‘We’: Arcade Fire er tilbage som Arcade Fire – og de er ligeglade med, at hipsteren er død og begravet
Da vi sagde farvel til hipsteren som uomgængelig stilmarkør for ti år siden, var det også en afsked med indierocken som musikalsk ledestjerne.
Ud med sværmerisk intellektualisme og halvironisk coolness. Ind med politisk engagement og ublu indlevelse.
Så var det lige pludselig svært at være Arcade Fire.
Canadierne var blevet indieyndlinge med en blanding af teatralsk kunstrock og ligefremt drive. Deres musik kom med kropslighed og energisk leg, men også med distance.
Det var ikke altid til at høre, om de rigtig mente det, når de kritiserede tiden, vi levede i. Så da hipsteren døde, måtte Arcade Fire på identitetsjagt.
Det forklarer dance-forvildelsen ‘Everything Now’ fra 2017. Og det forklarer måske også nostalgien på deres nye udgivelse.
Når man kigger ned over tracklisten til deres sjette studiealbum, ‘We’, er det som at være tilbage i 00’erne. Dengang der ikke var grænser for indierockens selvtillid.
Sangtitlerne lyder som dystopiske essays med titler som ‘Age of Anxiety I-II’ og ‘End of the Empire I-IV’. Albummet selv henter sit navn fra russisk sci-fi anno starten af 1920’erne.
Måske skal vi bare acceptere, at det er her, Arcade Fire hører til.
I fortiden.
Uanset hvad, så er ‘We’ en udgivelse, der viser, at canadierne er tilbage i genkendelig form efter ‘Everything Now’. Og det kan altså noget.
Win Butler, Régine Chassagne og resten af kvintetten lægger ambitiøst fra land.
På ‘Age of Anxiety I’ synger Butler ængsteligt om søvnløshed og piller, mens en syntetisk bas dunker blidt af sted. Tålmodigt bygges flere lag på, men i stedet for et stort klimaks hører man et intermezzo af åndedræt og babylonisk hvisken.
Angstens utydelige stemmer.
»Rabbit hole, plastic soul«, rimer han videre på ‘Age of Anxiety II’. »Somebody, delete me!« En kritik af overfladisk underholdning og sociale medier, men også lidt en leg, fornemmer man.
I hvert fald leger Arcade Fire med summende synth og leder os direkte ned i et kaninhul af metalliske overtoner. Vi ender i et parallelunivers af lyse, Mew-klingende korlinjer og orkestralt vingesus.
Storladent.
De går planken helt ud på firsatsede ‘End of the Empire’. Først med en blanding af britpopballade og Father John Misty-epos, siden med en ekstremt kitschet hymne over en faldende baslinje.
»I unsubscribe, this ain’t no way of life, I don’t believe the hype«, filosoferer Butler over undergangen. Det helt store flip udebliver dog.
Det er, som om Arcade Fire kun lige vil hen til kanten og kigge ned, ikke tage springet.
Første halvdel af ‘We’ lyder som en hyldest til den progressive rocks store armbevægelser, men med bremsen trukket. Og forsigtigheden tager kun til på sidste halvdel af albummet, der lyder som ét langt bamsekram.
‘The Lightning I-II’ står med et ben i hver lejr. Desperat Meat Loaf-dramatik og Springsteen-energiske, dunkende gentagelser. »Please don’t quit on me«, trygler Butler. Kærligheden har taget over.
Decideret sødladent ender det med ‘Unconditional I-II’.
Først opbyggelig folkpop med akustisk guitar, triangel og en drivende sentimental vuggevise til Butlers søn om, at alting nok skal gå. »It’s alright to be sad, du-du-duu«.
Så tager Régine Chassagne over på II’eren med albummets mest anonyme sang. »We’ve got one life, no time for division«, synger hun helt lyst.
Ængstelsen er erstattet af bekræftelsessyge. Og saligheden fortsætter på titelnummeret med idyllisk guitarspil. Tre, to, en, smil!
På godt og ondt er ‘We’ Arcade Fire, som Arcade Fire er bedst. Pompøst, medrivende, ekstremt iørefaldende. De vil aldrig klare sig i en verden uden hipsteren, men mon ikke han vender tilbage. Måske ‘We’ endda lokker ham frem fra sit skjul.
Kort sagt:
Arcade Fires nye album er alt for meget på den måde, som Arcade Fire nu engang er alt for meget på. Det er pompøst, ekstremt iørefaldende og lyder som et forsøg på at vække hipsteren til live igen.