‘Will of the People’: Muse lyder som en selvparodi på deres hidtil værste album
Muse er pompøse. Muse er over-the-top. Muse er fjollede. Det gælder vel for selv deres bedste album.
Og de første fire Muse-album er i min optik rigtig gode. Her formår den britiske trio at have noget alvor og substans inde under alle fjollerierne, der rent faktisk er værd at lytte på.
Er ‘Knights of Cydonia’ en bizar, pangfarvet laser-spaghettiwestern? Ja. Men det er også en oprigtigt fængslende mini-rockopera, hvor hver del får den efterfølgende til at føles mere episk.
Er ‘Plug in Baby’ en over-melodramatisk svada om teknologi, hvis grundlæggende meddelelse ikke ville være uset på en boomers Facebook-væg? Jovist. Men det er også en hårdtslående banger, der er fyldt med kløgtige metaforer, og hvor forsanger Matt Bellamy oprigtigt lyder som om, han gennemgår en eksistentiel identitetskrise.
Evnen til at forene det fjollede med én eller anden form for substans er med årene svækket gevaldigt, og med ‘Will of the People’ har Muse begået deres hidtil værste album.
Det går allerede galt på albummets indledende titelnummer, hvor backingvokaler går »The will of the sheeple«. Det lyder som de irriterende typer, der mener, at alle, der deler majoritetens mening om noget som helst, med nødvendighed må være hjernevaskede af medierne.
Og så lyder selve sangen i øvrigt som et dårligt mashup af Marilyn Mansons ‘The Beautiful People’ og et forglemmeligt Green Day-nummer fra 2013.
Det bliver ikke bedre på andet track, ‘Compliance’, hvor fortælleren bogstavelig talt tager form af en diktatorisk skikkelse, der lover, at ingen vil føle smerte længere, når blot de adlyder.
Hvis det her er samfundskritik, er det godt nok mangelfuldt. Hvis det er en science fiction-dystopi, er den ikke videre fantasifuld. At musikken lyder som en dårlig Eurovision-sang gør det ikke bedre – eller lettere at lade være med at grine af.
Den ynkelige Queen-kopi ‘Liberation’ formår aldrig at bevæge sig væk fra skyggen af Muses forbilleder, og de sære vokalknæk på ‘Won’t Stand Down’ ødelægger ethvert af denne sangs forsøg på rent faktisk at være et effektivt oprørs-anthem. Nummeret bliver kun værre, når vi når til et rædsomt metalcore-kanaliserende breakdown, der ikke lyder synderligt forskelligt fra en gruppe teenagere, der netop har hørt genren for første gang.
Som om Muse ikke lød nok som Facebook-konspirationsteoretikere på titelnummeret, fortsætter de senere med en oprigtig klaverballade ved navn ‘Ghosts (How Can I Move On)’, hvor hooket er en opsang til ikke at glemme »The Great Reset« – en økonomisk plan fra World Economic Forum, som mangt en konspirationsteoretiker har skrevet op og ned om de seneste år for at få det til at lyde som om, økonomerne planlægger at bruge vacciner til at udrydde menneskeheden.
Og så snart denne sang er slut, får vi den fjollede højtidshymne ‘You Make Me Feel Like It’s Halloween’, der måske isoleret set ville have noget charme a la 50’er-hittet ‘Monster Mash’, men som virker malplaceret klemt inde mellem ‘Ghosts’ og albummets tætteste bud på en vellykket sang: Den overdramatiske ‘Kill or Be Killed’, der dog stadig har nogle rigtig overgearede, metalinspirerede vokaløjeblikke.
Her lyder Muse for en gangs skyld ikke som en selvparodi, men blot som en serie af nær-meningsløse floskler: »We’ve tried so hard to be good / but the world rewards us when we’re bad«.
Det lyder som en 14-årig, der lige har opdaget, at der findes uretfærdighed i verden og er meget overbevist om, at det er en dyb, dyb observation. Hvilket faktisk er en fin opsummering af både lyrikken og stemningen igennem størstedelen af albummet.
Efter de noget intetsigende skæringer ‘Verona’ og ‘Euphoria’ når vi til afslutningsnummeret ‘We Are Fucking Fucked’, hvilket alene på titlen lyder mere som en parodi på Muses apokalyptiske samfundsdiagnoser, end det lyder som the real deal.
Så slemt som omkvædet er – det lyder seriøst som nogen, der lige har lært, at bandeord er et potentielt virkemiddel – må jeg desværre erkende, at det ikke er en parodi. Der er ikke et glimt af satire. Det er bare sådan, Muse lyder nu.
Kort sagt:
Muse lyder som en selvparodi på det fjollede, overdramatiske og langt hen ad vejen fuldkommen pinlige album ‘Will of the People’, der selv efter en uimponerende stribe album må stå som rocktrioens hidtil værste udgivelse.