UDGIVELSERNE, DER SMADREDE EN KARRIERE. Nogle gange kan en enkelt udgivelse spænde ben for en hel karriere, om det så drejer sig om et destruktivt diss-track eller bare et elendigt album. I denne serie dykker vi ned i en række af disse udgivelser.
Hvad har egentlig været værst for Arcade Fires eftermæle?
Det faktum, at Win Butler i 2022 blev anklaget for seksuelt krænkende adfærd over for fire personer, eller den teknologikritiske discoplade, Montreal-kollektivet udgav fem år før?
De to ting er selvsagt svære at sammenligne. Men man kunne godt argumentere for sidstnævnte.
For allerede inden frontmanden blev beskyldt for at have opført sig upassende, var Arcade Fire for længst kravlet ned ad den piedestal, musikverdenen i 00’erne havde sat dem op på.
Det skyldes først og fremmest ‘Everything Now’, deres femte og til stadighed værste album, der outede dem som forstokkede boomers, og som måske endda formåede at underminere hele bandets mytologi.
Hvordan gik det så galt? Lad os starte fra begyndelsen.
Hvad gik der forud for albummet?
I 2004 udgav Arcade Fire det bedste rockalbum nogensinde.
Sådan må det i hvert fald have føltes i øjeblikket, hvis man orienterede sig i de toneangivende musikmedier, dengang Butler-brødrene og co. udsendte deres første album, ‘Funeral’.
Hos såvel amerikanske Pitchfork som i britiske The Guardian blev det kaldt en øjeblikkelig klassiker. Snart to årtier senere er debuten – ifølge Metacritic, som samler anmeldelser og finder en gennemsnitlig karakter ud af 100 – stadig blandt musikhistoriens bedst anmeldte album med en score på 90.
Soundvenues anmeldelse er ikke med i optællingen, men også her tilsluttede vi os koret af kritikere, der udråbte ‘Funeral’ til et mesterværk. »Kollegerne i rockverdenen kan godt begynde at svede nervøst i håndfladerne«, lød det i vores seksstjernede anmeldelse.
Efter at være blevet kåret som noget nær indierockens frelsere fulgte Arcade Fire tre år senere op med det dommedagsprofetiske ‘Neon Bible’, der med kirkeorgel og himmelsk korsang beviste, at ‘Funeral’ ikke blot var begynderheld.
I 2010 gjaldt det ‘The Suburbs’. Et storslået konceptalbum om forstadslivets skyggesider, der vandt dem en Grammy for Årets Album.
Begge disse album virkede som naturlige forlængelser af debuten. Men Arcade Fire ville ikke sættes i bås. Det beviste de, da de i 2013 allierede sig med LCD Soundsystems James Murphy og skabte det dansevenlige dobbeltalbum ‘Reflektor’, som for første gang i karrieren delte vandene med sine tørre trommemaskiner og sin fem kvarter lange spilletid.
Anmelderne var for så vidt stadig ombord. »Færre strygere, større nosser«, lød dommen eksempelvis her hos Soundvenue. Men for fansene var det anderledes. De følte sig forrådt af deres frelsere.
Men ‘Reflektor’ var ikke den karrierenedsmeltning, som det af nogle fans blev gjort til.
Den kom først fire år senere.
Hvorfor var albummet så ødelæggende?
’Reflektor’ beviste, at Arcade Fire var mere end bare strygere og stueorgler. Som band var de måske stadig bedst på kirkebænken, men de fungerede også på dansegulvet. Sådan da.
Det var med andre ord ikke selve lyden, der var så ødelæggende for ’Everything Now’. Heller ikke selvom dancerock blev til disco, og James Murphy viste sig at have været et langt bedre match for bandet på ’Reflektor’, end Daft Punks Thomas Bangalter var det på opfølgeren.
Nej, problemet med ’Everything Now’ var først og fremmest humøret. Viben.
Det var tydeligt, allerede inden albummet udkom. Det blev indvarslet via en Twitter-konto designet som en russisk spambot. Der var blogpost-parodier og falske fax fra et firma ved navn ’Everything Now Corp’. Meget meta.
Det egentlige album viste sig at være lige så højrøvet. Teksterne kredsede om konsumerisme og internetkultur. Om at lede efter livstegn i en åndsforladt verden, der allerede er fortabt. Ikke længere dommedagsprofeter, bare brokhoveder.
