UDGIVELSERNE DER SMADREDE EN KARRIERE. Nogle gange kan en enkelt udgivelse spænde ben for en hel karriere, om det så drejer sig om et destruktivt diss-track eller bare et elendigt album. I denne serie dykker vi ned i en række af disse udgivelser.
Hvad gik forud for albummet?
Justin Timberlake var et af 00’ernes største ikoner.
Med en fortid som en af boyband-æraens helt store stjerner, mastodontiske hits, en kontroversiel Super Bowl-optræden og en A-liste-befængt datinghistorie, var han popstjerne med stort P.
Hans samarbejde med The Neptunes og Timbaland, nogle af tidens toneangivende producere, gav os noget af 00’ernes mest spændende og ikke mindst succesfulde popmusik.
‘Justified’ fra 2002 og ‘FutureSex/LoveSounds’ fra 2006 blandede innovative rap- og r’n’b-lyde med en klar popæstetik og gjorde Timberlake til en af periodens prægende popstjerner.
‘The 20/20 Experience’ fra 2013 var en mere ujævn, men stadig lytteværdig udgivelse, hvor Justin Timberlake blandede soul og disco ind i den poplyd, han var kendt for. Albummet inkluderede også et stort hit i form af ’Mirrors’.
Men Justin Timberlake var ikke tilfreds med blot at lave popsange. Han ville nedbryde grænser. Han ville lave noget, der aldrig var hørt før.
Når man prøver noget så radikalt, kan der typisk ske to ting. Enten laver man noget unikt og genialt. Eller også laver man noget usammenhængende makværk.
Med sit fjerde album, ‘Man of the Woods’ fra 2018, landede Justin Timberlake med et brag i kategori nummer to.
Hvorfor var albummet så ødelæggende?
Op til udgivelsen af albummet annoncerede Justin Timberlake, at hans mål på ‘Man of the Woods’ var at blande »moderne americana med 808-trommer«. Med sin baggrund i sydens Memphis gav det som sådan fin nok mening at blande to stilarter — country og rap — som Timberlake er vokset op med.
Desværre fremstod Justin som én, der havde et ønske om at blande to genrer uden rigtig at forstå nogen af dem. Det resulterede i et harmonikasammenstød af et album der, som Soundvenues anmelder Sofie Kock Aukdal rigtig nok pointerede, er en »kamp at komme igennem«.
Det er, som om Justin Timberlake udtænkte konceptet på en dag, smed en 808-tromme under en akustisk guitar, og derefter tog på glamping med familien, for aldrig nogensinde at overveje om det hele kunne forfines eller videreudvikles. Og så har vi ikke engang talt om de komplicerede kulturelle undertoner, han på enormt klodset vis legede med.
Førstesinglen ‘Filthy’ var et rod. Men andensinglen ‘Supplies’ led af decideret storhedsvanvid. Sangen havde en komplet vanvittig video, en tekst der kaster sig ud i tiltagende absurde metaforer og maniske Pharrell-adlibs. Det var more is more på værst tænkelige vis.
Mange af numrene, som titeltracket, ‘Sauce’, ‘Wave’ og ‘Livin’ Off The Land’, bevægede sig inden for et relativt sammenhængende lydbillede. Problemet var bare, at det lydbillede var så enerverende, at det var som at blive waterboardet med sydstatslunken Bud Light.
Intet nummer illustrerer miseren bedre end ‘Flannel’, hvor en tør akustisk guitar og dødkedelige strygere møder en gumpetung 808, der kæmper en umulig kamp for at være kontrabas, mens trommemaskine-hihats får sangen til at lyde som en demo.
Læg dertil en tekst, hvor Justin Timberlake sammenligner sin skovmandsskjorte med sin kærlighed til konen Jessica Biel, og du har et nummer så dumt, at det nærmest er fornærmende.
Selv hvis man formår at stå igennem det rundforvirrede lydbillede, er der ikke meget at komme efter.
For ‘Man of the Woods’ er fyldt med for lange og ligegyldige sange. De sukkersøde kærlighedsfloskler føltes unuancerede (hvor er det nu vi har set det før?).
Timberlake har aldrig været den mest dybsindige sangskriver, men hans tekster og tematikker fungerede til det, hans musik var, nemlig dansegulvsbaskere og store popballader.
‘Man of the Woods’ stilede efter noget dybere, men endte med at være så intetsigende, at det fik verden til at tage hele hans popstjernestatus op til genovervejelse.
Hvad har albummet betydet for Justin?
’Man of the Woods’ var et katastrofalt album. Anmeldelserne var dårlige, og det Super Bowl-show, der skulle promovere udgivelsen, var middelmådigt.
I dag, fem år senere, er albummet nærmest glemt. Skulle man alligevel forvilde sig ud i et genlyt, vil man høre, at det på ingen måde er ældet med ynde.
Siden Timberlakes mislykkede forsøg, er der navne som Kidd G, Florida Georgia Line og Sam Hunt, der har gjort karriere på at blande hiphop og country, og som gør det meget bedre og mere autentisk. Lil Nas X har haft gigantisk succes med country/rap-hybriden ’Old Town Road’.
Men Justin Timberlake aldrig er vendt tilbage, hverken til dette albums lyd eller til popmusik som sådan.
Sandheden er nok, at han allerede var ved at blive umoderne. Hans polerede, maksimalistiske form for pop var på vej ud til fordel for en mere direkte hiphop-inspireret lyd.
Tiden var allerede ved at løbe fra Justin Timberlake, og det virkede, som om han måske inderst inde ikke rigtig var interesseret i at følge med. Han ville hellere på selvrealiseringstur i skoven.
På den måde gjorde albummet to ting klart: Justin Timberlake var færdig med popmusik, og popmusik var færdig med Justin Timberlake.
Han har kun udgivet få ting siden. Om det er et direkte resultat af den modtagelse, ‘Man of the Woods’ fik, kan man kun gisne om, men måske han har besluttet sig for at efterleve sine egne ord fra den gabende kedelige ‘Say Something’.
Nogle gange er det bedst, slet ikke at sige noget overhovedet.
Andre artikler i serien ‘Udgivelserne, der smadrede en karriere’:
Med ’The Big Day’ gik Chance the Rapper fra at være ’den nye Kanye’ til ugens joke
‘Whole Lotta Red’: Sådan blev Playboi Cartis punkrap-mareridt en kultklassiker på bare to år
‘Call Me Maybe’ brændemærkede Carly Rae Jepsen som evigt one hit wonder – men hun er så meget mere
Hvem havde troet, at Drake kunne ødelægge en karriere med en enkelt sang?
’The Story of Adidon’: Drake var flyvende – lige indtil Pusha T fandt haglgeværet frem
Det var meningen, Chief Keef skulle være den nye 50 Cent – indtil ‘Bang, pt. 2’ smadrede alt
Arcade Fire var indierockens frelsere – lige indtil det gammelmandssure ‘Everything Now’