MGMT

Det er ikke underligt, at MGMT har været nervøse forud for releasen på deres andet album.

For hoppede man opstemt rundt til 00’er-generationshymnerne ‘Time to Pretend’ og ‘Kids’, vil man umiddelbart have svært ved at finde fodfæste under første gennemlytning af ‘Congratulations’.

Det kan godt være, makkerparret Andrew VanWyngarden og Ben Goldwasser er blevet udråbt som bannerførere for den navnkundige Brooklyn-psych-bølge. Men det er først nu, de flipper rigtigt ud. For fra duoen hopper i baljen med rankrygget syrepop tilsat congas og harpsichord på ‘It’s Working’ og til de otte numre senere lægger festen ned med det afdæmpede titelnummer (der lyder som en vintage 70’er-Bowie-ballade-aftapning), bliver man trakteret med lystigt gravrøveri i højeste gear. Først og fremmest fra 60’ernes gyldne psykedeliske og progressive rock-æra hvis krøllede skabertrang løber som en rød tråd gennem albummet. Men også med den direkte hyldest til en af artrockens store originaler på den poppunkede ‘Brian Eno’ – eller når ‘Someone’s Missing’ midtvejs slår over i et Jackson 5-klingende refræn.

Ind i mellem truer albummet dog med at blive revet i stykker af den strittende strøm af påfund. Eksempelvis er instrumentalnummeret ‘Lady Dada’s Nightmare’ ligeså ligegyldigt, som titlen antyder, og selvom den 12 minutter lange ‘Siberian Breaks’ rummer fængende momenter (som de The Zombies-inspirerede harmonier efter halvandet minut), mangler kompositionen melodisk kit til at forløse den storladne vision. Det ændrer dog grundlæggende ikke ved projektets opløftende vilje til at gå ‘all in’ med bevidsthedsudvidende rockeskapisme.