Arcade Fire ‘Reflektor’
Når et band vokser voldsomt i størrelse, sker der ofte én af to ting. Enten indsætter den kreative tørke og frygten for at skuffe de udsolgte arenaer, og det hele bliver krampagtigt. Se bare Kings of Leon der forvandlede sig fra råt rockband til stadionstenstøtter. Eller også bliver succesen nøglen til en ny frihed, hvor man har magten og ressourcerne til at forfølge de vildeste drifter og ideer. Se bare Radiohead der gennemgik en stilmæssig reinkarnation på ‘Kid A’ og tydeligvis stortrives med at gøre præcis, hvad der passer dem.
Med deres fjerde udspil slutter Arcade Fire sig utvetydigt til den sidste lejr og løfter legesygen og kreativiteten til nye svimlende højder. Det var tydeligt allerede i deres overvældende introduktionsvideo til ‘Reflektor’-universet, et 22 minutter langt indbrud i en velpolstret idébank bestående af en salsaklubkoncert, fraklip fra fiktive tv-shows, celeb-cameos fra Bono og Ben Stiller, falske filmtrailere, selvironiske sketches og et helikopterstyrt i én vidunderlig pærevælling. Det samme sprudlende kaos hersker over albummets 13 sange og 75 minutter.
Tættest på canadiernes velkendte lyd kommer ‘Joan of Arc’, der starter som speedet punk, men snart læner sig tilbage i et T. Rex-groove og løftes af sakrale korstemmer i et langt efterspil. ‘Normal Person’ er et slingrende og viltert støjende rocktog med manisk dansende klaver, imens omkvædet i ‘Awful Sound (Oh Eurydice)’ lyder som Wayne Coynes mangelagede syreversion af en svulstig Beatles-sing-a-long.
Hvert eneste nummer er tætpakket med detaljer, stykker der nærmest modarbejder hinanden, distortede lyde, ufo-synth, manipulerede korstemmer, mærkværdige mellemstykker og frække træblæsere på lynvisit. Ting rasler i krogene. Sangene afbrydes abrupt, fader ind fra gadestøj eller indledes med pseudopræsentationer (»thank you guys so much for coming out«).
Læs også: Se Arcade Fire spille ‘Normal Person’ og ‘Afterlife’ hos Stephen Colbert
I virkeligheden er det kun Win Butlers stemme, der binder sløjfe på loppesækken, med hustru Régine Chassagne som blid back-up, men ofte tilbage i mikset, og sjældent med lyrik der påkalder sig opmærksomhed. Det her handler om musikken, og når den er så eventyrparat og frygtløs, så ser man let gennem svipsere som den dubbede ‘Flashbulb Eyes’ med mariachitrompeter og den lidt for glade guitarrocker ‘You Already Know’. Småsten i et gloværdigt maskineri.
James Murphys aftryk i producerstolen kan i den grad høres. Arcade Fire har godt nok ikke lavet det disco-album, som det hypnotiserende mørke danseinferno af et titel- og åbningsnummer med David Bowie på gæstevokal ellers antydede. Men det er enormt kropsligt og beat-fikseret. ‘We Exist’ rider på en stram rytmesektion med stor gæld til Michael Jacksons ‘Billie Jean’, og den charmerende ‘Here Comes the Night Time’ rummer en sommerlig reggaeton-motor i første vers, inden der går flabet, dvask disco i den.
Læs også: Se Arcade Fires stjernespækkede koncertfilm ‘Here Comes the Night Time’
Mere køligt bliver det mod slutningen med en fænomenal trio af fuldtræffere. ‘It’s Never Over (Oh Orpheus)’ er brutal og electrofunky under Win og Regines sammenfiltrede vokaler, dansegulvsjæleren ‘Porno’s fingerknips, synth-stabs og tørre trommemaskine går først lige i nakken og løber så koldt ned ad ryggen, imens ‘Afterlife’, en klassisk og storslået Arcade Fire-konstruktion med luft under vingerne, flirter frontalt med afrobeat.
Referencerne summer om sangenes kroppe og stikker dem til blods, så forladte LCD Soundsystem-fans vil komme tromlende med tørstige tunger og glemme deres savnede helte for en stund. Det her er en eminent opdatering af Arcade Fire. ‘Reflektor’ er mindre højstemt end forgængerne, men har mere attitude. Færre strygere, større nosser.