Justin Timberlake rammer helt ved siden af med ‘Man of the Woods’
Magiske ting kan opstå, når to verdener mødes – tag bare Kanye og Bon Iver, Bruno Mars og Cardi B, pop og latin eller chokolade og lakrids for den sags skyld.
Men da Justin Timberlake i en promovideo forklarede, at hans femte album ville parre »moderne americana med 808-trommer«, var der nok mange, der så en anelse uforstående ud. Prinsen af pop har i løbet af sin karriere ikke lagt skjul på sin kærlighed til hjemstavnen Tennessee, men… et countryalbum? Med hiphoptrommer?
Den er altså god nok. ‘Man of the Woods’ er et forsøg på at forene elementer fra countrygenren med pop, r’n’b og hvad man tilnærmelsesvis kan kalde hiphop, og på papiret giver det sådan set fin mening, at Timberlake forsøger at trække sine rødder med ind i den popmusik, vi kender ham for.
Åbneren ‘Filthy’ er et stramt popnummer a la ‘SexyBack’, men fra albummet anden sang, ‘Midnight Summer Jam’, er man som lytter kørt i stilling til en voldsom genrefusion, hvor harmonikasolo, violintemaer og 808-bund lever side om side. Sammensmeltningen er en kamp at komme igennem.
Den akavede genrekombination udpensles yderligere på ‘Sauce’, som er Timberlakes country-hillbilly-take på, hvad det vil sige at have sauce. Herfra og frem til skæring nummer syv (‘Supplies’) støder man på albummets klart mest fjollede numre. Særligt titelnummeret og ‘Wave’ lyder næsten som country-karikaturer, og selv om tilsætningen af moderne 808-trommer er et sjovt påfund, er resultatet et ekstremt hektisk og kluntet lydbillede. Sjovt, men ikke særlig elegant. Især på ‘Wave’ og senere på den halvfilosofiske ’Livin Off the Land’ bliver den insisterende, kontrabas-simulerende bas næsten uudholdelig.
Det lyder lidt som om, at Timberlake, og ikke mindst producerkumpanerne Timbaland og The Neptunes, ikke har kunnet tage en beslutning om, hvad ‘Man of the Woods’ egentlig skulle være for et album.
Genrereferencerne er utallige og stikker i ekstremt mange retninger: De tåkrummende ‘skrrrt’-lyde på ‘Supplies’ peger mod Migos, ‘Morning Light’ med Alicia Keys leder tankerne hen mod gamle ragtime-klassikere, og så er der en håndfuld numre som ‘The Hard Stuff’, ‘Young Man’ og ‘Flannel’, der godt kunne lyde lidt som nogle af de ret så fine ballader fra ’The 20/20 Experience’, hvis ikke det var for den tunge 808-bund.
Selvfølgelig er det ikke per definition en dårlig idé at lave et album, der snuser til flere genrer, men her kammer det over i sådan en grad, at referencerne lyder som uovervejede gimmicks eller skøre påfund, der burde være skåret fra tidligt i skriveprocessen. For at det ikke skal være løgn, sniger der sig også en panfløjte ind på ‘Flannel’ og ‘Livin Off the Land’. Helt ærligt, hvordan skal man kunne tage det seriøst?
Tekstligt er albummet en ode til Justins familieliv. ‘Young Man’ er en hyldest til sønnen Silas, mens mrs. Jessica Timberlakes stemme optræder flere gange på albummet. Blandt andet i det lidt akavede interlude ‘Hers’, hvor hun taler om Justins gamle mindefyldte flannelskjorte.
Selv om tematikkerne egentlig er ganske fine, er de fortalt med et lidt for kækt, intetsigende sprog: »I’ll catch a couple fish, then we can dine / look, we’re getting better / aging like your favorite wine«, synger han på ‘Wave’, og de sære metaforer fortsætter på ‘Higher Higher’: »I might as well have been some butter / melting all over, girl, what?«.
Bevares, han har aldrig været en stor lyriker, men på ‘Mirrors’ fra ’The 20/20 Experience’ beviste han, at han sagtens kan skrive en fin kærlighedssang. Hvorfor nu de underlige madmetaforer?
Timberlakes forsøg på en alternativ genrefusion er skudt helt ved siden af, og forhåbentlig smider han flannelskjorten og vender tilbage til sit mere klædelige suit and tie på fremtidige album.
Kort sagt:
‘Man of the Woods’ er Justin Timberlakes forsøg på at forene elementer fra countrygenren med pop, r’n’b og hvad man tilnærmelsesvis kan kalde hiphop. Men desværre er resultatet et ekstremt hektisk og kluntet lydbillede. Selvfølgelig er det ikke per definition en dårlig idé at lave et album, der snuser til flere genrer, men her kammer det over i sådan en grad, at referencerne lyder som uovervejede gimmicks eller skøre påfund, der burde være skåret fra tidligt i skriveprocessen.
Læs også: De syv pinligste kærlighedsklicheer på Justin Timberlakes nye album