Billie Eilishs ‘Hit Me Hard and Soft’ er popmusikkens svar på Frankensteins monster
For mit vedkommende var et af årets hidtil største musikøjeblikke, da Billie Eilish for blot en måned siden gæstede Lana Del Reys Coachella-koncert for at berige verden med gåsehudsfremkaldende duetudgaver af deres respektive debutsingler, ‘Ocean Eyes’ og ‘Video Games’.
Ikke alene var det et rørende møde mellem to af tidens mest generationsdefinerende og stilskabende kunstnere – og to 2010’ernes mest ikoniske sange – det var også en poetisk påmindelse om den skudsikre popsangskrivning, som begge kunstnere kommer fra, og som de sidenhen begge har forladt til fordel for mere abstrakte, idiosynkratiske og eksperimenterende veje.
Jeg tør godt vædde på, at vi aldrig nogensinde får så rendyrket en popsang som ‘Ocean Eyes’ fra Billie Eilishs hånd igen.
Det er ikke, fordi den eksperimenterende tilgang til, hvad en popsang kan være, og til hvordan den kan lyde, ikke altid har været en væsentlig del af Billie Eilishs appel. Få popkunstnere har dyrket minimalismen så bevidst og effektivt, som hun og hendes faste samarbejdspartner, storebroren Finneas, gjorde det på debutalbummet og nyklassikeren ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’ fra 2019.
Eksperimenterne har hele tiden været der, men de har også ændret karakter. Debutalbummet lød som resultatet af fuldstændig uforpligtende, ubegrænset fri leg, hvor ingen idéer er for fjollede eller mærkelige til at blive afprøvet: ‘My Strange Addiction’, en af albummets bedste sange, bestod delvist af lydbidder fra den amerikanske sitcom ‘The Office.’
Til forskel lyder ‘Hit Me Hard and Soft’ som produktet af to gale videnskabsfolk, der med matematisk præcision og nærmest manisk omhyggelighed konstruerer popmusikkens svar på Frankensteins monster.
Det gør sig især gældende på albummets to sidste (og bedste) sange, ‘Bittersuite’ og ‘Blue’, der begge lyder som en serie af små vignetagtige udpluk af vidt forskellige sange – sømløst syet sammen med den fineste silketråd, den tyndeste nål og de sirligste små sting.
Førstnævnte er som en reggaesang omformet i et spejlkabinet og derefter opført i Twin Peaks-baren The Roadhouse, inden den pludselig sejler ind i et uvejr af mareridtsagtige synth-droner. Sidstnævnte begynder som et usædvanligt iørefaldende stykke poprock med imponerende fremdrift og en hypnotisk, cirkulær melodi, inden den kommer på alle mulige og umulige afveje.
Men hvilke afveje! Først gennem en tårevædet ballade med bløde klaverakkorder og albummets mest gribende billedsprog – »You were born bluer than a butterfly / Beautiful and so deprived of oxygen« – og dernæst gennem dyster, messende triphop, der kulminerer med en outro af storslåede, filmiske strygere.
Lidt mindre vellykket, men lige så imponerende i sin flabede tilsidesættelse af popmusikkens konventioner, er ‘L’Amour de Ma Vie’, der starter som en pastiche over 50’ernes easy listening-musik, men i sine sidste to minutter bryder ud i et festfyrværkeri, der lyder som 80’er-klassikeren ‘Take On Me’ med ekstremt manipulerede hyperpop-vokaler.
Det pludselige skift er et af albummets allerbedste øjeblikke, men jeg kan ikke slippe følelsen af, at sangens første, ikke særligt sindsoprivende halvdel bevidst prøver at lulle sin lytter ind i en dvaletilstand for at få hyperpop-finalen til at lyde så meget desto mere overrumplende.
Hvis Finneas’ og Billies eksperimenterende tilgang i et øjeblik som dette føles mere fortænkt end legende, er det måske ikke så mærkeligt.
Som på forgængeren ‘Happier Than Ever’ er berømmelsens ubærlige vægt en tematisk rød tråd gennem albummet. Åbningsnummeret ‘Skinny’ er en barsk og hjerteskærende beretning om mediernes besættelse af helt unge stjerners kroppe, mens ‘The Diner’ er en decideret uhyggelig personkarakteristik af en stalker:
»I memorized your number, now I call you when I please / I tried to end it all, but now I’m back up on my feet / I saw you in the car with someone else and couldn’t sleep / If something happens to him, you can bet that it was me«.
Under de arbejdsforhold kan ingen fortænke Billie Eilish i, at det, der på debutalbummet lød som smittende, fandenivoldsk skaberglæde, med tiden har fået en aura af professionalisme. Et eksempel er ‘The Greatest’, som er en fin sang med en vokalpræstation så kraftfuld, at man får lyst til at rejse sig i stående applaus, men som med sin pludselige mavepuster af et guitarcrescendo også lidt lyder som et forsøg på at gentage succesen fra ‘Happier Than Ever’-titelsangen.
Eller den nøgne, indiefolkede ‘Skinny’, der på trods af sin fremragende tekst lyder som en fortsættelse af det Oscar-vindende Barbie-hit ‘What Was I Made For?’ – Billie Eilishs mest selvhøjtidelige sang.
Langt mere interessant er den new wave-klingende sexhymne ‘Lunch’, som godt kunne gå hen og blive et af sommerens helt store hits. Og højdepunktet ‘Chihiro’, der lyder som det spektrale genfærd af en house-banger, der hjemsøger en forladt natklub. Tro mod sin Miyazaki-referende titel emmer sangen af magisk, forhekset mystik.
Det allersidste, vi hører på pladen, er ordene »but when can I hear the next one?« – hvisket så lavt, at de kun akkurat er hørbare. Da jeg første gang lagde mærke til den subliminale besked, tolkede jeg spørgsmålet som en skælmsk kommentar til musikindustriens konstante, brutale krav om mere og mere musik, som kan bruges og smides væk som en billig t-shirt. De mest trofaste fans tolker det derimod som et varsel om, at det næste album allerede er på trapperne.
Hvis det er rigtigt, håber jeg, at Billie og Finneas finder laboratoriekitlerne frem igen og belønner os med stadig mere outrerede konstruktioner. Jeg tror stadig, at Billie Eilish har sit bedste album foran sig.
Kort sagt:
Billie Eilishs ‘Hit Me Hard and Soft’ er bjergtagende i sin manglende ærbødighed over for popmusikkens konventioner. Det bliver spændende at se hende gå endnu længere herfra.