Nick Cave and the Bad Seeds
Nick Cave har på vanlig drilsk facon beskrevet sit nye udspil med det gamle backingband som lyden af en spøgelsesbaby i en rugemaskine, hvor multiinstrumentalisten Warren Ellis’ loops fungerer som barnets små, dirrende hjerteslag. Beskrivelsen kan lyde som kryptisk tågesnak, men den giver faktisk god mening, da Cave og vennernes nye album gennemgående har en pulserende og lidt spooky vibe.
Væk er de brunstige og vredt skurrende rockudladninger, der delvist prægede det forrige Bad Seeds-udspil, ‘Dig, Lazarus, Dig!!!’, og i særdeleshed sideprojektet Grinderman. Her er det snarere et afdæmpet, stemningsfuldt og undertiden halvelektronisk lydtapet, som de ni skæringer er farvet af. Sangenes drama ligger i den lavmælte inderlighed, snarere end i den ekspressive kropslighed.
Læs også: Hør Nick Cave and the Bad Seeds nye album
Cave og Ellis’ arbejde med filmmusik lader til at have smittet af på hovedprojektet, da der dukker en filmisk stemning op på flere af numrene, eksempelvis den romantiske søvngængersalme ‘Wide Lovely Eyes’ og det minimalistiske titelnummer, der som kompositioner begge virker mere svævende og stemningsbårne end vanligt. Det klæder de aldrende gentlemens musiceren og fungerer som en kærkommen ny nuance på paletten.
Nick Cave indtager veloplagt rollen som poetisk storyteller. Hvad enten han laver shoutouts til Hannah Montana (‘Higgs Boton Blues’), stiller spørgsmålstegn ved Wikipedias magt (‘We Real Cool’), eller fantaserer om forføriske havfruer (‘Mermaids’), er australierens pen som vanlig fyldt med vid og bid. Cave og hans Bad Seeds har fortsat masser at byde på.