Hvordan lyder albummet?
‘AM’ er lyden af et totalt overbevisende band, som viser spændvidde og facetter, der rammer lige, hvor de skal. Selvsikkert, musikalsk varieret og lyrisk relaterbart.
For selvom frontmand Alex Turner på dette tidspunkt virkelig er blevet rockstjerne i A-list-ligaen, er han også en søgende ung mand, der beskriver situationer, som er genkendelige for mange:
»Incapable of making allright decisions and having bad ideas / Left you multiple missed calls and to my message, you reply: Why’d you only call me when you’re high?«, lyder det fra den rastløse natteravn på hitsinglen ‘Why’d You Only Call Me When You’re High’.
Han er næppe den eneste, som er kommet til at sende en besked eller foretage et opkald i løbet af natten, hvor det lige var alkoholen, der havde overtaget. Alex Turner rammer noget universelt. Man kan spejle sig i ham.
Kvartetten fra Sheffield kombinerer den type tekster med en lyd, der spænder den genremæssige bue helt op.
Her er både sumpet blues i moderne klæder (‘Do I Wanna Know?’) reminiscenser af tidlig heavy metal (‘Arabella’) og sofistikeret orkestral pop (‘No. 1 Party Anthem’).
Elementer, der ganske vist er rockens trofaste væbnere, men man hører også, hvordan Turner og kumpanerne går efter en vibe, der smager af r’n’b og hiphop.
Heriblandt det percussive flow i kor-intermezzoet på ‘Knee Socks’, og rytmesektionen i versene på ‘Why’d You Only Call Me When You’re High’ og ovennævnte ‘Arabella’.
Nøglen til at forstå ‘AM’s appel ligger i denne kreative tilgang, hvor det netop er hiphop-elementer, der skaber bund og groove i samspil med de konventionelle rockingredienser.
Da ‘AM’ udkom, var rocken allerede på retræte som tidens definerende kommercielle genre, og måske var det derfor, Arctic Monkeys søgte mod andre lyde.
Turner har nævnt både Outkast, Black Sabbath og Aaliyah som inspirationskilder for ‘AM’.
Og da han i NME blev bedt om at beskrive udtrykket på ‘AM’, lød svaret – med frontmandens vanlige sans for sprogblomster: »Et Dr. Dre-beat med en Ike Turner-frisure, der bliver sendt på galop gennem ørkenen på en Fender Stratocaster«.
Hvad var albummets virkning og historie?
2013 var et stort år for musik, som var alt andet end rock.
Selvom året bød på excellente album som Vampire Weekends ‘Modern Vampires of the City‘ og Nick Cave & the Bad Seeds’ ‘Push the Sky Away‘, var 2013 også et år, hvor rocken fik konkurrence af værker fra andre genrer.
Album, som er værdige til klassiker-prædikatet, tæller både Daft Punks ‘Random Access Memories‘, James Blakes ‘Overgrown‘ og Kanye Wests ‘Yeezus‘.
I denne nye æra var Arctic Monkeys stadig med i frontlinjen og ramte tidsånden med et gennemarbejdet værk, der både tilgodeså den verden, de selv kom fra, og samtidig implementerede nye indflydelser.
Måske er ‘AM’ derfor også det sidste store rockalbum. Det var en guitarbaseret udgivelse, som viste et band, hvis kreative kilde ikke var indtørret. Resultatet var hyldester fra anmelderne og en stor kommerciel succes.
Den kombination udgør netop idéen om ’Det store rockalbum’ – det er nødt til at være både en folkelig og en kunstnerisk succes.
Personligt ville jeg dog allerhelst sige, at ’AM’ var ’det seneste store rockalbum’, for håbet lever jo stadig for, at genren kan få tilsvarende succes igen.
Men lige nu – mens vi puster de ti lys ud på fødselsdagskagen for ‘AM’ – må vi acceptere, at vi ikke siden har fået et rockalbum, der samler masserne og efterlader sig et varigt spor i musikhistorien.
Hvorfor er der ikke kommet flere af den type album siden?
Selvom Arctic Monkeys fortsatte deres kunstneriske udvikling med ‘Tranquility Base Hotel & Casino‘ fra 2018, og videreudviklede den loungede 60’er-soundtrack-influerede æstetik (som Turner også kultiverer i The Last Shadow Puppets) på ‘The Car‘ fra 2022, har de ikke siden matchet den kommercielle tyngde, som ‘AM’ kan bryste sig af.
Helstøbte værker, hvor det kunstneriske format forløses, samtidig med at den kommercielle appel er til at føle på, har vi de senere år set hos Taylor Swift, Kendrick Lamar, Beyoncé, Frank Ocean og Kanye West.
Men hvorfor brillerer den slags udgivelser så med deres fravær i Rockland?
For Arctic Monkeys’ eget vedkommende, kan det skyldes, at de blev et kælent cocktailband. Ikke just en disposition, der forener de store forsamlinger i guitargnistrende eufori.
Hvorfor vi ikke har set et stort relevant rockalbum de senere år, skyldes også at andre af rockens store fakkelbærere er stagneret fuldstændigt, og har deciderede makværker på samvittigheden.
Her fortjener særligt Muse, Interpol, Kings of Leon og Foo Fighters en tur i skammekrogen, da de på karrierens seneste udgivelser hverken har udfordret sig selv eller bidraget til at gøre rocken relevant, vedkommende og slagkraftig igen.
Bands som Imagine Dragons, der nyder enorm hitlistesucces, har jeg heller ikke den store tiltro til kan levere det næste store rockalbum.
Jeg har svært ved at forestille mig, at deres pompøse stadionrock kan udmønte sig i et værk af varig værdi. Her mangler den kunstneriske del af ligningen.
Det band, der kommer tættest på at kunne lave det næste store rockalbum lige nu, er The 1975.
De nyder populærkulturens bevågenhed, besidder talentet og har et sikkert greb om virkemidlerne – uanset om det er postpunk, new wave eller 80’er-klingende synthpop.
Ligeledes vidner deres diskografi om, at de – ligesom Arctic Monkeys på ‘AM’ – ikke har berøringsangst for at lege med det musikalske udtryk.
Matty Healy og co. vil gerne vise, at de mestrer det hele. Så måske er det dem, der kommer til at give verden det næste helstøbte, kunstnerisk overbevisende og massivt appellerende rockalbum.