Foo Fighters’ ‘Medicine at Midnight’ er lyden af rockmusik på sygelejet
Hiphop og pop har for længst løbet rocken over ende – og med rette. Det er efterhånden mere end konsolideret, at musikalsk innovation som oftest ikke er forrest på dagsordenen, når vi har at gøre med besætningen guitar, bas og trommer.
Et status quo, som nogle af de fremmeste eksponenter for rockmusik med stor kommerciel faktor bidrager yderligere til. Ja, det er nærmest tragikomisk, at Foo Fighters navngiver deres tiende album ‘Medicine at Midnight’. For dette er vitterligt lyden af rockmusik på sygelejet.
Det er svært at blive sådan rigtigt sur på et så hamrende sympatisk menneske som Dave Grohl. Men det er altså forstemmende, hvordan han tilsyneladende ikke kan forene sin status som ‘the nicest guy in rock’ med blot en brøkdel af lyst til at hæve barren for den genre, hans hjerte utvivlsomt banker stærkt for.
Fraregnet det veloplagte kvindekor skænker man ikke åbneren ‘Making a Fire’ yderligere opmærksomhed, og fokus forsvinder løbende i takt med, at resten af albummet spiller. Som står man ventende på en perron, mens et godstog fræser forbi.
Lige så forglemmelige (det er lyden af albumfyld) er ‘Holding the Poison’ og titelnummeret, og decideret pinagtigt bliver det på ‘Waiting On a War’, som er generisk lejrbåls-høvleri af den mest forudsigelige og fortærskede slags. Tilsvarende svært er det at holde af den bøvede ‘No Son of Mine’, hvor Grohls fraserende forsøg på at gå Metallicas James Hetfield i bedene slår ret meget ud på cringe-skalaen.
Man trækker godt nok på smilebåndet over omskrivningen af Jimi Hendrix’ berømte oneliner »Refuse me while I kiss the sky« i ‘Cloudspotter’ – og det samme sker under ‘Love Dies Young’, hvor guitarintroen deler fællestræk med Queen-sangen ‘Keep Yourself Alive’. Men det er jo ret sigende, at det netop er i kraft af andre (innovative) rockkunstneres greb, at man spidser ører.
Den Beatles-influerede ‘Chasing Birds’ er et tiltrængt pusterum, men man sidder med en nagende fornemmelse af, at inklusionen af den afdæmpede og vellykkede sang skyldes kalkule ud fra ’vi skal også have en ballade med’-devisen.
Godt det samme, for den kan kun symptombehandle et album, hvor Foo Fighters pløjer sig ufortrødent videre uden blik for, ønske om eller formåen til at bringe rocken tilbage som en vital kraft.
Sygeplejersken tager sin runde, før lyset slukkes over patienten, og det værste er, at Dave Grohl måske inderst inde nok godt er klar over det: »Medicine at Midnight but it ain’t no cure«
Kort sagt:
Trods sporadiske forsøg på at funke deres fortærskede rockrabalder op, lyder Foo Fighters på deres tiende album mest af alt som den patient, albumtitlen alluderer til.