På trods af sine kun 22 år har Billie Eilish allerede oplevet en del i løbet af sin korte men ekstremt succesfulde karriere. Grammy-priser, verdenshits, store optrædener – selv en Oscar har hun faktisk vundet før, nemlig i 2022, hvor hun vandt for ‘No Time to Die’.
Men den optræden, hun leverede, da hun spillede ‘Barbie’-sangen ‘What Was I Made For’ med broren Finneas til nattens Oscar-show, var nu alligevel noget særligt.
Billie Eilish gav en af den slags gåsehudsfremkaldende vokalpræstationer, hvor man ikke bare spidser ører, men nærmest suges mod skærmen. Det er ikke let at fængsle en stor sal med en vokal, der er så hviskende, at den stedvis flirter med at være ikke-eksisterende, men Eilish lykkedes med det.
Under nattens store prisshow vandt Billie Eilish og broren Finneas O’Connell desuden prisen for Bedste originale sang for ‘What Was I Made For’, hvorefter Billie Eilish gav en herligt kaotisk takketale.
Billie Eilish er dermed den yngste person til at vinde to Oscars.
Hendes optræden var ikke det eneste musikalske højdepunkt fra ‘Barbie’-filmen – Ryan Gosling leverede en skrigende pink powerpræstation med ‘I’m Just Ken’.