I bandets storhedstid sang Win Butler med mere indlevelse end nogen anden frontmand i indierocken. Nu lød han nærmest følelsesforladt.
På ‘Everything Now’ fremstod Arcade Fire mest af alt som en flok sure gamle mænd (og én sur gammel kvinde), der pegede fingre ad ungdommen. Den musikalske personificering af dine forældre, der beder dig om at pakke iPad’en væk. Win Butler har tjekket din skærmtid, og han er dybt skuffet.
»Sluk telefonen!« lyder budskabet på det teknofobiske titelnummer, men det eneste, man får lyst til at slukke for, er musikken.
Ret skal være ret. ’Everything Now’ er ikke blottet for gode stunder. Eller, det vil sige, det er i hvert fald ikke blottet for én god stund.
Jeg taler naturligvis om albummets groovy femtesingle, ‘Put Your Money on Me’. Har du nogensinde overvejet, hvordan det ville lyde, hvis Tame Impala lavede et cover af ABBAs ’Dancing Queen’? Her er svaret, og det lyder fantastisk.
Men resten af albummet svælger i kynisme. I frygt for forandring. Eller som vores anmelder dengang formulerede det i sin tostjernede anmeldelse: »De nye sange er ikke bare blottet for interessante eller overraskende perspektiver, de er også blottet for empati«.
Hvad har albummet betydet for Arcade Fire?
Det er ikke, fordi rockalbummet som format ikke egner sig til at formidle den fremmedgjorthed, vi oplever i den digitale tidsalder. The 1975’s ’A Brief Inquiry into Online Relationships’ udkom året efter, og det lød på mange måder som det værk, Arcade Fire havde forsøgt at skabe.
Tidligere i år gjorde danske Zar Paulo noget lignende på debuten ‘Elendig software’, stærkt inspireret af selve skoleeksemplet på en teknologikritisk rockplade, Radioheads ’OK Computer’.
Men Arcade Fire lavede ikke en ’OK Computer’. De lavede en ’OK boomer’, og det har forfulgt dem lige siden.
Det kom blandt andet til udtryk i den efterfølgende turné – den såkaldte ‘Infinite Content tour’ – hvor de efter sigende spillede for halvtomme arenaer i Nordamerika. Fankærligheden var ikke ubetinget.
Måske var det også derfor, at Arcade Fire på sidste års ’We’ vendte tilbage til det, de er bedst til. Teatralsk indierock med store armbevægelser. Skamløs sentimentalitet. Lige det, fansene gik og savnede.
Men selv her led bandet under den fuser, de havde lavet fem år forinden. ’We’ var ikke det glædelige gensyn, det burde have været.
Var Arcade Fire vendt tilbage til signaturlyden efter ’Reflektor’, havde det føltes som en hjemkomst. Efter ’Everything Now’ virkede det snarere som en sidste krampetrækning. Det lugtede af desperation.
’We’ var en forbedring fra forgængeren. Men kynismen spøgte stadig i kulissen. »I unsubscribe, this ain’t no way of life«, lyder mantraet på ‘End of the Empire I-IV’. Win Butler skulle åbenbart bruge fem år mere på at samle sig mod til at slette sin Facebook-konto.
Det lyder forstokket. Og måske havde det lydt sådan uanset.
Men måske bemærker man det kun, fordi ’Everything Now’ inden da havde outet dem som det gammelmandssure band, de åbenbart er blevet. Sure på teknologien, men også sure på den ungdom, som de på engang tog i forsvar.
På ’Funeral’ lød Arcade Fire som en generationsstemme. Nu lyder de mest som et levn fra fortiden.
Tidligere artikler i serien ‘Udgivelserne, der smadrede en karriere’:
Med ’The Big Day’ gik Chance the Rapper fra at være ’den nye Kanye’ til ugens joke
‘Whole Lotta Red’: Sådan blev Playboi Cartis punkrap-mareridt en kultklassiker på bare to år
‘Call Me Maybe’ brændemærkede Carly Rae Jepsen som evigt one hit wonder – men hun er så meget mere
Hvem havde troet, at Drake kunne ødelægge en karriere med en enkelt sang?
’The Story of Adidon’: Drake var flyvende – lige indtil Pusha T fandt haglgeværet frem
Det var meningen, Chief Keef skulle være den nye 50 Cent – indtil ‘Bang, pt. 2’ smadrede alt