renæssance.
Så hvem ved? Måske brænder de det hele ned til jorden igen, som de gjorde det med ‘Congratulations’.
Tidligere artikler i serien ‘Udgivelserne, der smadrede en karriere’:
Med ’The Big Day’ gik Chance the Rapper fra at være ’den nye Kanye’ til ugens joke
‘Whole Lotta Red’: Sådan blev Playboi Cartis punkrap-mareridt en kultklassiker på bare to år
‘Call Me Maybe’ brændemærkede Carly Rae Jepsen som evigt one hit wonder – men hun er så meget mere
Hvem havde troet, at Drake kunne ødelægge en karriere med en enkelt sang?
’The Story of Adidon’: Drake var flyvende – lige indtil Pusha T fandt haglgeværet frem
Det var meningen, Chief Keef skulle være den nye 50 Cent – indtil ‘Bang, pt. 2’ smadrede alt
Arcade Fire var indierockens frelsere – lige indtil det gammelmandssure ‘Everything Now’